En engpiber letter fra sit skjul i græsset, da vi træder ind i folden. Tydeligt utilfreds med at blive forstyrret, stiger den lige op i luften og lader sig så dale ned, mens dens synger sit karakteristiske advarselskald sit-sit.
Vi lader os dog ikke sådan skræmme væk, biolog i Nationalpark Thy, Jeppe Pilgaard, og jeg selv. Tværtimod glæder vi os over, at engpiberen, sanglærken og dobbeltbekkasinen holder til her på marken.
Vi er taget ud til et 45 hektar stort landareal øst for Klitmøller, hvor det lokale vandværk, Klitvand, er gået sammen med en privat lodsejer, Naturstyrelsen Thy og nationalparken om et nyt naturprojekt. Området har tidligere været dyrket plantage- og landbrugsjord, men nu skal den oprindelig klit-natur have lov til at genindfinde sig. Der skal lukkes dræningsgrøfter, så vådområder kan genopstå, og siden foråret har ni skotske højlandskvæg og ti shetlandsponyer indtaget arealet for at græsse og skabe dynamik i naturen.
Hvor er dynamikken?
Det er den, vi skal se, om vi kan finde: dynamikken. For hvad betyder det egentligt, når biologer som Jeppe taler om, at der skal forstyrrelser og dynamik i naturen? Når man bevæger sig rundt i nationalparken, eller i andre naturområder, har man en tendens til at se landskaberne som statiske og i balance med sig selv. Men et sundt økosystem er altid i bevægelse. Hvor naturen får plads nok, ændrer habitater sig på grund af græsning, tørke, storm, brand, sygdom, nedtrampning, forrådnelse. Det er en hvirvelvind af fødsel, liv og død.
I Danmark er naturområderne ikke store nok til at blive selvregulerende på denne måde. Vi har ikke store græssende dyr nok til at æde, trampe og rode i naturen. Vi har ingen rovdyr til at holde bestanden af græssere i skak. Og vi er nødt til at regulere store forstyrrelser i naturen skabt af oversvømmelse og brand. Af pladsmangel har vi begrænset naturens naturlige dynamik.
Firbenede medarbejdere
Det er derfor, vi i nationalparken forsøger at genskabe dynamikken i det små. Med håbet om efterhånden at kunne binde flere og flere arealer sammen til større naturområder.
Ved Klitmøller er skotterne og shetlænderne, vores firbenede medarbejdere, allerede godt i gang. Og hvad der for mig at se i første omgang ligner en ensformig græseng med tuer af lysesiv, åbenbarer et væld af blomster og urter, når man kommer ned på knæ. Her er kongepind, fløjlsgræs, mangeløv, star og kæruld. Her er pil og pors. Tormentiller lyser op med deres små gule blomster, sammen med almindelig røllike, torskemund og engviol. Butsnudet frøer springer rundt i de høje græsser. Eller er det spidssnudet? Man kan kende forskel på fodrodsknoglen, men det har ingen af frøerne tid til at vente på.
Arealet, vi går på, har ligget brak i nogle år. De mange græsarter vidner om, at der stadig er næring i jorden, mens variationen af planter giver det en karakter af eng. Men lige under mulden ligger sandet, og hvor kvæg og heste har trådt, græsset, skrabet og rullet sig, er det tydeligt, at den oprindelige klithede står på spring.
Kunsten at græsse
Dyrene græsser forskelligt. Hestene bider langt ned og afsøger gerne hele arealet for at finde de grønneste græstotter. Køerne rykker græsserne af med tungen, og græsser således ikke helt så dybt. De bevæger sig mere sindigt rundt, ligger og tygger drøv. Til gengæld mosler de i træerne, der står rundt omkring. Hvor de har brækket en stor gren af en hyld, er der kommet et brud. Det åbner for råd, svampe og insekter. Det er et helt lille mikrohabitat. På samme måde med deres klovaftryk. Skotske højlændere er tunge dyr, deres tråd bryder jordoverfladen og kan efterlade en lille pyt, hvor vand opsamles, og liv kan brede sig.
Deres lort er nok en kilde til liv. Vi er allerede i efteråret, så insektmassen er ved at aftage, men om de friske kokasser sværmer fluerne. Andre steder kan vi se, at fugle har pillet i kasserne efter mider og skarnbasser.
Bare sandflader
Hestene slider på vegetationen på en anden måde end kvæget. De skraber bevidst i jorden for at lave bare sandflader og skabe sandkasser, de kan rulle sig i. Hestene yndlingsspot er tørrer end kvægets, og hvor hestene holder til, er det tydeligt, at den næringsfattige klitnatur trænger frem. Her er allerede de fire dværgbuske, der er karakteristiske for klitheden: revling, mosebølle, hedelyng og klokkelyng – om end de sidste først lige er ved at indfinde sig. I en veksel, som hestene i lighed med hjortevildtet laver, vokser sandskæg frem. Det er en typisk pionerart, som dukker op, hvor sandet igen har fået lov at dominere.
I de større sandbrud er der små, men vigtige forskelle på temperatur og fugtighed. Når hestene tramper rundt her, efterlade de hovspor, hvor der er skygge og læ. Mellem fordybningerne er der sol og tørt. Det er vigtigt for de bittesmå edderkopper, myg, jordbier og sandhvepse. Det er her hugormen vil vise sig, når solen bager. Og markfirbenet, som er en beskyttet art, vi gerne vil skabe flere levesteder til i nationalparken.
Tak for forstyrrelserne
Det er fantastisk at se, hvilken forskel så få heste og køer kan gøre på så stort et område, på så kort tid. Uden dem ville de aggressive græsser stadig fortrænge de mindre, sarte planter. Men dyrene skaber plads og lys. Det giver flere planter, flere insekter, flere fugle. Biodiversitet. Naturen er forbløffende hurtig til at sige tak for forstyrrelserne.
På vej tilbage hører vi engpiberen igen. Det er en af de arter, der gerne vil bygge rede, hvor kvæget har græsset. Hvor græsset er kort, men lige højt nok til at skjule æg og unger. Andre fugle med samme ønsker er storspoven og hjejlen. Måske indfinder de sig næste år, når resultatet af de firbenede naturplejere bliver endnu tydeligere. Vi glæder os til at følge med.
Artiklen er bragt i Nordjyske FRII, lørdag 07.10.2023