Vil du hjælpe med at overvåg­e Danmarks dagsommerfugle?

Kom og hør om citizen science-programmet Danmarks Dagsommerfugle, og hvordan du selv kan blive en sej sommerfugleoptæller, der bidrager med vigtig data om dagsommerfuglenes tilstand

Sandrandøje. Foto: Marianne Graversen.

Kan du lide sommerfugle? Drømmer du om at få dit eget transekt? Kan du artsbestemme kommabredpande og sort ildfugl? Vil du gerne lære det? Og vil du være med til at gøre en forskel for Danmarks dagsommerfugle?

Så kom med i Nationalparkcenteret, når biolog og naturrådgiver Anne Eskildsen kommer og fortæller om projektet ’Danmarks Dagsommerfugle’ og klæder folk på til selv at give sig i kast med sommerfugleregistrering.

Arter i tilbagegang

De farverige og fortryllende dagsommerfugle er kendt og elsket af de fleste. Men lige nu udfolder der sig et omfattende bestandskollaps blandt vores dagsommerfugle.

Siden midten af det 20. århundrede har Danmark mistet hver femte af sine dagsommerfuglearter – svarende til 12 arter – og omkring halvdelen af de resterende arter vurderes ifølge rødlisten at være i tilbagegang.

Danmarks Dagsommerfugle - det nationale overvågningsprogram for dagsommerfugle i Danmark - har til formål at følge bestandsudviklingen for de 65 arter af dagsommerfugle, der lever i Danmark. 

Du kan være med

Overvågningen af arter foretages af frivillige over hele landet. Som frivillig i Danmarks Dagsommerfugle er du med til at skabe værdifuld viden om dagsommerfuglenes tilstand i Danmark – og Europa. Denne viden er helt central, hvis vi vil bevare og beskytte vores dagsommerfugle.

Som frivillig i Danmarks Dagsommerfugle opnår man et godt kendskab til de danske sommerfuglearter. Er du interesseret, men endnu ikke helt stærk i artgenkendelsen, kan du deltage i Danmarks Dagsommerfugles online webinarer eller fysiske workshops, hvor der undervises i artskendskab og tælleteknik.

Anne Eskildsen, der er daglig leder af Danmarks Dagsommerfugle, vil denne aften fortælle om sommerfugleprogrammet og dets resultater – og om, hvad det kræver, og hvad det giver, at være med som frivillig sommerfugletæller.

Det er mandag den 20. januar kl. 19:30 i Nationalparkcenter Thy. Der er gratis adgang, og alle er meget velkomne.

Ensianblåfugl på klokkelyng. Foto: Susanne Worm

Danmarks Dagsommerfugle - oplæg ved Anne Eskildsen

Mandag 20. januar 2025 kl. 19:30

Nationalparkcenter Thy, Vesterhavsgade 168, Vorupør

Gratis adgang. Alle er meget velkomne!

Læs mere om Danmarks Dagsommerfugle her

Foto: Dukatsommerfugl fundet i Thy, Stig B. Hansen.