Nøglearter
Danmark ligger tæt på den nordlige grænse for, hvor der kan leve krybdyr og her har da også kun siden istiden levet 8 forskellige arter af krybdyr. I dag er tre af disse arter forsvundet fra Danmark, nemlig æskulapssnogen, glatsnogen og den europæiske skildpadde, således at der i dag kun lever 5 arter af krybdyr, nemlig 2 arter af slanger (hugorm og snog) og 3 arter af øgler (markfirben, stålorm og skovfirben). Krybdyrene i Danmark er mest knyttet til solbeskinnede, varme lokaliteter og alle arter er fredede. Der findes i alt 14 hjemmehørende arter af padder i Danmark. De omfatter de to grupper: Salamandre samt frøer og tudser. Nøglearter af padder og krybdyr i Nationalpark Thy er:
Hugorm
Hugormen er Danmarks eneste giftslange, men antallet af hugormebid er rent faktisk få. Ca. 200 danskere bides hvert år, og langt de fleste bid er harmløse skræmmebid. Det vil sige, at hugormen ikke for alvor spyer sin gift ud i biddet. I Danmark er ingen døde af hugormebid de sidste 30-40 år. Når det er sagt, så er det altid en god ide at søge læge, hvis man skulle være så uheldig at blive bidt. Eller dyrlæge, hvis det gælder hunden.
Hold lidt afstand, hvis du ser den på stien, så er der ingen grund til at være bange. Hugormehannen er ofte grå med en markant sort zigzagstribe. Hunnen er hyppigt brun eller rødlig med mørkebrune tegninger. De kan variere mellem 35 og 110 cm, og der er ikke så meget af tage fejl af, for i Nationalpark Thy har vi hverken stålorme eller snoge, så ser du en slange er det en hugorm.
Hugormen vandrer regelmæssigt mellem et vinterkvarter, parringsområde og sommerkvarter. Den besøger disse steder på bestemte tider af året og kommer altid tilbage til det samme opholdssted hvert år.
I vinterkvarteret overvintrer hugormen enkeltvis eller i større antal i huller, især på bakkesider i 60-125 cm under jorden. Hannerne kommer frem i første halvdel af marts for at solbade, i kolde forår dog først lidt ind i april. Hunnerne kommer først frem, 30-40 dage efter hannerne.
Parringsområdet er oftest et tørt område, der vender mod syd med lav plantevækst og tæt på vinterkvarteret. Her kan man i april-maj være heldig at se mange aktive hugorme inden for et lille område, hvor hannerne kæmper om hunnerne. Parringstiden varer ca. 1 måned.
I sommerkvarteret bor den ofte i stendynger, kvasbunker og lignende. Den kan godt lide områder med spredte buske og træer eller et bakket terræn, hvor den hurtigt kan skifte mellem steder med sol og steder med skygge. På den måde kan den hurtigt regulere sin kropstemperatur. Store, ensartede områder som f.eks. midten af en hede er derfor et dårligt levested for den.
Hugormen føder levende unger, typisk 7-10, oftest i begyndelsen eller midten af august. Ungerne har allerede zigzagstriben fra fødslen.
Bestanden af hugorme er gået en del tilbage i løbet af de sidste hundrede år, på grund af ændringer i dens habitat. Det er blandt andet fordi heder er blevet opdyrket, skovmoser er blevet afvandet og skovlysninger tilplantet. Hvis man tilplanter et parringsområde for hugorme, vil det alvorligt skade den lokale hugormebestand.
En anden stor trussel er sommerhusbebyggelser. Mange kan nemlig ikke lide at bo tæt på hugorme, og derfor udrydder de dem, selv om hugormen er fredet.
I Nationalpark Thy har vi store åbne og øde områder, med masser af lyng, vandhuller og gemmesteder, og derfor har vi ganske fine bestande af hugorm i hele parken. Du kan møde den i terrænet ved Stenbjerg Landingsplads, på Lodbjerg Klithede og helt op til fyret, eller omkring Batteri 1 ved Hanstholm. Nyd synet!
Markfirben
En af de største bestande af markfirben i Danmark findes i Nationalpark Thy. Overalt, hvor vegetationen er sparsom eller der er en solbeskinnet plet, kan man være heldig at opleve det farvestrålende firben. Selv på strandbredden og i vandkanten er det ikke ualmindeligt at se markfirbenet en varm sommerdag. Det sker oftest midt på formiddagen og sidst på eftermiddagen.
Får man øje på et, kan der tit være flere, for markfirbenet lever nemlig i kolonier på op til 40 dyr.
Markfirbenet er kraftigere end skovfirbenet – de to arter, der findes i Danmark - og det har et højere, mere trekantet hoved. Nemmest er det dog at kende på hannen, der om foråret, i parringsdragt, kan være skinnende grøn på ryg og sidder. Hunnen er gråbroget med et lysegråt bånd langs siderne hele året. Til gengæld er hun lidt større end hannen, op til 23 cm, hvor halen er længere end kroppen.
Markfirbenet kræver variation i landskabet, så det kan søge tilflugt for fjender, fange insekter og skifte mellem varme steder i sandet, hvor den kan solbade, og kølige steder i skygge, hvor den kan regulere sin kropstemperatur.
Hannen kommer frem af vinterdvalen i midten af april. Den solbader og modner herved sine sædceller. Hunnen kommer først frem i midten af maj. Her foregår parringen, og han og hun følges ad nogle dage. Efter parringen er det hunnen, der har brug for at solbade for at modne æggene. Markfirbenet lægger æg i modsætning til det almindelige firben, der føder sine unger. I juni finder hunnen en bar plet med sand, som solen kan skinne på og derved udruge æggene. Her lægger hun sine seks til 12 æg i en dybde på fem til 10 cm. De klækkes normalt i august-september, men er sommeren kold, klækkes de slet ikke.
De voksne dyr går i dvale igen i september, men ungerne kan blive fremme til helt ind i november. Vinterdvalen foregår i gange, som de ofte selv graver i skråninger, der vender mod syd.
Markfirbenets fjender er ræve, grævling, huskat og mange fuglearter. Bliver den angrebet, kan den smide halen, som spræller og afleder opmærksomheden fra selve firbenet. Halen vokser ud igen, men faktisk kan den kun smide den første.
Spidssnudet frø
Der findes tre arter af brune frøer, der ligner hinanden meget. Det er butsnudet frø, spidssnudet frø og springfrø. Den sidstnævnte findes ikke i Thy. Spidssnudet frø er brunlig, men farven kan svinge til det grønlige. Den er op til 5 cm lang, men også størrelsen kan svinge en del. Den trives bedst i sure og næringsfattige vandhuller, og nyere undersøgelser har vist, at Nationalpark Thy er hjemsted for den størst kendte sammenhængende bestand i landet.
Spidssnudet frø er gået meget tilbage, især mange steder i det østlige Danmark og er nogle steder blevet en sjælden art. Den er gået tilbage, fordi dens ynglevandhuller er blevet fyldt op, groet til eller forurenet, eller fordi moser og enge er blevet afvandet, så frøerne mister deres opholdssteder på land om sommeren
Den har brug for fugtige områder nær sine ynglevandhuller, men vandhullerne på markerne har nu næsten altid en brat overgang fra vand til land.
I Nationalpark Thy findes der over 100 ynglevandhuller, og det er grunden til den relativt store, lokale bestand.
En sikker metode til at konstatere om der er spidssnudet frø i området, er et forårsbesøg ved et vandhul. Er man heldig, kan man høre både spidssnudet og butsnudet frø i samme vandhul. Spidssnudet frø har en enten en dyb, klukkende lyd som luftbobler fra en neddykket flaske, eller en højere bjæffende som et kor af små hunde. Stemmen kan høres på op til 40 meters afstand. Den butsnudede frø lyder som en knurren eller snorken. Hvis mange hanner kvækker samtidigt, kan det lyde som en motocrossbane langt borte.
Spidssnudet frø er fredet. Voksne dyr må ikke samles ind eller slås ihjel, men æg og haletudser må samles ind i begrænset omfang.