En tur i skoven
Vilsbøl Plantage, som på syd- og vestsiden grænser op til Nors Sø, er som de andre klitplantager anlagt for at dæmpe sandflugten. Plantagen rummer store variationer. Et af de mest frodige skovpartier, som absolut er en gåtur værd, er beliggende umiddelbart vest for badepladsen.
På turen kan man lægge vejen forbi mindestenen, der markerer, hvor hovedgården Nebel lå indtil 1632. Nebel var i 1365 ejet af adelsslægten Bild, og vi må formode, at det var en stor gård med flere bygninger, omgivet af en voldgrav. Her er ved arkæologiske udgravninger fundet bygningsrester og en mønt fra 1536. Sandflugt betød, at jorden blev ringere og ringere, og gården måtte flytte mod øst for at komme til bedre jord. Således lå gården i tiden 1632-1892 på den tomt syd for badepladsen, der i dag er bevokset med høje løvtræer. I 1892 flyttede gården for sidste gang; efterhånden var den tidligere hovedgård reduceret til et husmandssted. Omkring 1950 blev den sidste jord solgt til staten, som plantede skov på arealerne.
Der er opstillet 30 faste orienteringsposter i Vilsbøl Plantage. Man kan tage et orienteringskort i standerne ved Nors Sø eller ved skovlegepladsen ved Vandet Sø. Nordvestjysk Orienteringsklub har lavet ruteforslag.
Se ruteforslag og faste poster i Vilsbøl Plantage
Rent vand
Nors Sø var i stenalderen en del af en havbugt, der siden er blevet afsnøret, og i landskabet omkring søen kan man se de gamle kystskrænter. Undergrunden er for en stor del kalk- og kridtaflejringer, og bortset fra et lille væld på sydsiden har Nors Sø ingen naturlige tilløb, så tilførselen af vand til søen stammer fra grundvandet og nedbøren. Søen har et areal på 347 hektar og en maksimal dybde på omkring 20 meter. Søens rene og kalkrige vand betyder, at den har en helt særlig flora. Den lille vandplante liden najade, som man troede var uddød i Danmark, er siden genfundet i Nors Sø og Vandet Sø.