Frivillig i Nationalpark Thy: Nationalparken har brug for hjælp, men hvor er kommunalbestyrelsen?

Læserbrev fra frivilligvært i Nationalpark Thy, Flemming Bach. Bragt i Nordjyske 12/9.

Med regeringens udspil til finansloven eroderer noget af det fundament, nationalparken står på. Derfor har nationalparken nu brug for en hjælpende hånd fra kommunen, skriver Flemming Bach i dette debatindlæg. Foto: Vandet Sø, en af de særlige karstsøer i Nationalpark Thy.

Den 22. august 2008 indviede miljøministeren Nationalpark Thy, og der er vist ingen tvivl om, at nationalparken sammen med Cold Hawaii virkelig har sat Thy på landkortet.

Vi, der deltog i indvielsen, husker tydeligt, hvordan notabiliteter, politikere og andre med behov for at komme i avisen eller på tv, udtrykte den største glæde over nationalparken og det store aktiv for kommunen, som parken ville blive.

Og i årene, der er gået, har Thisted Kommune i sin markedsføring af kommunen aldrig lagt skjul på, at det er netop her, hvor Danmarks første Nationalpark ligger. Både når der skal tiltrækkes turister, og når der skal tiltrækkes tilflyttere. Så Nationalpark Thy er et stort aktiv for kommunen.

Velfungerende samarbejder med stor værdi for Thy 

Nationalparken drives i dag af en god håndfuld ansatte, men derudover er vi omkring 270 frivillige, der udfører en bred vifte af opgaver. Uden de frivilliges store indsats, ville nationalparken slet ikke kunne lave de mange aktiviteter, der sker i dag. Og en af de mange aktiviteter er formidling.

Som frivillig og vært ved Nationalparkcentret i Vorupør snakker jeg med mange gæster fra både ind- og udland, og alle er begejstrede for den flotte natur, der er i nationalparken, og for det formidlingsarbejde, der sker.

Jeg har ikke tal på alle de større eller mindre grupper af gæster, jeg har sendt af sted med et kort under armen for at bevæge sig ud på en af de mange ruter, som giver gæsterne mulighed for at opleve mange af de skatte, der er i nationalparken.

Frivillige værter giver gode råd og viden om Thy til tusindevis af turister hvert år. Foto: Poul Christian Madsen.

Truslen

Men nu er der helt uventet dukket en trussel op i horisonten. En trussel, der kan sætte en stopper for noget af det arbejde og den formidling, der sker, og dermed en trussel, der kan betyde en væsentlig forringelse af kvaliteten af de oplevelser, vi tilbyder vores mange gæster. Og mon ikke turisterhvervet vil give mig ret i, at hvis kvaliteten af oplevelserne falder, er der færre gæster, der vælger at besøge os.

Desværre viser det seneste udspil til finansloven, at regeringen i sin ubegribelige visdom har valgt at beskære nationalparkens budget med to millioner kroner.

Dette kommer oveni den besparelse på en million, der allerede var meldt ud.

Dermed fjernes omkring en tredjedel af nationalparkens budget, og det kan naturligvis ikke undgås, at en så stor reduktion vil betyde, at nationalparkens aktiviteter falder. Noget, som selvfølgelig også vil påvirke de frivillige.

Hertil kan man indvende, at vi frivillige jo ikke koster mere end den kop kaffe, vi drikker, når vi er "på vagt", som vi kalder det, så vi bliver vel ikke påvirket af en reduktion i nationalparkens budget? Men jo - det gør vi naturligvis, for de stier, gæsterne går på, det kort, der viser dem vej, og den information om området, de har fået, er ikke kommet af sig selv.

“Desværre viser det seneste udspil til finansloven, at regeringen i sin ubegribelige visdom har valgt at beskære nationalparkens budget med to millioner kroner.”

Flemming Bach

Frivillig nationalparkvært

Når vi frivillige udleverer et kort og anden information til en familie fra Hannover og sender familien ud på en gåtur til Bøgsted Rende, eller når vi sender en familie fra Slagelse af sted til Lodbjerg Fyr, så bruger vi netop ofte materiale, som nationalparkens dygtige medarbejdere har udarbejdet.

Derfor er nationalparkens drift på den måde et komplekst samarbejde mellem de ansatte medarbejdere og en sværm af frivillige.

Kommunalbestyrelsen skal på banen Men dette indlæg drejer sig ikke om de frivillige i nationalparken.

Det drejer sig om nationalparken selv, og den opgave, parken løser, og den betydning for Thisted Kommune, som nationalparken har. Med regeringens udspil til finansloven eroderer noget af det fundament, nationalparken står på.

Derfor har nationalparken nu brug for en hjælpende hånd fra kommunen. En støtteerklæring, hvori man protesterer mod de voldsomme nedskæringer.

Hvis Thisted Kommune har brug for lidt inspiration til, hvordan man gør, kan man jo rette blikket mod syd, hvor fire borgmestre i kommunerne, hvor Nationalpark Vadehavet ligger, har skrevet et brev til miljøministeren, hvori de udtrykker bekymring for besparelsen.

Så kom nu, Thisted Kommune.

Kom nu, Kommunalbestyrelse.

Det er nu, der skal vises mod og handlekraft.

Det er nu, I skal kontakte jeres partifæller i Folketinget.

Det er nu, I skal forklare dem, at den voldsomme besparelse på nationalparkens budget er helt gal.

Og når der så næste gang er kommunalrådsvalg, er jeg sikker på, at der er mange thyboer, der vil huske at belønne de af jer, der netop nu vælger at kæmpe for Nationalpark Thy.

“Det er nu, I skal kontakte jeres partifæller i Folketinget. Det er nu, I skal forklare dem, at den voldsomme besparelse på nationalparkens budget er helt gal.”

Flemming Bach

Frivillig nationalparkvært