Thagaards Plantage

I Thagaards Plantage vokser gamle træer, der skaber en speciel stemning. Gå en tur ad den afmærkede sti og læg mærke til, hvordan især birketræer og rødgran står med malerisk krogede former. 

Opsynsmandens hus

Fårene, der græssede i klitten, var også en trussel for de spæde planter i forsøgsplantagen, og der blev i 1817 ansat en opsynsmand. Han boede i Tvorup Skovhus, som blev bygget til formålet. Huset lå syd for Thagaards Plantage.

Da man opgav plantagen, blev huset solgt. Det blev revet ned sidst i 1800-tallet, men ikke alle bygningsrester blev fjernet. Tomten blev udgravet i 2005, og man kan i dag se syldsten fra væggene og rester af ildstedet, der viser, hvordan huset har været indrettet.

Traktørsted

På den anden side af Kystvejen ligger en rød murstensbygning. Huset, der i dag lejlighedsvis bruges som jagtstue, har tidligere haft sin storhedstid som traktørsted. Huset stammer fra 1890’erne, og her boede opsynsmanden ved Tvorup Klitplantage, som også havde servering for besøgende i området. Kystvejen var endnu ikke anlagt, og ture til havet gik ad lange, snoede veje gennem de forholdsvis nyanlagte klitplantager. Var man på tur til Bøgsted Rende, var det oplagt at slukke tørsten hos opsynsmanden og hans kone. I 1950’erne var denne epoke slut, og huset var i 1957-1961 bolig for maleren Gunnar Funck, der med base i huset malede billeder af klitlandskaberne.

Thagaards plantage

Plantagen, der har navn efter sandflugtskommissær Lauritz Thagaard, var en af de syv forsøgsplantager i Thy, der blev anlagt i 1816 til »opelskning af skov«. Her lavede man forsøg med såning og udplantning af små træer. Rødgran, birk, el, skovfyr, bævreasp og pil var blandt de sorter, der blev anvendt, og man forsøgte at skærme planterne mod det barske klima ved hjælp af diger og grøfter. Arbejdet blev udført som ulønnet pligtarbejde af bønder fra stort set hele Thy. På trods af en ihærdig indsats var der ikke meget held med plantagerne. De små træer var udsat for blæst, udtørring og frost, og man måtte ofte supplere med nye planter. I løbet af godt og vel 20 år nåede ingen træer en højde, der gik over de skærmende diger, og det blev ved en resolution i 1842 besluttet, at det var nytteløst at fortsætte forsøgene. Arealerne blev opgivet, men nogle af træerne har alligevel været sejlivede og står i dag som krumme levn fra sandflugtsbekæmpelsens pionertid.

Da de næsten 200 år gamle træer er sårbare, er det ikke tilladt at kravle i dem.