Til ly for sandet
Landskabet i Thy har i århundreder været åbent og træfattigt. Fra Bronzealderen og frem var der nærmest ikke skove i det, der i dag er Thisted Kommune, og slet ikke i den vindblæste og sandede vestlige del, som nationalparken nu dækker.
Først i 1816 blev der oprettet syv forsøgsplantager til ”opelskning af skov” i Thy. En af dem var Thagaards Plantage, der blev etableret ved Bøgsted Rende og fik navn efter daværende sandflugtskommisær Lauritz Thagaard. Her lavede man forsøg med såning og udplantning af små træer. Rødgran, birk, el, skovfyr, bævreasp og pil var blandt de sorter, der blev anvendt, og man forsøgte at skærme planterne mod det barske klima ved hjælp af diger og grøfter. Arbejdet blev udført som ulønnet pligtarbejde af bønder fra stort set hele Thy.
På trods af en ihærdig indsats var der ikke meget held med plantagerne. De små træer var udsat for blæst, udtørring og frost, og man måtte ofte supplere med nye planter. I løbet af godt og vel 20 år nåede ingen træer en højde, der gik over de skærmende diger, og det blev ved en resolution i 1842 besluttet, at det var nytteløst at fortsætte forsøgene. Arealerne blev opgivet, men nogle af træerne har alligevel været sejlivede og står i dag som krumme levn fra sandflugtsbekæmpelsens pionertid i Thagaards Plantage. Da de næsten 200 år gamle træer er sårbare, er det ikke tilladt at kravle i dem.
Et tæppe af bjergfyr
Men mod slutningen af århundredet kom der for alvor gang i skovdriften. Plantørerne fandt ud af, at den genstridige østrigske bjergfyr kunne tåle både sand og klima. Hvidbjerg Klitplantage blev anlagt i 1892 og tre år efter påbegyndtes Stenbjerg Klitplantage. Man rullede populært sagt ’et tæppe af bjergfyr’ ud over landskabet, og i ly af bjergfyren plantede man den hårdføre og hurtigtvoksende sitkagran fra Nordamerika samt ædelgran og den hjemmehørende skovfyr. Som en af de yngste plantager i nationalparkens område blev Lodbjerg Klitplantage anlagt i 1923.
Alle plantagerne er anlagt som værnskov. De skulle forhindre sandet i at brede sig, skabe bælter til læ, så jorden lod sig dyrke bag dem. De var, og er, samtidig produktionsskove, fortrinsvis med sitkagran og contortafyr til bygningstømmer, celluloseproduktion og flis til varmeværker. I produktionsoptimeringens navn var der tale om renafdrift, hvor man fældede alle træerne på et areal og efterfølgende plantede en ny enkelt træart.
Naturnær skovdrift
Den monokultur, som denne driftsform skabte, var der ikke meget naturværdi i. Især ikke når de primære træarter var invasive. Men i 2005 indførtes begrebet naturnær skovdrift i alle statens skove. De to bærende principper i naturnær skovdrift er at skabe naturlig foryngelse af arealerne – dvs. forskellige træarter i forskellige aldre og størrelser vokser side om side – og at øge antallet af hjemmehørende arter.
Da de ønskede træarter, som eg, bøg, birk, rød-el og asp, ikke traditionelt har været en del af de fleste plantager i området, indplantes disse nu gradvis, i takt med at uønskede arter skoves. Det giver på sigt et mere varieret skovbillede og et mere stabilt skovklima, hvilket igen giver bedre mulighed for naturlig foryngelse. Samtidig er det afgørende for biodiversiteten, at invasive træarter viger for hjemmehørende; at monokulturene brydes op, og at gamle og døde træer får lov at blive stående eller liggende.
Naturstyrelsen driver i dag plantagerne i Nationalpark Thy efter sådanne naturmæssige prioriteringer. Derfor er vores skove også under forandring i disse år. Den biologiske mangfoldighed forøges. Gamle træer får lov at blive stående. Nye, hjemmehørende arter kommer til. Døde træer bliver på arealerne. Der skabes skovbryn, lysbrønde og lysåbner arealer, der grænser op i naturtyper som eng, hedemose og klithede. Og naturlige vandstande i skovbunden genetableres ved at lukke grøfter, der tidligere har drænet arealerne.