Fra myre til mammut - efterårets foredrag i Nationalparkcenter Thy

Vi lagde ud med myrer og ender med forhistoriske kæmper i efterårets foredragsrække i Nationalpark Thy.

Hvad fortæller kystskrænten ved Lodbjerg? Det bliver vi klogere på den 23. oktober. Foto: Kristian Amby.

Mellem myrer og mammutter tager vi temperaturen på nationalparkens sommerfuglebestand, borer i Sorte Næse og dykker helt ned i klithedens planter. Og så kommer Sebastian Klein og underholder både børn og voksne.

Sebastian Kleins foredragsshow er arrangeret af Biologisk Forening for Nordvestjylland. De foregår på Thisted Gymnasium og kræver købte billetter (se nedenfor). Alle øvrige foredrag løber af stablen i Nationalparkcenter Thy i Vorupør og har gratis adgang.

Program

SOMMERFUGLE I NATIONALPARK THY

TORSDAG 05.10 kl. 19:00 I NATIONALPARKCENTER THY.

12 ud af vores 77 hjemmehørende sommerfuglearter er forsvundet, og yderligere 14 arter er så truede, at de også risikerer at forsvinde. Det har forskere fra Aarhus Universitet kortlagt på den danske Rødliste over truede arter. Men hvordan har sommerfuglene det i Nationalpark Thy? Det ved biolog Erik Dylmer en masse om. Og torsdag den 5. oktober kommer han til Nationalparkcenter Thy og beretter om det.

I 2020 og 2021 gennemførte Dylmer en basisregistrering af sommerfuglene i Nationalpark Thy. På baggrund af de data, der er blevet indsamlet, vil han fortælle om sommerfuglenes tilstand i nationalparken – og give os en indføring i sommerfuglenes forunderlige verden.

Arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet Thisted.

DER ER GRATIS ADGANG OG ALLE ER MEGET VELKOMNE.

 

FOREDRAGSSHOW VED SEBASTIAN KLEIN MANDAG 16.10 I TEUTONERSALEN, THISTED GYMNASIUM

ENTRE: EFTERMIDDAG FOR BØRN: 50 KR. AFTEN FOR UNGE OG VOKSNE: 100 KR.

Eftermiddagens foredragsshow for børn

15:00 Verdens klammeste og mærkeligste dyr

Sebastian holder et foredragsshow for børn fra 5 år i en skøn blanding af underholdning og fagligt indhold, hvor far og mor selvfølgelig gerne må være med. Foredraget hedder ”Verdens klammeste og mærkeligste dyr”. Her vil han bl.a. underholde og fortælle om, hvorfor udvalgte dyr ser ud, som de gør, og hvorfor de lever og æder, som de gør – og måske til hvilken nytte? Hvorfor synes vi nogle dyr er mere klamme end andre?

Aftenens foredragsshow for unge og voksne

19.00 Naturens tilstand – hvad mon fremtiden bringer?

Foredrag for unge og voksne, hvor Sebastian Klein sætter fokus på naturens tilstand. Kan vi overhovedet redde eller bare forbedre den.? Biodiversiteten, hvordan står det til? Hvordan er balancen mellem benyttelse og beskyttelse af naturen. Kommer vi i mål med 20% vild natur til lands og til vands allerede i 2030? Sebastian Klein guider os gennem disse emner, hvor tingene bliver belyst og sat på spidsen. Så glæd dig til en aften, hvor naturen kommer under lup.

Køb din billet herForedragsshow med Sebastian Klein   

Det er også muligt at købe billetten ved indgangen med MobilePay eller kontant.

Arrangører: BFN’s Naturkurser , Biologisk Forening for Nordvestjylland, Danmarks Naturfredningsforening-Thy Afdelingen, Dansk Ornitologisk Forening Nordvestjylland, Nationalpark Thy  

 

HVAD JORDEN FORTÆLLER – JORDARTSKORTLÆGNING I NATIONALPARK THY

Mandag 23.10 kl. 19:30 i Nationalparkcenter Thy

Hvad er det egentlig et hold geologer fra Aarhus og København har brugt marts, april, maj og september på i Nationalpark Thy både i 2022 og 2023? Ja, det er såmænd intet mindre end landsskabsudviklingen i Thy, de læser i jorden, og denne aften kan du få lov at høre dugfriske historier om de gamle jordlag, når

geolog Henrik Granat kommer direkte fra felten og fortæller om jordartskortlægning og geologi i Thy.

Hør blandt andet om Lodbjerg Klint – hvad fortæller lagene i klinten, og hvad er det for noget med Sorte Næse, der er et fremmedlegeme mere end 20 millioner år ældre end de omkringliggende aflejringer?

Henrik kommer også forbi klinten neden for Hvidbjerg Plantage: De fleste forbinder flyvesandets historie med 1700-tallets skovløse og forarmede landskab, men dateringer af kystklintens lag fortæller, at sandflugten begyndte allerede i Bronzealderen 2700-2000 år før nu.

Og så er der Thy for stenkendere - Hundborgstenen, Lodbjerg Fyr og andre gode ledeblokke.

Det er et stensikkert hit! Der er gratis adgang og alle er meget velkomne. Arrangeret i samarbejde med GEUS.

 

Artsbestemmelse MOLINIA

Mandag d. 30. oktober kl. 19:30 i Nationalparkcenter Thy

Denne aften bliver vi lidt nørdede. Lektor Conny Bruun Asmussen Lange fra Københavns Universitet står i spidsen for et spændende projekt, der undersøger mulighederne for at artsbestemme klithedens planter ved hjælp af DNA-stregkoder. Projektet har allerede kørt i en årrække, både i laboratoriet i København og på Lodbjerg Klithede, og der er store perspektiver i dets muligheder for at give et præcist og nuanceret billede af artssammensætningen i klitheden. Conny kommer og fortæller i forbindelse med sit feltarbejde.

Oplægget er arrangeret i samarbejde med Københavns Universitet. Der er gratis adgang og alle er velkomne!  

 

En mammut i mosen, en bison i baghaven

Mandag den 13.11 kl. 19:00 i Nationalparkcenter Thy.

Kom og hør biolog Jens Reddersen fra Nationalpark Mols Bjerge fortælle om ’wilding’, fra dengang for ikke så længe siden, hvor der for alvor var store vilde dyr i Danmark.

Bølgerne går højt, når der diskuteres rewilding i dagens Danmark. Har vi brug for store fritgående græsningsdyr, der laver naturpleje året rundt? Har vi plads til dem? Og hvad med ulven? Og vildsvinene? Hører de dyr overhovedet hjemme i dansk natur?

Ja, engang gjorde de i hvert fald. Biolog Jens Reddersen fra Nationalpark Mols Bjerg er sammen med Københavns Universitet gået på opdagelse i Danmarks og især Djurslands forhistoriske dyreverden og har undersøgt museumsfund af de store dyr fra istid og efter-istiden, der har levet på disse egne. Og det er ikke så lidt, der er fundet knogler af:  Mammut, ren, moskusokse, urokse, ulv, vildsvin, krondyr, elg og bison har alle boltret sig under danske himmelstrøg. Og endnu flere sjældne dyr og fugle er blevet registreret gennem arkæologiske fund på bopladser og køkkenmøddinger.

Jens Reddersen kommer til Thy og fortæller om fortidens kæmper og de mange fund, C14-datering, overraskelser, formidling og hvad du selv kan gøre.

For måske har du eller nogen i familien knogler, tænder og takker liggende fra egne og forfædres indsamling? Hvis fundene kommer fra tørvegravning, grusgrave eller kystklinter, må du meget gerne tage dem med på aftenen. Så kigger Jens på dem – måske er det dig der har Thys næste urokse, mammut eller elg?”

Der er gratis adgang og alle er meget velkomne