Krondyr
Krondyr trives i Thy. Der er mere end 1700 krondyr på nationalparkens område – de fleste i den nordlige del, hvor de nyder godt af de øde områder i Hanstholm Vildtreservat.
Krondyrene selv med til at skabe naturpleje i nationalparken. De laver plads til klithedelandskabets små plantearter ved at spise græsser som fløjlsgræs og bølget bunke og i vinterhalvåret hjælper de med at holde hedelyngen frisk og ung.
Samtidig skaber de variation i landskabet, når de laver veksler, skraber i jorden og efterlader ekskrementer på deres vej. Førerhinden leder f.eks. gerne sin rudel op på forhøjninger i landskabet for at få overblik, hvilket slider vegetationen lige der. Og i sommermånederne sandbader dyrene i gryder i klitterne, hvilket skaber større områder med sand til glæde for insekter, krybdyr og fugle.
Det meste af året holder hinderne og kalvene sammen i flokke, kaldet rudler, ledet af en erfaren førerhind, mens hannerne – der kaldes hjortene - har deres egne mindre grupper uden egentligt fører.
Om dagen skjuler de sig gerne i skove og krat, hvor de ligger og tygger drøv, mens de om natten er ganske aktive, når de bevæger sig ud for at æde. Her tilbagelægger de gerne 7-10 km per nat for at finde føde.
I brunstperioden fra august til oktober kan du være heldig at opleve flokke af krondyr på klitheden. Det er den eneste gang om året, hinder og hjorte er samlet. Og den ene gang den ellers så sky kronhjort stiller sig op på klit- og bakketoppe og brøler, så alle kan se og høre ham.
Et godt sted til at opleve dette er udsigtsplatformen i Sårup, der er udstyret med en kraftig kikkert, så du kan se ind over vildtreservatet.
Læs mere om krondyr her: Klithedens kæmper
Rådyr
Råvildtet er den mindste, naturligt hjemmehørende hjorteart i Europa med en skulderhøjde på 65-75 cm og en vægt på 20-25 kg. Altså væsentlig mindre end krondyr, der for hjortenes vedkommende er omkring 150 cm i skulderhøjde med en vægt på op til 180 kg, og dådyret (ca. 100 cm/100 kg). I Sommerdragten er råvildtets pels rødbrun med hvidgult spejl. Vinterdragten er gråbrun med hvidt spejl.
Det er også vores mest udbredte dyrevildt, både i Thy og på landsplan, hvor man anslår, at der er op mod 500.000 rådyr.
Rådyr er i modsætning til de grovædende krondyr lidt af nogle feinschmeckere. Om vinteren udgør især den underjordiske del af anemone, skud og knopper af løv- og nåletræer samt vinterafgrøder en vigtig del af føden. I forårs- og sommermånederne er det særligt kimplanter af løvtræ, urter og friske blade der foretrækkes. Men også bog og agern kan indgå i føden.
Og så har råen forlænget drægtighed. Det vil sige, at hun bliver beslået i august, og derefter bærer rundt på de/det befrugtede æg i livmoderen i 4-5 måneder. Det er ganske smart, for det nedsætter energiforbruget for råen i de foderfattige måneder hen over efterår og vinter. Omkring januar sætter ægget/æggene sig fast på livmodervæggen, og så udvikler graviditeten sig over de næste 5 måneder. De fleste rålam sættes således i maj.
I forsommeren er det ikke usædvanligt at finde et rålam, som ved første øjekast ser ud til at være blevet forladt af sin mor. Hvad skal man så gøre? Svaret er enkelt - lad det ligge! Og gå stille videre! Efter fødslen sker det nemlig ofte, at moderen i lange perioder forlader lammene, men hun kommer altid tilbage for at die og nusse omkring dem. Ofte kan der går mange timer mellem moderens besøg hos de små.
Først når rålammene er nogle uger gamle, begynder de at vandre ud i den store verden sammen med deres mor. Mens moderen er væk, ligger lammet helt stille, og da den er godt beskyttet af sine camouflagefarver - og den ikke afgiver lugt - er den i sikkerhed for rovdyr.
Du kan møde rådyr i hele Nationalpark Thy. De foretrækker mosaiklandskaber, hvor der både er skov og åbne arealer, og kan derfor ses rundt om plantagerne. Men også på Agger Tange, hvor skov er erstattet af krat, er der mange rådyr.
Grævling
De er nataktive, så man ser dem ikke ofte, men bestanden af Danmarks største rovdyr, grævlingen, er i fremgang, og et af de steder, hvor bestandene er størst, er i Nationalpark Thy
Grævlingerne holder til i nationalparkens plantager, hvor de har deres grav. Grævlingen bruger de tilstødende åbne arealer på klithederne eller på marker til at finde føde. Indtil ulven vendte tilbage til Danmark, var grævlingen vores største rovdyr. Dens føde er primært regnorm, som den roder rundt i jorden med sin tryne for at finde. Er den heldig, kan den opstøve 10 regnorm i minuttet. Grævlingen er dog bestemt ikke nogen kostfornægter, for den æder alt fra mus, rotter og hareunger, over padder, biller og ådsler til korn, bær, majs og frugter.
Ligesom rådyret har grævlingen forlænget drægtighed. Det betyder, at parring typisk finder i marts-april, men at fosteret først begynder at udvikle sig i livmoderen omkring årsskiftet. Fosterudviklingen tager ca. to måneder og omkring marts fødes 1-5 grise. Lige før det sker, bliver grisene fra sidste år smidt ud af hulen for at klare sig selv, og det kan være hård kost i kolde vintre.
Grævlingen har et særdeles kraftigt bid. I gamle dage skulle man efter sigende have koks i støvlerne, når man var på grævlingejagt, for grævlingen havde ry for at bide, indtil knoglerne knasede! Men det er nu bare en skrøne. Jagten er i øvrigt for længst ophørt, for i dag er grævlingen fredet.
Odder
Odderen er heldigvis i fremgang mange steder i Danmark, efter at den er blevet totalfredet og tilgodeset med nye faunapassager. Tidligere druknede oddere ofte i fiskeruser, men i dag er det lovbestemt, at man skal bruge stoprist eller spærrenet i åleruser. Det nyder Thys oddere godt af, men fremgangen skyldes også, at man ikke længere anser odderen for at være et skadedyr, og at man i visse større områder for eksempel ved Flade Sø har sikret dens levesteder, og her tager særlige hensyn til odder.
Fra snude til halespids måler hanodderen 100-130 cm og vejer 6-12 kg, mens hunnen er noget mindre. Halen udgør godt en tredjedel af længden. Odderen er tilpasset et liv i vand med svømmehud mellem tæerne, en lang strømlinet krop og en vandskyende pels i to lag.
Odderen lever især af mindre fisk. Men også krebsdyr, padder, krybdyr, æg, fugle og insekter udgør en del af føden. Den lever ved vandløb og kan have mange huler med indgange over og under vandet. Både hannen og hunnen hævder og markerer deres territorium. Hannens er størst og kan strække sig over mere end 15 km vandløb.
Kun i parringstiden færdes hanner og hunner sammen. Odderen får normalt to-tre unger årligt. Fødselstidspunktet ligger ikke på nogen bestemt årstid, men de fleste unger fødes dog om foråret. Ved fødslen vejer ungerne cirka 100 gram. Efter tre måneder i reden begynder de så småt selv at jage fisk, men først når de er godt et år gamle, kan de klare sig selv.
For at odderen yngler, skal der være skjul eller fristeder i dens territorium i form af rørskov, krat eller anden bevoksning. Der skal også et minimum af menneskelig aktivitet som færdsel, lystfiskeri og jagt.
Findes der tilstrækkelige skjul, er odderen til gengæld mere tolerant over for menneskelige forstyrrelser, og derfor bliver det også mere hyppigt at se oddere i Nationalpark Thy. Man skal dog stadig være heldig, for odderen er primært nataktiv. En tidlig morgen eller lige efter solnedgang er chancerne størst, og om vinteren kan man være heldig at se dem spadsere hen over isen på en frossen sø, fx Nors Sø eller Flade Sø. Lagunerne i Agger Tange er også et godt spot for den tålmodige.
Spættet sæl
I Danmark er der to sæler. Den spættede sæl og gråsælen. Du kan skelne dem på størrelsen. Den grå sæl kan blive op til 2,5 meter og hannerne kan veje 300 kg. Den spættede sæl måler 1,2-2,0 meter og vejer mellem 65 og 140 kg, hannerne mest. Størrelse kan dog godt være lidt svært at vurdere, når sælen er langt væk eller befinder sig i vandet, men så kan man måske kende dem på snuderne, hvor gråsælen har en lang, lige snude, mens den spættede sæl har rundt hundelignende hoved med en kort nedadbuet snude. Næseborene danner et V, når man ser dyret forfra.
Begge sæler findes ved Nationalpark Thy, men flest spættede, der da også er den eneste art, som yngler her.
Spættede sæler foretrækker fisk, men også blæksprutter og krebsdyr indgår i føden. Et område er derfor kun egnet som levested for sælen, hvis der forekommer rigelige mængder af disse arter. Dagligt kan en spættet sæl æde omkring tre-fem kg fisk.
Spættet sæl forekommer især i kystnære farvande, hvor der er rigelig føde, og hvor der findes uforstyrrede hvilepladser så som sandbanker, rev, holme og øer.
Spættet sæl er følsom over for menneskelige forstyrrelser som for eksempel sejlads, især i yngleperioden i juni-juli og under pelsfældningen i august-september. De små sælunger har i deres første to-tre uger ikke vandafskyende pels. Derfor opholder de sig på land, på de banker eller holme, hvor de er født. Er der for mange menneskelige forstyrrelser i området, kan moren være bange for at komme til land og fodre sin unge. Tilsvarende kan forstyrrelser fra turbåde og lignende være fatale i sensommeren, hvor sælerne skifter pels. Her er de afhængige af at den nye pels kan tørre i luften, men forstyrrelser kan nemt tvinge dem ud i vandet.
Sælunger, der ligger alene på strandbredden og hyler, er oftest ikke blevet forladt. Moren er sandsynligvis svømmet ud for at finde føde, og ungen kan være ladt alene i flere timer. Man skal derfor lade sælungerne være.
Fra Svaneholmhus på Agger Tange kan du i god og sikker afstand nyde sælerne, der ofte ligger på sandbanker sydøst for Svaneholmhus. Fra taget kan man med en god kikkert se op til 300 sæler. Sælerne kan også ses fra færgen til Thyborøn.
Nogle gange kan man også opleve spættet sæl på Nordsø-siden af Nationalpark Thy. Dels svømmende i vandet, men også oppe på stranden. Især efter stormvejr kan man finde udmattede sæler, som hviler sig efter stormens strabadser. Sådanne sæler er ikke syge, men trænger blot til at hvile ud.
Ulv
Wauu, en ulv! Sådan lød snakken i Danmark i dagene efter den 14. oktober 2012. For den dag havde en gruppe ornitologer set et dyr, som lignede en ulv, i den sydlige del af Hanstholm Vildtreservat. Meningerne var blandede: Det kunne jo ikke passe! For der har ikke været ulve i Danmark i næsten 200 år. Hvor skulle den være kommet fra?
Men den 19. november finder Naturstyrelsens folk et dødt dyr, der også ligner en ulv, tæt på det sted, hvor ornitologerne havde set dyret. Det var ligegodt utroligt, lød det rundt om i Danmark. Dyret blev obduceret nogle dage senere på Dansk Center for Vildtsundhed i København, og her er man også i tvivl om, hvorvidt det er en hund, en ulv eller en krydsning.
Et par uger senere slår DTU-veterinærinstituttet fast, at det er en ulv, som havde vandret fra Tyskland til den ’danske vildmark’ syd for Hanstholm. Tyske forskere står bag omfattende ulve-DNA-forskning, som danskerne benyttede, da de skulle vurdere ’ulven fra Thy’. Og der var ingen tvivl, for den danske ulvs DNA matchede med en ulv fra et kobbel i Sachsen i Tyskland. Forskerne fortalte, at ulven fra Nationalpark Thy er født i 2009, har forladt sit tyske ulvekobbel og er begyndt den lange vandring på 850 km til Thy.
Skelettet fra den første ulv i Danmark i nyere tid står i dag udstillet i Nationalparkcenter Thy, venligst udlånt af Statens Naturhistoriske Museum.
I dag er ulven genindvandret til Danmark, og man anslår, at der er mindst fem etablerede ulvepar i Jylland, som i 2023 har fået otte unger. I Thy meldes sporadisk om observation af ulv, men ingen blivende par er blevet dokumenteret. Endnu.
Ser du en ulv i landskabet, eller tydelige spor efter den, kan du indrapportere det på www.ulveatlas.dk.
Er du i tvivl, om det spor, du ser, er et ulvespor – og det kan man nemt være – er her et par gode retningslinjer
- FORPOTE. Skal være mellem 8-12 cm lang (ekskl. kløerne) og mellem 6,5-10,5 cm bred. Forpoten er bredere end bagpoten; i ulvens karakteristiske trav sættes bagpoten ofte oven i aftrykket fra forpoten.
- SKRIDTLÆNGDE. Ulven sætter i trav typisk sin bagpote oven i aftrykket fra forpoten; dette kaldes dobbeltfodspor. I spor fra trav med dobbeltfodspor skal skridtlængden, dvs. længden mellem hvert dobbeltfodaftryk, være 110-150 cm.
- Det specielle ULVETRAV, hvor bagpoten sættes nøjagtigt oven i aftrykket fra forpoten, skal kunne følges i mindst 300 meter for at være er god indikation af, at det kommer fra en ulv. Og kun hvis sporet fortsætter i flere kilometer, vil det blive betragtet som bevis for, at det er ulvefodspor. Hunde kan også lave dobbeltfodspors-trav, men de gør det sjældent i lang tid ad gangen (med mindre de traver ved siden af en cykel).
Flagermus
Der findes 17 arter af flagermus i Danmark. Det vil sige, at mere end hver fjerde pattedyrart herhjemme er en flagermus. 12 af arterne er registreret i Thy: Vandflagermus, troldflagermus, damflagermus, nordflagermus, sydflagermus, brunflagermus, skimmelflagermus, dværgflagermus, Leislers flagermus, brandts flagermus, pipistrelflagermus og langøret flagermus.
De er som alle flagermus i Europa fredede, og flere af dem er dyr, vi er forpligtet til at gøre en aktiv indsats for at bevare.
Det gælder blandt andet damflagermusen, der er listet på Den Danske Rødliste som sårbar, og er på EU's Habitatdirektiv Bilag II, som en art man aktivt skal udpege beskyttende områder til. Damflagermusen er sjælden i Danmark, men den har en sund og stabil bestand i Nationalpark Thy.
Det skyldes bla. det naturforbedrende arbejde, der foregår i nationalparken. Biolog Jan Durinck har gennemført en stor undersøgelse af flagermus i Nationalpark Thy, med ca. 200.000 lydoptagelser, og den viste, at i områder, hvor Naturstyrelsen og Nationalpark Thy har skabt lysåbne arealer og nye vådområder, er forekomsten af flagermus og flagermusarter vokset betragteligt. På en enkelt lokalitet blev der målt mere end 1000 optagelser af damflagermus på et enkelt døgn.
Naturgenopretningen på målestederne er foretaget inden for de seneste år, og det understreger, at naturen reagerer positivt på tiltagene. Skal vi sikre vores truede bestande af flagermus, er de vigtigste tiltag således at sikre dynamiske naturområder, med lysninger i skovene med vandflader og stående døde træer, konkluderer undersøgelsen blandt andet.
Flagermus er de eneste pattedyr, der kan flyve rigtigt. De føder levende unger, som dier og hen på sommeren lærer ungerne at flyve selv. Flagermus kan blive virkelig gamle. Den ældste observerede flagermus blev 41 år gammel. De lever af insekter, som de oftest fanger i luften eller tæt på vandoverflader, men de kan også tage insekter på jorden og på planter. De har følsomme ører og finder rundt og fanger insekterne ved hjælp af ultralyd.
Der er flagermus i hele nationalparken, men særligt i skovene og ved søer kan du opleve mange flagermus. De flyver tæt på bevoksning eller lavt over vandfladerne, hvor der er mange insekter. Insekter er svage flyvere, så de vil altid samles, hvor der er læ. Læsiden af en skovkant med vand i nærheden er de bedste steder.
Badepladsen på sydsiden af Nors Sø er et rigtig godt eksempel. Her mødes eng, skov og søbred og fra vandkanten op til skovkanten og lidt ind i skoven har man de bedste chancer for at se flagermus i Thy. Ved den lille sø Bagsø, lige nord for Nors Sø, kan man fra træbroen, være heldig at se flagermus suse rundt over vandspejlet. Broen over Hvidbjerg Å ved Lyngholm Gård nær Svankjær er et godt sted. Broen ved Roddenbjerg Sø nord for Agger kan også være et fint sted, her flyver flagermusene af og til under broen.
Sørg for at vælge stille sommeraftener, medbring en rigtig kraftig lygte og myggeolie. Hvis du hører rigtig godt efter, kan de sociale lyde fra enkelte arter høres med det menneskelige øre.
Læs mere om flagermus i Thy og Jan Durincks undersøgelser her: flagermus BFN
Birkemus
Birkemusen er sammen med dværgmusen den mindste gnaver, vi har i Danmark. Og vi har desværre ikke mange af dem. Birkemusen findes kun i en mindre bestand i Sønderjylland og en mere stabil bestand i Thy, blandt andet i nationalparken. Det gør birkemusen til et af de sjældneste pattedyr i landet.
Birkemusen kendes på sin tydelige sorte rygstribe, der løber fra isse til hale – og på dens hale, som faktisk er længere end kroppen. Musen vejer blot 5-11 gram.
Birkemusen foretrækker at leve i lysåbne, ældre skove med rig bundvegetation, kratbevoksede moser, enge og dyrkede marker.
Den søger ofte sin føde om natten, og her kommer dens lange hale den til hjælp. Halen fungerer nemlig som støtte og balancehjælp, når den lille mus klatrer rundt i vegetationen.
I modsætning til næsten alle andre danske pattedyr, sover birkemusen vintersøvn fra oktober til maj måned.