Naturstyrelsen Thy havde torsdag den 7. december inviteret til fyraftenstur ved Klitmøller, hvor en lille flok konikheste nu i snart halvandet år har gået på helårsgræsning. Og mens solen gik ned over Vesterhavet travede de fremmødte gennem det smukke snelandskab i den 220 ha store indhegning til de 7 konikker, der har fået selskab af to shetlandsponyer.
Hestene har det godt, kunne ejer Jens Buck Jensen fortælle. De har en tyk vinterpels. De er i god foderstand og udviser helt normal flokadfærd. Ejer har tilsyn med hestene hver dag, og siden slutningen af november har han tilskudsfordret med tørt enghø, for at sikre sig at hesten holder huld gennem vinteren.
De får mineraler, har læskur og adgang til rindende, frostfrit vand, men de opholder sig ikke meget ved hverken skur eller foderplads, kunne Jens fortælle.
Hestene tilses hver måned af dyrlæge Kirstine Rasmussen, som har det dyrefaglige tilsyn med dyrene, og hun beskriver dem som en flok heste, der trives, og som har tilpasset sig den opgave, de løser.
Firbenene naturplejere
Opgaven er naturpleje. Hestene er en del af et naturprojekt, der skal højne områdets biodiversitet og skabe bedre levesteder for klitnaturens særlige og sjældne plante- og dyreliv. Projektet er et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Thisted Kommune og Nationalpark Thy, og området Trøjborg ved Klitmøller er udvalgt, fordi naturen her har stort potentiale for forbedring. Uden indgreb er klitnaturen nemlig i fare for at gro til i høje græsser og invasive arter som f.eks. rynket rose.
Inden hestene blev sat ud i august 2022, er der blevet foretaget en basisregistrering af planter og ynglefugle på arealet, og selv om der endnu ikke er nye data at sammenligne med, begynder vi at kunne se effekten af, at hestene æder af planter, roder i jorden og efterlader lort.
De æder både af hjælme og af de små skud fra rynket rose, og en klitsø på arealet, som var ved at gro til i tagrør, får nu lys og luft, fordi hestene har ædt af tagrørene.
Helårsgræsning er væsentlig for denne effekt i naturen, men Naturstyrelsen understregede på turen endnu engang, at der ikke bliver gået på kompromis med dyrevelfærden i projektet. Derfor vil der fortsat blive tilskudsfodret efter behov vinteren igennem.
