Trane
Den er måske ikke vores nationalfugl, men i Thy er den til gengæld nationalparkfugl – tranen, der med sine 120 centimeters højde og et vingefang på over to meter spankulerer rundt i moser og marker og trompeterer som en lille elefant.
I 100 år var tranen næsten forsvundet fra Danmark. I 1970’erne talte man to ynglende par i landet, hvoraf det ene netop holdt til i Hanstholm Vildtreservat, hvor der i dag er nationalpark. Siden er det heldigvis gået fremad. I disse år tæller den danske bestand omkring 1000 ynglepar, og også i Nationalpark Thy oplever vi en stor vækst af ynglende traner.
Det er der flere årsager til, men en af de vigtigste er, at der er kommet bedre beskyttelse af tranens ynglepladser. Nationalpark Thy har gennem flere år specifikt arbejdet med at skabe flere naturlige vådområder, blandt ved at nedlægge drængrøfter i naturen. Det er guf for tranerne, der kræver vanddækkede arealer til redeplaceringen, og som samtidig kan færdes uforstyrret i nationalparkens store fuglebeskyttelsesområder.
Tranen er nemlig en sky fugl, i særdeleshed når den yngler, og derfor holder Nordeuropas højeste fugl da også lav profil for tiden, mens parrene passer på deres reder Kommer man meget tættere på end 1000 meter i yngleområdet, risikerer man, at fuglene flyver fra reden. Så hjælp tranerne ved at nyde dem på lang afstand, gerne med kikkert
Læs mere om traner i Nationalpark Thy her: Traner
Sangsvane
Sangsvanen er på størrelse med knopsvanen, men kan kendes fra denne på sit gule næb, der mangler knopsvanens sorte knop. Halsen holdes mere lige i modsæt modsætning til knopsvanens S-form. Og så har sangsvanen i modsætning til knopsvanen et højt og melodiøst trompeterende kald. Det skyldes, at fuglens luftrør har en speciel forlængelse, der ligger i en dyb hulning i brystbenets kam. Det er en uforglemmelig oplevelse at høre sangsvanens næsten melankolske sang, som kan høres på meget stor afstand på stille aftener eller nætter.
I Nationalpark Thy er sangsvanen vinterhalvårets fugl. Den ankommer til Thy i oktober og drager nordpå igen marts-april. De første par måneder søger de føde i søer og lavvandede fjordområder og vige, hvor de æder vandplanter. Der efter søger de hovedparten af deres føde på land, hvor de fouragerer på landbrugsafgrøder uden for nationalparkens grænser.
I de senere år er et voksende antal sangsvaner begyndt at oversomre i Danmark, og arten er også genindvandret som ynglefugl. Man anslår, at der yngler 12-15 par i landet, dog endnu ingen her i nationalparken.
Svanen har været totalfredet siden 1931.
Natravn
Man er sjældent heldig at se en natravn om dagen. Som navnet afslører, er natravnen nemlig nataktiv. Om dagen sover den på jorden eller i et træ, hvor den med sin barklignende fjerdragt er utrolig godt kamufleret.
Sent om aftenen kan man til gengæld, især i juni-juli, høre hannens snurrende sang. Han synger for at forsvare sit territorium og lokke hunner til. Den syngende han kan også frembringe en klappende lyd ved at slå vingerne sammen i flugten. Man kan således lokke natravnen til sig ved at klappe i hænderne og dermed efterligne en konkurrerende han.
Natravnen er som art i tilbagegang, hvilket skyldes mangel på hedeomåder, hvor den foretrækker at yngle. Nationalpark Thy er dog et kerneområde for natravn, og i 2007 ynglede der i alt 60 par natravne i plantagerne Stenbjerg, Tvorup, Vilsbøl og Tved.
Tilbagegangen på europæisk plan tilskrives ud over tilplantning og tilgroning et øget pesticidforbrug og dermed effektiv udryddelse af natravnens fødekilder.
Der knytter sig megen overtro til natravnen, som i gamle dage blev kaldt gedemalker, fordi man troede, at den levede af at malke geder om natten, når den fløj omkring.
Havørn
Havørnen er Nordeuropas største rovfugl, og med sit gigantiske vingefang er fuglen imponerende at skue. Blandt ornitologer er den kendt som "Den Flyvende Dør" på grund af de stive, brede, rektangulære vinger og den korte, kileformede hale, som er helt hvid hos udvoksede fugle. Den har et vingefang på hele 190 – 260 cm. Næbbet er kraftigt og dolkformet. En udfarvet, voksen havørn er også karakteriseret ved et lyst hoved, mens ungfuglenes fjerdragt er ensfarvet brun. På vingernes underside har unge havørne dog ofte lyse tegninger, der kan ses på nært hold. Hunnen er normalt en tredjedel større end hannen. En voksen hun kan veje op til 7 kg.
Havørnen genindvandrede til Danmark i 1990'erne og har siden bredt sig som ynglefugl til næsten hele landet. Der er nu ca. 160 par i Danmark, heraf en lille håndfuld i nationalparkens område. Om vinteren kan den findes overalt, da den på den årstid også lever meget af ådsler, hvor der langs vore veje findes store mængder. Ellers er havørnens føde fisk og fugle, og den kan faktisk tage fugle så store som fiskehejrer eller en svag knopsvane!
Skestork
Den smukke hvide skestork er slet ingen stork. Den tilhører ibisfamilien og er den eneste fra denne gruppe af hovedsagelig tropiske fugle, som yngler i Danmark. Til gengæld passer første del af navnet, for skestorkens karakteristiske næb danner en lille ske, som fuglen bevæger sidelæns gennem vandet. Herved finder den frem til de småfisk, insektlarver, snegle, muslinger og krebsdyr, der udgør dens føde.
Skestorken indvandrede som ynglefugl i Danmark i 1996, og efterhånden ses den ganske flere steder i Danmark, selv om der endnu ikke er fundet ynglende fugle uden for Nord- og Vestjylland.
Skestorken foretrækker åbne kystområder, laguner og floddeltaer og placerer reden på småøer, gerne i forbindelse med sølvmågekolonier. Det er et krav, at øerne har tæt rørbevoksning, er fri for ræve og andre mindre rovdyr, og at der er minimal menneskelig forstyrrelse. Efter ynglesæsonen samles de nordjyske ynglefugle i Vejlerne, hvor de opbygger det nødvendige fedtlag inden trækket til overvintringsområderne i Vestafrika.
I Nationalpark Thy kan du fra det sene forår og hen over sommeren ofte se skestorke i lagunen på Agger Tange. Endnu har vi dog til gode at konstatere ynglende fugle i nationalparken.
Tinksmed
Det gav en skarp og høj lyd, når smeden i gamle dage tinkede – det vil sige tilrettede emner i letmetal ved at banke på dem med sin hammer. Omtrent sådan lyder også tinksmedens advarselsskrig, hvis nogen kommer for tæt på dens rede, og det har lagt navn til den lille klire.
I dag er hverken smede, der tinker, eller tinksmede et almindeligt syn i Danmark. I begyndelsen af 1900-tallet ynglede arten i store dele af Jylland, men dræning af hedemoserne og tilplantning af hederne har bevirket, at antallet af egnede ynglepladser er blevet kraftigt reduceret, og i slutningen af det 20. århundrede var antallet af tinksmede gået stærkt tilbage.
Efter årtusindskiftet er bestanden i Danmark dog efterhånden stabiliseret på over 100 par som resultat af naturpleje og naturgenopretning. Således har arten etableret sig på forskellige heder i Thy, der regelmæssigt ryddes for bjergfyr.
Landets største bestand findes i Hanstholm Vildtreservat, men også i den sydlige del af nationalparken, på områder hvor vi i samarbejde med Naturstyrelsen har ryddet klitheden for invasive træer og skabt mere naturlige vandstande, har vi med glæde kunnet konstatere at tinksmeden er begyndt at yngle.
Havterne
Havternen er en super elegant flyver, og så er det den fugl i verden, der flyver flest kilometer på sit fugletræk. Havterner, der yngler helt i Nordgrønland, kan således trække hele vejen ned langs Europa og Afrikas kyster, rundt om Sydafrika og videre til Antarktis!
Danmark er et af dens sydligste yngleområder. I Nationalpark Thy yngler den ved Agger Tange, hvor den nyder godt at den kunstige fugleø, der ligger øst for tangen, nær Svaneholmhus. Havternen bygger nemlig sin rede direkte på stranden, og den er således meget sårbar, både overfor menneskelige forstyrrelser og for redeplyndrende rovdyr som ræv, mink og mårhund.
Havternen slankere og har længere hale og kortere ben end fjordternen. Den voksne havterne har mørkerødt næb, hvor fjordternens er orangerødt med sort næbspids. Dværgternen, der har gult næb med sort spids, er kun halv størrelse af havternen. Alle tre terner findes på Agger Tange – og på toilettet på Lange Mole kan du i øvrigt se flotte tegninger af dem, malet af Carl Christian Tofte.