Da Thy kom op af havet
Indtil for 7000 år siden var det vestlige Thy et øhav, men efterhånden hævede landet sig op af havet, og med en erosion af sand og grus begyndte øerne at vokse sammen til Thy. De gamle kystlinjer fra Litorinahavet kan stadig ses langt inde i land, fx ved Hanstholmskrænten, Isbjerg, Nors og Vandet Sø.
På det tidspunkt var jorden i Thy primært dækket af urskov. Men i den yngre stenalder, omkring 3950 f.Kr., ændrede klimaet sig, og store storme hærgede Vestkysten. Samtidig begyndte bønder at fælde skoven for at få plads til marker og græsning.
Omkring år 2500 f.Kr. var en stor del af skoven ryddet og afløst af græssede overdrev, og gennem resten af oldtiden forblev landskabet i Thy åbent og træfattigt.
Gennem bronzealderen og jernalderen, op til ca. 800 år e.Kr., blev egnen tættere bebygget. Især mod øst, hvor der var fed morænejord opstod der bopladser, mens den vestlige del med hævet stenalderhavbund og flyvesandsaflejringer forblev ufrugtbar.
Siden oldtiden har Thy således været delt mellem landbrug på det frugtbare morænelandskab i øst og utøjlet natur på de sandede strækninger langs Vesterhavskysten. De to meget forskellige landskaber har spillet en vigtig rolle i udviklingen af Thy, både når det gælder natur, kultur, erhvervsudvikling og thyboerne selv, der på den ene side er blevet fortrængt af vind og sandflugt, og på den anden draget af den særegne og rige natur.
Sandflugten kommer
Med den lille istid tog sandflugten til, og op gennem 1500-tallet måtte mange gårde og dyrkede jorde flyttes længere østpå, hvilket gjorde skellet mellem de befolkningstætte og de uforsonlige områder større. Thy var således hårdt ramt i perioden fra midt i 1500-tallet og frem til midt i 1800-tallet. Hårdere ramt af sandflugt end resten af landet, med parabelklitter, der kravlede fra kysten og ind over land, hvor de dækkede en 5-10 km bræmme – og nogle steder endnu mere. Samtidig var Limfjorden sandet til ved Thyborøn, hvilket svækkede landsdelens infrastruktur.
Omkring år 1800 fyldte klitterne 18% af det nuværende Thisted Kommune, 26% var klithede, 25% dyrket agerjord, mens moser og enge udgjorde 7%. De sidste godt 20% var ekstensive græsningsarealer. Lyng og andre klitplanter blev brugt som foder til dyrene i vinterhalvåret – og som brændsel - hvilket gjorde det endnu sværere at holde på sandet.
Med ’Sandflugtsforordning angaaende Sandflugtens Dæmpning i Danmark af 19. september 1792’ begyndte der at komme system og konsekvens i kampen mod sandet. Der skulle dog gå endnu et halvt århundrede, inden der var nogenlunde styr på sandflugtens hærgen i Danmark – og endnu en snes år før det for alvor også gjaldt Thy.
Værnplantager vokser op
I 1816 var der med udgangspunkt i den nye forordning blev oprettet syv forsøgsplantager til ”opelskning af skov” i Thy. Men på trods af en ihærdig indsats og forsøg på at skærme træerne mod det barske klima ved hjælp af diger og grøfter var der ikke meget held med plantagerne, og efter 25 år blev det ved en resolution besluttet, at det var nytteløst at fortsætte forsøgene.
Mod slutningen af århundredet kom der for alvor gang i skovdriften. Plantørerne fandt ud af, at den genstridige østrigske bjergfyr kunne tåle både sand og klima. Klimaet var i øvrigt blevet mildere, og udplantning af hjælme i klitterne begyndte at have effekt. Man rullede, populært sagt, et tæppe af bjergfyr ud over klithederne. Hvidbjerg Klitplantage blev anlagt i 1892 og tre år efter påbegyndtes Stenbjerg Klitplantage. I ly af bjergfyren plantede man den hårdføre og hurtigtvoksende sitkagran fra Nordamerika samt ædelgran og den hjemmehørende skovfyr. Og efterhånden havde Thy atter skov.
Mere ro end godt er
I dag er landskabet faldet helt til ro. Lidt for meget til ro faktisk. De store nordatlantisk klithede-arealer, der var baggrund for at udpege Danmarks første nationalpark på Thy, er enestående og har en høj natur- og kulturhistorisk værdi. Men de er også i fare for tilgroning. I dag bevæger sandet sig med andre ord for lidt til at oppebære klithedernes helt særlige økologiske balance.
Derfor samarbejder Nationalpark Thy med Naturstyrelsen Thy, Thisted Kommune og private lodsejere for at genskabe og vedligeholde den nødvendige dynamik i klithederne med bare, tørre sandflader og fugtige klitlavninger. Til gavn for biodiversiteten.
Det gør vi blandt andet ved at rulle noget af bjergfyrtæppet tilbage, erstatte de invasive nåletræer med hjemmehørende arter, etablere skovbryn og lukke nogle af skov- og landbrugets drængrøfter, så vandet igen kan få lov at brede sig frit i landskabet. Hedeafbrændinger og helårsgræsning hjælper med til at holde tilgroningen i skak og give plads til sårbare planter.