Stenbjerg

Stenbjerg ligger og putter sig i det enorme klitlandskab, hvor hjælme og marehalm bølger i vinden. Byen er placeret et godt stykke fra kysten og landingspladsen, men det er havet, der har dannet grundlag for Stenbjergboernes liv.

I læ af bjerget

Stenbjerg ligger lige i hjertet af Nationalpark Thy, omgivet af havet, klitterne, klithederne og Stenbjerg Klitplantage. Her er rige muligheder for naturoplevelser og friluftsliv.

Stenbjerg har fået navn efter den kalkformation, som er i undergrunden, og som strakte sig ud i havet. Den gav gode muligheder for fiskeriet, da fiskene kunne stå i læ af ’bjerget’. Derfor opstod der midt i 1600-tallet en lille samling huse, som siden har vokset sig til det, der i dag er Stenbjerg.

Stenbjergs historie er i høj grad bundet til fiskeriet, og mange af vejene i byen – Arkens vej, Lykkens Håb, Ebenezervej - er opkaldt efter landingspladsens fiskerbåde.

I slutningen af 1800-tallet fik tekniske landvindinger som motorer, garn og snurrevod stor betydning for alle kystfiskere i Thy. Stenbjerg voksede fra et fattigt fiskerleje, og i 1898-99 indbragte fiskeriet i Stenbjerg og Vorupør lige så meget som det øvrige fiskeri på hele kyststrækningen mellem Bulbjerg og Nymindegab.

Kro og kirke

I 1790 blev Stenbjerg Kro kongeligt privilegeret og fik lov afgiftsfrit at lave brændevin, øl og brød, men skulle til gengæld tage i mod enhver vejfarende. Først fra 1912 kunne de lokale også benytte kroen. Den oprindelige bygning er ikke bevaret, men kroen er fortsat i drift, og her serveres i dag mad fremstillet af lokale råvarer fra havet og fra nationalparken.

I byen er mange af husene fra begyndelsen af 1900-tallet. Omfattende naturfredninger ved Stenbjerg bevirker, at området ikke er så præget af sommerhusbebyggelse, som man ser det andre steder. Man kan med andre ord fornemme, hvordan det gamle fiskerleje så ud, mens fiskeriet stadig var hovederhvervet.

Stenbjerg Kirke er bygget i 1895. Før den tid måtte de kirkesøgende beboerne tage til Nørhå. Foran Stenbjerg Kirke står stenskulpturen »Vidner«, der i 2007 er fremstillet af kunstneren Erland Knudssøn Madsen. På kirkegården finder man en mindesten over den amerikanske flyver Bernhard Sabbath, hvis lig under 2. Verdenskrig blev fundet ved stranden i Stenbjerg. Tyskerne begravede ham på stranden, men de lokale fik lov til at flytte liget til kirkegården i 1944. Efter krigen blev han genbegravet i USA.

I klitterne ved Stenbjerg Kirke Vej ligger en tysk observationsbunker fra 2. Verdenskrig. Her er der formidling om krigen og Atlantvolden.

Stenbjerg fik først sin egen kirke i 1895, i en tid, hvor byen for alvor voksede på grund af succes i fiskerierhvervet. Foran kirken står Erland Knudssøn Madsens skulptur 'Vidner' fra 2007. Foto: Poul Christian Madsen.

Kunstnere i Stenbjerg

Som det især er kendt omkring Skagen, giver havet og den store himmel ved kysten et helt specielt lys, der tiltrækker kunstnere. Dette er også tilfældet i Thy. De kendte skagensmalere Marie og P.S. Krøyer var nogle af de første etablerede kunstnere, som opdagede Stenbjerg og de gode motiver her. I august måned 1889 kom de til Stenbjerg på vej hjem fra bryllupsrejse i Paris. De bosatte sig på Stenbjerg Kro, og i de næste par måneder boede og arbejdede de her. P. S. Krøyer malede flere malerier af hustruen samt store billeder af klitheden.

Den tyske kunstner Käte Lassen kom første gang til Thy i 1905 som 25-årig og nyuddannet kunstner. Det første mål for hendes ophold i Thy var Klitmøller, men fra 1924 vendte hun hver sommer tilbage til Stenbjerg. Her malede hun meget udtryksfulde billeder af lokale folk. Hun holdt til i et lille hus, der er bevaret, og hvor man om sommeren kan se en lille plancheudstilling. Käte Lassens Hus på Stenbjerg Kirkevej er åbent i dagtimerne fra påsken til efterårsferien.

Maleren Jens Søndergaard blev født i 1895 og voksede op i Hurup i det sydlige Thy. Han flyttede senere til København, men han hentede sine motiver i det vestjyske. Fra 1948 boede Jens Søndergaard hver sommer i sit hus mellem Stenbjerg og Sdr. Vorupør. Huset, der er i privat eje, ligger ved Jens Søndergaards Vej, og det kan genkendes på den farverige galionsfigur uden for huset. Figuren blev opstillet af Jens Søndergaard, som malede den i stærke farver. 

Google Maps