Insekter

Ensianblåfuglen har en usædvanlig livscyklus, som gør den til en fascinerende, men også udsat sommerfugleart. Den lægger kun sine æg på planten klokke-ensian, hvorfra dens larver æder frø og frugtvæv, inden de dumper ned på jorden og bliver adopteret af røde stikmyrer.

Kemiske duftstoffer får stikmyrerne til at tro, at larven er deres eget afkom, så de opfostrer sommerfuglelarven, der kan blive op til 50 gange større end en myrelarve, før den forpupper sig.

Den første varme julidag kommer ensianblåfuglen frem fra sit myrebo. Nu har den ca. en uges liv som sommerfugl, hvor den skal nå at finde sig en mage og – hvis det er en hun – en klokke-ensian at lægge æg på.

Den økologiske balance er fintfølende. Klokke-ensianen vokser kun på fugtige områder, mens stikmyrerne, der kun bevæger sig ganske få meter fra deres bo, kræver tørt sand. Og oven i købet kan ensianblåfuglen kun flyve korte stræk – og bremses bare af et læhegn. Artens overlevelse er derfor helt afhængig af store, dynamiske naturområder, hvor våde områder veksler med tørre, og hvor den næste population er inden for de små, blå vingers rækkevidde. 

En tredjedel af den nationale bestand af ensianblåfugl findes i Nationalpark Thy. Områdets klitheder er afgørende for artens fortsatte eksistens i Danmark. Men klithederne trues af tilgroning. Derfor arbejder vi i Nationalpark Thy for at skabe dynamik i naturen, med bare sandflader og naturlige vandstande. Blandt andet ved ekstensiv græsning, fjernelse af invasive planter og lukning af drængrøfter.

Den ligner næsten en humlebi, men faktisk er det Europas største snylteflue. Den hører til snyltefluerne, da dens larve lever af at spise larverne fra sommerfugle. Den kan blive hele 20 mm lang.  Man finder den gerne på overdrev og heder med massere af blomster, den kan suge nektar fra.

Fluen er opkaldt efter den første direktør for Naturhistorisk Museum i Aarhus, professor Harald Thamdrup, som efter sigende, ligesom fluen, var stor, stridhåret og ikke til at komme uden om, men dog ganske harmløs.

Du kan i øvrigt kende den fra humlebier ved, at kæmpefluen Harald kun har to vinger.

Det er ikke en truet art.

Den grønne vortebider er en af de største danske græshopper med en længde på op til 4,5 cm. Hunnen er størst. Vortebideren er et rovdyr, der blandt andet tager mindre græshopper og andre insekter, men den lever også af plantekost som fx græs. Den har kraftige kæber og kan give et smertefuldt bid, om end de sjældent bider hul på huden.

Hunnerne har en meget lang, farligt udseende brod, men denne er faktisk ikke beregnet til at stikke med. Dette er en såkaldt læggebrod som bruges til at bore ned i sand og lægge æggene i sikkerhed.

Navnet vortebider stammer formentlig fra gammel folketro, som sagde, at man skulle placere græshoppen ved en vorte; den ville så bide vorten i stykker og få den til at forsvinde, fordi den udspyer en lille smule, sort fordøjelsesvæske. Hvem ved, måske virker det? 😉

Vortebider har været i kraftig tilbagegang i Vesteuropa, og i både England og Holland anses den for at være en af de sjældneste græshoppearter. I Danmark er arten stadig temmelig almindelig, især i Jylland langs kyster på tørre overdrev og klitheder som i Nationalpark Thy.

Metalvingen kaldes også for grøn køllesværmer og er en dagaktiv natsommerfugl. Den har et flot, lille og kompakt metalskinnende farvespil i grøn-blå nuancer. Følehornene er meget kraftige og kaldes køller – deraf navnet ’køllesværmer’.

Køllesværmere har en smart forsvarsmekanisme så de undgår at blive ædt af rovdyr. De udskiller nemlig et stof, som smager forfærdeligt og sommerfuglenes farverige vinger er en advarsel om ikke at æde dem.

Metalvinge er udbredt i Danmark og almindelig på våde og tørre enge og klitheder, hvor den flyver rundt og tager nektar fra blomster – især fra blåhat som er dens foretrukne foderplante.

Krumbenet ådselgraver er en kraftig bille med lodne ben og antenner og to takkede gule striber hen over dækvingerne. Hvis du er i tvivl om din bille er ådselgraver, så lugt til den – den stinker som bare pokkker!

Den lever af døde dyr, som den kan ’lugte’ sig frem til med sine antenner.  Billerne nedgraver ådslet ved at fjerne jorden under det døde dyr, så det synker ned under jorden, hvor efter de dækker det til. Her skaber de et ådselkammer, hvor larverne opfostres. Ådselgraverene laver en kugle af opgylpet ådsel som larverne fodres med. Ådselgraverne er et sjældent eksempel på insekter der passer og plejer deres yngel.

Krumbenet ådselgraver er almindeligt forekommende i næsten hele Danmark, om end det ikke er så tit man ser den.

Edderkopper findes alle vegne, fra arktisk fjeldmark, over tropisk regnskov til et kosteskab i Bedsted. 5000 arter findes der af de ottebenede spindler - heraf 500 i Danmark. Men én af dem, juvelmyre-edderkoppen, findes kun i Nationalpark Thy.

Denne edderkop har et meget specielt udseende. Kroppen er brun men har en glans som giver indtryk af at edderkoppen skinner i alle regnbuens farver.

De lever primært på tørre og varme steder, gerne hvor der er bart sand i den grå klit

Navnet kommer sig af den skinnende krop der minder om ædelsten. Den hører samtidig til en gruppe af edderkopper som har en myrelignende form og løber hurtigt omkring som myrer.

Man skal kigge godt efter for at spotte nationalparkens meget sjældne spindler. Juvelmyre-edderkoppen er nemlig kun 2-3 millimeter.

Hue-vandnymfen hører til ordenen af guldsmede. Den kendes på bagkroppen som næsten er helt sort på oversiden, hvor de to forreste og bagerste led er blå-grønne, nærmest turkis.

Den lever af små insekter og findes på lokaliteter med rent ferskvand og spredt vegetation af bl.a. tagrør, kogleaks og star. Hue-vandnymfen står på den danske rødliste som truet.

Når vandnymfer sidder stille har de vingerne slået ind langs kroppen. Det kan en guldsmed ikke gøre, så de sidder altid med vingerne slået ud.

Huevandnymfen er på den danske rødliste som moderat truet. De største bestande er ved Vejlerne, Lille Vildmose og Nationalpark Thy, hvor den findes ved flere søer.

Sandrandøje kendes på den brune og orange overside af vingerne, hvor der er to øjepletter på forvingen og en på bagvingen. På undersiden er forvingen primært orange med to øjepletter, hvor bagvingen har et spraglet brunt mønster. Når sommerfuglen sidder på jorden i solskinnet for at varme sig, vil den ofte have sammenklappede vinger da mønsteret på undersiden giver god kamuflage.

Sandrandøje findes primært i tørre kystlandskaber og er ganske almindelig i nationalparken, da den er særligt glad for nektaren fra lyngplanter. Larverne af sandrandøje lever på græsser.

Hannerne er stærkt territoriale, og fra deres solpladser angriber de ikke kun andre sandrandøje-hanner, men praktisk talt alt, hvad der flyver forbi. Den er af en sommerfugl at være lynhurtig i luften og kan med sin urolige flugt være svær at følge.

Herkulesmyren er Danmarks største myre. Det er en meget stor kraftigt bygget myre, hvor hunnen kan blive næsten 2 cm lang, og man kan kende den på dens store, brede hoved.

Herkulesmyren kan findes overalt i Nationalpark Thys klitplantager. Den er især udbredt i den nordlige del, hvor den gnaver sig ind i gamle sitkagraner, hvidgraner og contortafyr. Ja, selv bjergfyr kan den finde på at invadere. Dronningen i hver myrefamilie anlægger sin rede i træstubber eller svækkede træer med huller og hulrum, for eksempel i nedbrudt ved.

Således nyder herkulesmyren godt af, at flere gamle og døde træer får lov at blive i plantagerne. Og mange herkulesmyrer er godt for flere fugle, blandt andet spætter er glade for herkulesmyrer. Ja, det er ligefrem den store sortspættes livret, så forhåbentligt kan fokus på flere naturlige processer i plantageområderne – og flere herkulesmyrer – være med til at give os flere sortspætter i nationalparken.