Rydning af invasive arter i Lyngby

En mindre skovrydning af contortafyr, bjergfyr og sitkagran i samarbejde med en privat lodsejer i Lyngby.

Hos en privat lodsejer ved Lyngbyvej er der ryddet ca. 1,5 ha skov med sitkagran, contortafyr og bjergfyr. Grunden rummer både græsarealer, klithede, klitplantage, mose og sø, og de indførte nåletræer var begyndt at brede sig ind i de mere åbne og fugtige naturtyper. Træerne blev fældet maskinelt med en klipper monteret på en gravemaskine, hvorefter en udkører samlede og kørte træerne ud til flisning.

Lysåben natur

Lysåben natur er kendetegnet ved sol, varme og lav, spredt vegetation. Dette er forhold som er meget afgørende for mange arterne der lever på heden. Når nåletræsplantager med f.eks. contortafyr, bjergfyr og sitkagran breder sig, bliver områderne mørke og tætte. Det betyder, at de mere nøjsomme planter, der er tilpasset lys, vind og sandet jorde, langsomt forsvinder.

På heder og i klitområder er det især arter som hedelyng, klokkelyng revling, halvgræsser og klokke-ensian, der har gavn af lys og åbne områder. De danner også levesteder for en lang række insekter – f.eks. sommerfugle, bier og biller. Når vi rydder plantager og andre tætte bevoksninger på disse arealer, giver vi derfor plads til, at den oprindelige, artsrige natur kan vende tilbage.

Heden er en naturtype, der skal være lysåben for at trives. Hvis den gror til i træer og buske, mister vi den særlige hedekarakter og de arter, der er knytter sig til den. Rydning af plantager og opvækst er derfor ikke bare “at fjerne træer”, men et vigtigt redskab til at beskytte og genskabe den åbne hede- og klitnatur, som er en af vores mest værdifulde og truede naturtyper.