Finanslov 2023: Nationalpark Thy får en million kroner ekstra til sit arbejde

Finansloven for 2023, som et bredt flertal i Folketinget netop er blevet enige om, indeholder positivt nyt for Nationalpark Thy

De ekstra finanslovspenger skal hjælpe naturen på vej med variation i landskabet og naturlige vandstande, til glæde for biodiversiteten.

Med den netop vedtagne finanslov for 2023 blev den samlede bevilling til de fem danske nationalparker forøget med fem millioner kroner. Beløbet fordeles ligeligt mellem de fem nationalparker, og det betyder altså en ekstra million til Nationalpark Thy.

I 2023 udgør statens tilskud til Nationalpark Thy dermed 9,6 millioner kroner, som bruges på de mange projekter og aktiviteter inden for natur, kultur, kulturhistorie, friluftsliv, undervisning, forskning, formidling, lokalsamfund og bæredygtig udvikling.

Formanden for Nationalpark Thys bestyrelse, Torben Juul-Olsen, glæder sig over de ekstra midler til nationalparkens arbejde:

”Det var da dejligt! Det beløb, vi blev reguleret op med, faldt lige pludselig med en million, fordi det kun blev givet for en bestemt periode. Det retter man så åbenbart op på for i år, og det er vi glade for. Pengene skal helt sikkert bruges til naturprojekter”.

Nationalparkformanden sender samtidig en tak til de folketingsmedlemmer, som har talt nationalparkernes sag i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

”Det er glædeligt, at det store arbejde, de danske nationalparker udfører, anerkendes af vores Folketing. Og at politikerne har øje for de resultater, vi her i Thy skaber for naturen og en bæredygtig lokal udvikling gennem vores bestyrelse, råd, 250 frivillige, og gode samarbejder med Naturstyrelsen Thy, Thisted Kommune og nationalparkens mange private lodsejere”.

Finanslovsaftalen er indgået mellem de tre regeringspartier, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne samt Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.