Gør besøgende til en gevins­t for naturen

På Naturmødets scene mødtes Nordea-fonden og Nationalpark Thy til en snak om, hvordan naturens mange benyttere også kan blive den beskyttere

Vicky Knudsen (tv) diskuterer forholdene mellem naturen og dens besøgende med Else Østergaard Andersen og Henrik Lehmann Andersen på Naturmødet 2024. Foto: Nationalpark Thy

Vi elsker at færdes i naturen, men elsker naturen også os? Ofte deles naturens besøgende ind i enten ”benyttere”, som bruger naturen, eller ”beskyttere”, som passer på den. Men der ligger faktisk en stor værdi i tænke både-og i stedet for enten-eller og således gøre benytterne til en gevinst for naturen. Og præcis det mødtes Nationalpark Thys leder, Else Østergaard Andersen, med Nordea-fondens direktør Henrik Lehmann Andersen og biolog Vicky Knudsen for at diskutere på årets Naturmøde den sidste weekend i maj.

For hvordan gør man så det? Ja, med udgangspunkt i nationalparkens store projekt Trædesten til Naturen fortalte Else Østergaard, hvordan nationalparken har gjort en indsats for at besøgende både føler sig som benyttere og beskyttere. Hvis man giver folk mulighed for selv at bidrage og tage ansvar, og samtidig sørger for, at de vender berigede hjem fra en tur i naturen, kan det få stor værdi for naturen.  Det er det, Nationalpark Thy gør gennem rig formidling, blandt andet på vores fem besøgssteder, så naturens gæster får forståelse for Thys både enestående og sårbare klithedenatur.

Naturen skal formidles

Den dimension har været vigtig også for Nordea-fonden, der har støttet Trædesten til Naturen økonomisk. ’Fascinationen af og gevinsten ved at være i naturen er vores vigtigste agenda’, forklarede Henrik Lehmann og understregede, at Nordea-fondens støtte til naturen derfor også altid kommer med et krav om formidling.

Men er der ingen steder, naturen bare skal have lov at være sig selv, ville samtalens moderator, Vicky Knudsen, gerne vide? For naturligvis er det et spørgsmål om balance: ’At vi gerne vil have folk ud i naturen og skabe en interesse for at passe på den, betyder ikke, at alle må færdes over alt’ svarede Else. ’Naturen og dens beboere har brug for ro mange steder, og i fuglenes yngletid er der faktisk lukket for adgang i op mod 50% af Nationalpark Thys natur’.

Publikumstryk medfører ansvar

Det er endnu en gevinst ved Trædestensprojektet, at det kan være med til at kanalisere gæsterne hen til steder, hvor naturen kan bære det. ’De steder, der er tryk på naturen, er der et ansvar for at arbejde med at styre beskyttelsen i benyttelsen’, supplerede Henrik og tilføjede, at Nordea-fonden netop oplever at der hos deres samarbejdsparter er fokus på at finde metoder til at flytte folk til de områder, hvor naturen kan bære det.

Og så afsluttede han samtalen med at forære Else en gærdesmutte i træ: ’I, der arbejder for naturen, er ligesom gærdesmutten. Man lægger ikke altid mærke til den, men når først man opdager den, er den meget lydt og ivrig for at beskytte sit naturlige territorie', forklarede Henrik Lehmann Andersen med et smil.