Mød Nationalpark Thy på årets Naturmøde

Nationalpark Thy er gået sammen med landets fire øvrige nationalparker på årets Naturmøde i Hirtshals. Vi deltager med masser af spændende oplæg og aktiviteter. Både på nationalparkernes stand og på de officielle scener, hvor vi er vært for debatten ’Kan besøgende gøres til en gevinst for naturen?’. Kom og mød os!

Nationalparkernes naturformidlere står klar på naturmødet igen i år. Foto: Astrid Petersen

Naturen er i den grad kommet på den politiske dagsorden og alles læber. Vi færdes i naturen som aldrig før, vi bekymrer os om den, er nysgerrige på den og vil have mere af den.

I Danmarks fem nationalparker – Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Nationalpark Skjoldungernes Land, Nationalpark Mols Bjerge, Nationalpark Vadehavet og Nationalpark Thy – har vi naturen helt oppe under neglene, og når Naturmødet i Hirtshals løber af stablen for 9. gang fra den 23. til 25. maj, får alle gæster mulighed for at se, hvad nationalparkerne arbejder med.

Naturmødet er naturens eget folkemøde. Her mødes naturens professionelle aktører med politikere, friluftsfolk, skovtrolde, jægere, hundeluftere og alle andre, der elsker og bruger naturen. Midt i det hele har Danmarks Nationalparker en fælles stand med aktiviteter for børn som voksne, og masser af spændende oplæg, hvor man kan blive klogere på nationalparkernes naturprojekter.

Frivillighed er en vigtig del af nationalparkernes DNA, og på Naturmødet kan du blandt andet høre, hvordan frivillige entusiaster hjælper med at tælle sjældne arter på Mols, mens frivillige jægere hjælper udsatte kystfugle i Vadehavet. Og apropos DNA, så kan du også høre oplæg om, hvordan nye DNA-teknikker hjælper os med at hjælpe flere arter af fugle og planter.

Araknolog Frederik Leck Fischer, der er nomineret til prisen som Danmarks Bedste Naturformidler 2024, kommer på standen og fortæller om sjældne edderkopper i nationalparkerne på Sjælland. Og lørdag, som står i familiernes tegn, vil biolog, tegner og naturformidler Brian Dall Schyth lære alle, der har lyst, at tegne nogle af nationalparkernes mange særlige dyr.

Du finder Danmarks Nationalparker i The Village - stand 28

Kan besøgende gøres til en gevinst for naturen?

Hvor: Life
Hvornår: 24. maj 2024 - 14:00 - 14:45
Arrangør: Nationalparkfond Thy
Debattører: Vicky Knudsen, Else Østergaard Andersen, Thorkild Ellerbæk, Henrik Lehmann Andersen,

Mange deler groft mennesker ind i, om de er "benyttere" eller "beskyttere" af naturen. Og ofte spørges, om der er plads til alle? Men der er stor værdi i at gøre benytterne til en gevinst for naturen. Giver man folk mulighed for selv at bidrage og tage ansvar, og samtidig sørger for, at de vender berigede hjem fra en tur ud i naturen, kan det få stor værdi for naturen. Det betyder ikke, at alle mennesker skal have lov til at færdes over alt. Men vi skal turde tro på, at mange - gennem oplevelser i naturen - også gerne vil bidrage til en positiv udvikling for naturen. Nationalpark Thy har etableret trædesten til naturen og givet gæsterne mulighed for selv at bidrage til mere og bedre natur. Nordea-fonden støtter konkrete publikumstilbud, som gør de besøgende til en gevinst for naturen.

Naturmødet

Naturmødet afholdes i Hirtshals fra 23.-25. maj og byder på tre dage i naturens tegn med debatter på 5 scener, 80 stande og 600 oplæg, indlæg og aktiviteter. Der er gratis adgang til det hele, og alle er meget velkomme. Læs mere her Naturmødet