Foredrag om livet i vores klitsøer

Kan menneskeskabte levesteder virkelig udvikle den samme værdifulde natur som de naturlige klitsøer? Kom og hør Michael Straarups bud på det i Nationalparkcenteret.

Præstkær i Hanstholm Vildtreservat. Foto: Ib Nord Nielsen.

Den danske klitnatur er under forandring. Det tidligere åbne og dynamiske klitlandskab gror gradvist til, og levesteder for nogle af vores mest specialiserede og sjældne planter er under pres. Langs den jyske vestkyst forsøger man derfor at genskabe noget af den tabte dynamik ved at grave nye klitlavninger og søer.

Men kan menneskeskabte levesteder virkelig udvikle den samme værdifulde natur som de naturlige klitsøer? I sit ph.d.-arbejde har biolog Michael Straarup fra Aarhus Universitet undersøgt plante- og miljøforhold i 78 naturlige og nygravede klitsøer langs den jyske vestkyst. I foredraget fortæller han om resultaterne og om, hvad de kan lære os om mulighederne og begrænsningerne ved at grave ny natur frem.

Det er onsdag 18. november kl. 19:00 i Nationalparkcenteret i Vorupør, Vesterhavsgade 168. 

Der er gratis adgang og alle er meget velkomne!