Snart sænker julefreden sig oven på et særdeles begivenhedsrigt år i Nationalpark Thy. Et år med spændende projekter for fremtiden og hængepartier, vi har fået løftet.
Et af sidstnævnte er velkomstpladsen ved Lodbjerg Fyr. Lige siden fyret blev restaureret i 2019 har det været et ønske at forbedre parkeringsforhold og ankomst for de op mod 100.000 besøgende, der hvert år lægger vejen forbi. I år lykkedes det at få alle myndighedsbrikkerne på plads – og tage hensyn til den lille birkemus, som måske eller måske huserer nær fyret – så projektet kunne gennemføres.
Vores ønske er, at velkomstpladsen fremover binder fyrkomplekset og naturrummet bedre sammen, så man i højere grad bliver indbudt til at bruge hele området. Vi glæder os til, at det hele gror lidt til omkring pladsen i det nye år.
Godt nyt for strandtudser og tinksmede
Et andet hængeparti var et stort naturprojekt ved Ørum Klit. Hele otte år har vi haft det i støbeskeen, mens vi har kæmpet med noget så tørt som EU’s de minimis forordning, som nationalparkloven ikke havde taget højde for, og som begrænsede størrelsen på de landbrugsarealer, vi kunne omlægge til natur.
Med hjælp fra Kammeradvokaten blev forhindringen i 2023 ryddet af vejen, og heldigvis havde vi en meget tålmodig lodsejer, der stadig gerne ville være med til at berige naturen. Gravemaskinerne blev sat i sving, og 1,5 km grøfter, der var gravet med skovl af den nuværende ejers bedstefar, er nu lukket. Der er skabt seks smukke paddeskrab på det 22 hektar store areal, og vandet kan igen finde sit naturlige leje i en klitlavning, der med tiden vil blive levested for mange af vores karakteristiske, sjældne og truede arter.
Naturalliancen skaber sammenhæng
Projektet er også et bidrag til arbejdet i Naturalliancen Thy-Hanherred om at skabe større sammenhængende natur, som 15. Juni Fonden, Den Danske Naturfond, Aage V. Jensen Naturfond, Klimaskovfonden, Thisted Kommune, Jammerbugt Kommune, Naturstyrelsen Thy og Nationalpark Thy i sommeren 2025 gik sammen om.
Fra Agger Tange i syd til Grønnestrand 100 km længere mod nord samarbejder Naturalliancen for at få parternes nuværende og kommende naturområder til at hænges samme, så vi får nogle af de store arealer, der for alvor kan styrke biodiversiteten.
Vi er kommet rigtig godt i gang. Ud over projektet ved Ørum har både Den Danske Naturfond og 15. Juni Fonden opkøbt tidligere landbrugsjord i nationalparken, som vi nu sammen gør til mere natur. Uden for nationalparkens område har alliancen også gang i mange projekter, og endnu flere er i støbeskeen til 2026. Dem glæder vi os til at tage fat på og fortælle om.
Hold juleferie i nationalparkens natur
De fleste af vores mange uundværlige frivillige er nu gået på velfortjent juleferie. Nationalparkcenteret i Vorupør er lukket for besøgende frem til 1. februar. Informationshuset på Stenbjerg Landingsplads og Kaffestuen på Lodbjerg Fyr er ligeledes lukkede, indtil foråret begynder at varme os. Fyret selv er dog åbent året rundt, og det samme er vores besøgshuse på Agger Tange og ved Hanstholm Fyr.
I det hele taget er der masser af gode grunde til at tage ud i naturen i juleferien. Brug for eksempel vores meget populære shelters. Naturstyrelsen har i år oprettet fem nye shelters i en gruppe ved Trøjborgstien i Klitmøller og fire nye på shelterpladsen i Tvorup Vest. Plus en flot bålhytte i Stenbjerg Plantage, lige overfor shelterpladsen.
Det er ret skønt at sove i shelter i frostvejr. Det kræver en god sovepose – og en ditto hue – men det er faktisk ikke så koldt, som man skulle tro. Shelterne er også gode til dagsture. Der er bålpladser ved dem alle, så tag en gammel gryde og par liter kakao med!
Mangler du adspredelse til de yngste, så prøv en af vores eventyrruter, der er spredt over nationalparken (se faktaboksen herunder). Eller prøv vores helt ny ’naturspil’ VILD I NATUREN, hvor du kan prøve livet som Ensian Blåfugl. Du finder spillet på appen Useum under ’natur’ og ’Nationalpark Thy’. Spillet foregår i området bag Nationalparkcenteret i Vorupør.
Læs mere
Vil du vide mere om vores indsatser i 2025, så læs videre her:
