Kystklittens planter

Længst ude mod havet i den hvide klit finder du de hårdføre planter, sandhjælme, som har så store og solide rodnet, at de binder sandet. Planternes vokseevner er rigtig gode, og derfor ’fanger’ de sandet, når det er på vej ind over land.  Det er netop også ideen med at plante hjælme – de skal holde på sandet og dæmpe sandflugt. Hjælme er i familie med græs og ligner også lidt meterhøjt græs med seje, grågrønne blade, der er rullet mere eller mindre sammen. Sammen med hjælme vil du ofte se marehalm. Du kan også finde strand-kvik, sandskæg, sandstar og – hvis du er heldig – smalbladet høgeurt i de yderste klitter.

På stranden kan du fx finde strandarve, en sukkulent, der suger havvand med sine kødfulde rødder og holder på det i sine tykke, læderagtige blade. Den kan spises og smager af saltet agurk.

I kystklitterne kan du være heldig at se de meget sjældne strandsnerle og skotsk lostilk. Sidstnævnte er en karakteristisk urt med røde bladstængler, grønne, grove blade og hvide skærmblomster. Den findes næsten kun i Nationalpark Thy, hvor vi gør en særlig indsats for at beskytte den. Frivillige naturvenner holder øje med dens forekomststeder og udfører naturpleje, hvis planterne trues af den invasive rynket rose. Skotsk lostilk er fredet, hvilket betyder, at den ikke må plukkes, graves op, samles ind eller ødelægges!

Strandsnerle har også sine største forekomster i Nationalpark Thy. Det er en krybende plante med store, tragtformede, lyse blomster. Den vokser i sand, og er i særdelshed truet af den hastigt bredende rynket rose, som spreder sig i den danske natur fra sommerhusområder og byer. Det samme gælder klitrosen, der er nem at kende på sine hvide blomster og små brune eller sorte hyben. Klitrosen er hjemmehørende og indgår i symbiotiske forhold med mange andre arter, hvor i mod rynket rose, også kendt som hybenrose, er indført fra Asien og udmanøvrere alt på sin vej. Den udgør et stigende problem i kystklitterne, og Naturstyrelsen Thy og nationalparken bruger derfor mange kræfter på at holde den nede og væk, især fra de yderste hvide klitter.

Andre planter i kystklitten er Strand-mandstro, en gråblå tidselagtigt plante, hvor selv blomsterne stikker. Den er i tilbagegang, og bør ikke plukkes. Gul snerre er til gengæld almindelig at finde både på enge, i vejkanter og ved kysten, hvor dens mange små gule blomster lyser op. Almindelig stedmoderblomst findes også gerne på sand. Den afskyr kalk og er optræder derfor sjældent længere inde i klitheden. Almindelig stedmoderblomst er foderplante for larver fra mange arter af perlemorssommerfugl.

Grå klits planter

Lidt længere væk fra havet i den grå klit finder du flere arter af græsser, mosser og laver og blomstrende urter, for eksempel klitstedmoderblomster og blåmunke.

Blåmunke forveksles gerne med blåhat, men hvor sidstnævnte er glad for relativ fed jord, trives den kraftigere blåmunke bedst i sandede og næringsfattige områder. Dens navn skyldes – muligvis – at blomster sprænger ud fra randen først, og således danner en munkefrisure om sin egen skadede ’isse’.

Smalbladet høgeurt er almindelig i den grå klit, hvor dens fine gule blomster lyser op fra juli til oktober. Denne plantes navn er dog mere tvivlsomt. Det stammer nemlig fra historier om, at høge og andre rovfugle drak mælk fra planten for at skærpe deres syn.

Smalbladet timian spreder sin karakteristiske fine duft over de grå klitter, især hvor der er lidt stejle skrænter. Det er en plante, mange gerne vil sanke af, men gør det med måde, for de fine lyserøde blomster giver vigtig nektar til mange insekter.

Også havtorn, som du finder både i den hvide klit, på strandengene og i den grå klit, vil mange gerne samle af. Og også her bør man gøre det med måde. For planten holder på sine bær til langt ind i efteråret, hvor de udgør en vigtig fødekilde for mange fugle.

Laver er en værdifuld organismegruppe – en slags svampe i symbiose med alger og bakterier – som er en vigtig del af biodiversiteten i klitter og skovnatur. Og som kan sige meget om naturens tilstand. Når der er mange arter af laver i et givent område, indikerer det høj naturkvalitet og god biodiversitet, helt dernede hvor vi ikke kan se det med det blotte øje. Forsvinder laverne, kan det til gengæld være tegn på, at der er for meget kvælstof i luften, eller at klitheden gror til og mangler bare sandflader.

Rensdyrlaver er dem, man nemmest før øje på i den grå klit. De danner tætte grå puder, der knaser, når man gør på dem. Med mindre de er våde, så kan de være lumsk glatte. Gruppen af rensdyrlaver er vigtig fødekilde for rensdyr. Dem har vi ingen af i nationalparken, men her er rensdyrlaver til gengæld vigtig vinterføde for kronvildtet.

Rank koralrev ligner koraller, eller måske blomkålsris. Det er en sårbar lav i kraftig tilbagegang i Danmark, men i Nationalpark Thy kan man være heldig at støde på den.

Bægerlaver er også forholdsvis sjældne i Danmark, men i Nationalpark Thy ser man ofte de små ranke laver, der lyser op i det grå med deres røde frugtlegemer.

Klithedens planter

Længst fra kysten finder vi selve klitheden med sin mosaik af store afblæsningsflader, tørre klittoppe, fugtige klitlavninger og lavvandede klitsøer. Her er sandjorden mere rig på næring fra nedbrudte plantedele, men blandingen af sand, salt, blæst, fugtigt og tørt kalder stadig på specialiserede planter. Hedelyngen vil fx have det tørt, hvorimod klokkelyngen, med de klokkeformede lyserøde blomster, gerne vil have fugt. Begge er dominerende på klitheden, og at man ofte finder dem side om side, vidner om den afvekslende dynamik i naturen lige her. Klokkelyngen er en vigtig nektarkilde for sommerfugle og vilde bier, mens hedelyng er føre for krondyrene.

Andre dominerende dværgbuske er revling med sine kødfulde frugter, som kaldes sortebær, og mosebølle, hvis frugter ligner og smager som blåbær. Mosebølle vokser i fugtige lavninger både på klitheden og i lysninger i plantagerne, mens revling er slutstadiet på en klithede. Det vil sige, at planten med tiden ville tage helt over på klitheden, hvis ikke der var forstyrrelser som tråd og afgræsning.

Tranebær kan du også med lidt held finde her. Dværgbusken vokser kun på tørvemos, og er således en karakterart for højmoser, men i nationalparkens klitlavninger vokser der netop tørvemos, og derfor også tranebær. På de tørre dele af klitheden, finder vi også tormentil og enebær, der begge er blevet brugt som lægeurter. Tormentil med sine lange stilke og fine gule blomster har en rod som skulle virke mod diarré og blodmangel. I dag bruges den dog mest i snaps. Enebær er både vanddrivende, blodtryksnedsættende og smertestillende. Og så er de gode til gin og i gryderetter.

Mose-pors findes mange steder på klithedernes fugtige dele. Den er nem at kende på sine brune ranker – som hanplanterne har – og ikke mindst på duften. Få planter herhjemme har været anvendt til så meget forskelligt som pors. Den har været brugt mod skadedyr, i mad, drikke og mod hekse og trolde. Vikingerne brugte den som tilsætning til deres søde mjød, og senere blev det øllet, som skulle forbedres med pors. Man har puttet den i sengehalmen mod utøj, og ligesom lavendel har pors været brugt til at give duft til linned og til at holde møl væk. Man vaskede væggene mod væggelus med porsudtræk, man kogte smør med pors og brugte det som fnatsalve. Den blev brugt mod fodsvamp og hududslæt. Der blev strøet pors i hønsereder mod mider, og for at undgå fluer blev den blandet i halmen under køerne. I dag kommes den som regel i snaps, men Thisted Bryghus’ Porse Guld er nu heller ikke en ringe udnyttelse😉

Soldug er sjælden i Danmark, men i Nationalpark Thy findes alle tre arter af soldug – liden soldug, rundbladet soldug, langbladet soldug. Det er en af landets tre slægter af kødædende planter, de to andre er vibefedt og blærerod. Planten som vokser i fugtige klitlavninger har lange røde kirtelhår på bladene med en slimdråbe i spidsen af hvert hår. Små insekter sidder fast i slimdråberne, hvorefter bladet lukker sig sammen om insektet. Planterne er små, men får man øje for dem er de rimeligt nemme at spotte på klitheden i blomstringssæsonen fra juni til august. Lad dem endelig stå!

I de fugtige klitlavninger kan du også være heldig at se orkideen plettet gøgeurt, den knejser op over græsset med sine mange blegviolette blomster. Og er du rigtig heldig finder du måske også hjertelæbe, en af de mindste orkideer i har i Danmark. Hjertelæbe er en truet art i Danmark, men alle orkideer er fredet, så de må ikke plukkes, graves op eller ødelægges.

Klitsøernes planter

I klitsøerne findes mange særlige planter. Nogle af dem, vi i nationalparken holder særligt øje med, er:

• Tvepibet lobelie – som kun vokser i det lave vand i de reneste og mest kalkfattige søer, der af samme grund kaldes lobeliesøer. Planten har en lang stængel med 3-5 blå eller hvide klokkeformede blomster. Den er sjælden i Danmark og en af de truede arter på den danske rødliste. I nationalparken arbejder vi for at genoprette søer, der tidligere har været gode levesteder for lobelier
• Strandbo – der er sjælden i Danmark og næsten udelukkende findes i Vest- og Midtjylland. Planten, som kendes på sine spidse, cylindriske blade, vokser på bunden af klitsøer, men bestøves med vinden, når den kommer over vandoverfladen. Strandbo er således afhængige af klithedens dynamik, hvor de små klitsøer delvis tørrer ud om sommeren.
• Pilledrager – der er en bregne som lever under vand. Den er meget sjælden i Danmark, og nationalparken er et af de få steder, hvor den har optimale forhold til at leve, i lave, survandede søer. Lykkeligvis har pilledrager således også indfundet sig i nye søer, som private lodsejere har skabt i samarbejde med nationalparken.