Tvorup Klitplantage

Tvorup Kirke blev bygget i den sidste del af 1100-tallet som en typisk romansk landsbykirke, opført af tilhuggede granitkvadersten og med apsis, kor og skib. Vi må forestille os, at sognets bebyggelse på det tidspunkt bestod af gårde og landsbyer, omgivet af marker. Omkring 1500 begyndte sandflugten at påvirke området, og det blev stadig sværere at dyrke jorden og opretholde et økonomisk grundlag for sognet. I midten af 1700-tallet beretter kilderne om, at sognet næsten er affolket, og at man kan køre hen over det tilsandede kirkedige. Porten er lukket af sandet. I 1794 valgte man at lægge sognet ind under Vang Sogn. Kirken blev revet ned, og der blev givet tilladelse til at genanvende byggematerialerne ved Vang Kirke, der blandt andet fik et nyt våbenhus. Også lysekronen fra Tvorup hænger i dag i Vang Kirke.

Ruinen af Tvorup Kirke er et fredfyldt sted, der absolut er et besøg værd. Granitsten og rester af den mørtelfyldte murkerne viser kirkens kontur, og den tidligere kirkegård ligger græsklædt og omgivet af resterne af det gamle kirkedige. Skoven, der omgiver ruinen, blev anlagt for at stoppe sandflugten, og er dermed det seneste kapitel i historien om landskabets forandring.

Tvorup Hul ligger i en lavning i det tidligere klitlandskab, på kanten af klitplantagen og lige vest for kirkeruinen. Søen med det enkle lokale navn er i fredningsdeklarationen og på gamle kort benævnt Tvorup Vestersø. Oprindeligt var det en fin lavbundet sø på hele 60 hektar, men med plantagedriften blev søen afvandet. I dag er den blot 4 hektar, og de plantede nåleskove producerer humusstoffer, som har ændret søen fra at være klarvandet til at have brunfarvet vand, hvilket skygger søens bundplanter væk. Den meget sjældne Sylblad er således helt forsvundet fra søen.

I Nationalpark Thy arbejder vi for at genskabe Tvorup Hul i dens oprindelige størrelse og naturkvalitet.

Sideløbende med sandflugtsbekæmpelsen og anlæggelsen af klitheder og klitplantager foregik der også en anden type landindvinding i Thy. I 1858- 1862 blev der således iværksat en storstilet og vellykket udtørring af Sjørring Sø, der var en 850 hektar stor og op til 8 km lang sø, som  strakte sig mellem landsbyerne Tvorup, Jannerup, Hundborg og Sjørring. 

Det var kaptajn og folketingsmand Chr. Jagd, der stod bag arbejderne. Jagd kom til Thy i 1857. Her mødte han lodsejerne omkring Sjørring Sø, og de indgik i et samarbejde om udtørringen. Jordarbejdet var det hidtil største ved en dansk søudtørring. Mens gravearbejderne stod på i løbet af 1859, var der mindst et par hundrede mand fast beskæftiget. I 1862 kunne dyrkningen af søarealet begynde.

Markerne på den tørlagte søbund, strækker sig stadig over arealerne lige øst for Tvorup Klitplantage ved gården Egebaksande, og når kornet og majsene er høstet i august-september måned, kan man opleve tusindvis af gæs, som søger føde på stubmarkerne. Det er fugle, som på vej fra yngleområderne længere nordpå tanker op inden den videre færd til vinterkvarteret. Når gåseinvasionen er på sit højeste, kan man tælle 5-10.000 grågæs, 5-10.000 kortnæbbede gæs og op til 1.000 sædgæs. Efter dagens fouragering trækker gæssene lange kiler på aftenhimlen, når de søger nattesæde i Hanstholm Vildtreservat og i Ålvand Klithede. I milde vintre genlyder luften omkring Egebaksande af sang fra mange hundrede sangsvaner. Også traner på træk eller overvintring kan man ofte se her.

Du kan læse den spændende fortælling om landvindingsprojektet ved Sjørring Sø og Kaptajn Jagd her: Det tabte land

Kaptajn Chr. Jagd der var gået ind i projektet om tørlæggelse af Sjørring Sø som entreprenør havde ikke selv interesse i at drive landbrug. Men da det viste sig vanskeligt at få jorden afsat, måtte han selv drive jorden. Da der var tale om ny jord, manglede der gårde, men også det var der råd for. I 1862 opførte Jagd gården Egebaksande, hvor han flyttede ind og derfra styrede driften af de 850 hektar tørlagt landbrugsjord. Også den store gård Rosvang blev i de efterfølgende år bygget og inddraget i driften. På Rosvangs mejeri forarbejdedes mælken fra kreaturerne, som gik på de frugtbare græsningsarealer på den udtørrede søbund.

Hele dette store kompleks af jord, bygninger og kanalsystemer var hovedsagelig anlagt for lånt kapital, og da Jagd ikke længere kunne få projektet finansieret, blev hele ejendommen i 1865 delt mellem Jagd og kreditorerne. I 1870 blev Egebaksande solgt til den senere kulturminister Jacob Scavenius for 200.000 rigsdaler.

Rosvang og Egebaksande har siden været blandt de største gårde i Thy. Moderne landbrugsstrukturer har imidlertid medført opkøb af jorden, og Egebakssande står i dag ubeboet. Gården har et særegent og storladent udtryk, der tydeligt vidner om de ambitioner og den virkelyst, der prægede tiden omkring 1860. Egebaksande brændte i 2022, og der er ikke adgang for offentligheden på ejendommen.