Hugormekongen med de ni hoveder

Vidste du, at en hugorm kan bide sig selv i halen og trille som et hjul, hurtigere end en hest kan løbe? Eller at en karl med en hugormebrod i munden bliver uimodståelig for alverdens kvindfolk?

Slanger optræder overalt i alverdens skabelsesberetninger, mytologier, folkeeventyr og røverhistorier. Og eftersom hugormen er vores eneste giftig slange i Danmark, er der masser af skrøner og overtro knyttet til lige netop den.

Overleveringerne stammer fra en tid, hvor heden dækkede det meste af Jylland, og hugormen var vidt udbredt. Ja, der er ligefrem beretninger om, at hugorm var en slags husdyr på de jyske heder, som man kan læse det i Vagn Brøndegaards fantastiske 3-bindsværk Folk og fauna, som alle eksemplerne her er hentet fra: Hugormene krøb ind i husene gennem sprækker i væggene og gemte sig i sengehalmen og lyngknipperne, hvor de fik lov at hygge sig, til de kom frem igen i foråret. Der er også mange beretninger om hugorme, der blev fodret med mælk eller sad på gulvet og delte mælkegrød med børnene.

Husråd og trolddom

Hugorme var i det hele taget gode for lidt af hvert. Man kunne lægge et hugormeskind i kommoden for at beskytte sit uldne tøj mod møl. Man kunne grave en levende hugorm ned under staldens dørtrin for at beskytte sine husdyr. Og var man begyndt at tabe håret, kunne man gnide hovedbunden med asken af brændt hugormeham.

Af andre lægelige husråd kan det anbefales at brænde en hugorm uden hoved og hale og spise asken mod spedalskhed. En flået hugorm kan spise mod gigt, et afkog af hammen stiller tandsmerter, og ”mod drikfældighed indtages brændevin, hvori en rødbroget hugorm har løbet sig til døde”.

”Drysses et brændt og pulveriseret hugormeskind i vand og man vasker sit ansigt og hænderne med det, vil alle være ven med en”. ”Med pulveret under tungen kan man ikke overgås i lærdom, lagt i skoene vinder man alle sager, på hovedet gør det synsk, syet i en mands tøj er han sin kæreste tro”.

De var også et godt elskovsmiddel: ”Når en mand havde forelsket sig i en kvinde, og hun ikke ville vide af ham, behøvede han blot at lægge hugormens brod (tunge) under sin tunge og give hende et kys, så elskede hun ham straks”.

Hugorme kunne også beskytte mod trolddom. Uheld, sygdom og dårlig høst blev ofte tilskrevet overnaturlige magter og onde væsener, og mod sådanne var det godt at have nogle afværgende tryllemidler. Gav fløden ikke smør, fordi den var forhekset, skulle hugormens tvespaltede tunge anbringes i kærnestaven. Og havde en heks ødelagt brygningen af brændevin, kunne man anbringe en levende hugorm i en ny sort lerpotte og grave den ned under grukedlen. Tag dén heks! Mod vanheld forårsaget af onde mennesker, hjalp det ved solopgang at kaste en hugorm på gårdspladsen.

Lumske kræ

Men hugorm var også nogle lumske typer, som man skulle vare sig for. De havde ry for at være hævngerrige, så slog man en hugorm ihjel, kunne man være vis på, at dens venner kom for at hævne den. Og kunne de ikke få fat på gerningsmanden, kunne de gå efter hans husdyr. Skulle ens ko på heden blive bidt, bør man straks ”pisse i en træsko og hælde urinen i kreaturets hals”.

En hugorm kan tage halen i munden og løbe som et hjul, hurtigere end en hest, og således indhente et menneske. ”Lægger man sig til at sove i det fri kan en hugorm kravle gennem ens åbne mund ned i maven eller ringle sig sammen om navlen”. Og på Thistedegnen hed det sig, at en hugorm kunne trække en due til sig blot ved at stirre på den.

Mange mente derfor, at det bragte uheld at slå en hugorm ihjel. Men skulle det alligevel være nødvendigt, skal man gøre det så hurtigt, at den ikke når at fløjte og kalde sine kammerater til hjælp. Lidt pibesovs kunne dog også gøre det af med kræene: ”Bønderne ved på en let måde at dræbe disse dyr. Når de træffer et, byder de det en pibe tobak, og straks griber ormen over pibespidsen i den hensigt at bide den over, uden at ane at den derved får halsen fuld af tobakssovs, hvoraf den straks revner i hele sin længde og dør under de frygteligste pinsler”.

Der var også andre god råd til at slippe for hugorm: Har man en rød hane i sin gård, kommer ingen hugorme ind. Gnider man sine hænder med frø af peberrod kan man uden risiko tage fat i en hugorm, og bærer man en hasselkæp skåret Skt. Hans nat, tør ingen orme komme én nær.

Hugormekongen

Særligt varsom skal man være med hugormekongen. Hvert hugormebo siges at have en konge. Han kan have størrelse som en almindelig hugorm, men han kan også være bred som en arm, og nogle steder har folk endda berettet, at han var 6 alen høj, når han stod på halen - det er trods alt næsten 4 meter. Ofte er han hvid, han kan have krone på hovedet og manke som en hest, og på Haderslevegnen blev en hugormekonge set med ikke færre end ni kronede hoveder!

Kongerne pønser i særlig grad på at gøre menneskene ondt. Men får man fat på en af dem, er ens lykke gjort. Spiser man suppe kogt på en af de sjældne hvide hugorm – eller et stegt navlestykke – bliver man nemlig både vis og synsk og kan se skatte skjult i jorden, forstå dyrenes sprog og gå på vandet. Det gælder dog kun den første, der spiser af den tilberedte konge.

Hugorm i nationalparken

I dag har hugormen ikke samme rolle i vores liv. Bestanden er gået tilbage i takt med, at heder er blevet opdyrket, skovmoser er blevet afvandet, og skovlysninger er blevet tilplantet. Hvis man tilplanter et parringsområde for hugorme, vil det alvorligt skade den lokale hugormebestand.

En anden stor trussel er sommerhusbebyggelser. Mange kan nemlig ikke lide at bo tæt på hugorme, og derfor udrydder de dem, selv om hugormen er fredet.

I Nationalpark Thy har vi store åbne og øde områder, med masser af lyng, vandhuller og gemmesteder, og derfor har vi ganske fine bestande af hugorm i hele parken. Du kan møde dem i terrænet ved Stenbjerg Landingsplads, på Lodbjerg Klithede og helt op til fyret, eller omkring Batteri 1 ved Hanstholm - bedst en varm sommerdag tidligt om morgenen.

Er du heldig at møde en hugorm på din vej, så nyd synet. Hugorm bider sjældent, med mindre de bliver overrasket, og langt de fleste bid er harmløse skræmmebid. Det vil sige, at hugormen ikke spyr sin gift i biddet.

Når det er sagt, så er det altid en god ide at søge læge, hvis man skulle være så uheldig at blive bidt. Eller dyrlæge, hvis det gælder hunden. Og skulle du blive skræmt over synet af en hugorm på stien, kan du altid ty til et godt gammelt råd og sige: ”hugorm, hugorm vuse”. Så forsvinder den uden at bide.