Elementernes rasen
Der er noget trodsigt over Agger. Gennem århundreder har både havet og sandflugten gjort sit til, at det kunne være plagsomt at leve på dette sted. Havet har gradvis taget et stykke land under hver storm. Beboerne måtte give efter for presset, og i bedste fald nåede de at få huset og alle ejendelene med sig, når de måtte flytte mod øst.
Også kirken måtte flyttes væk fra kysten. Først med en omfattende kystsikring fik man stoppet disse tilbagevendende indhug i landet. Derudover bevirkede sandflugt, at det efterhånden ikke kunne lade sig gøre at dyrke så meget af jorden. Befolkningen måtte slå sig på fiskeri, og det blev Agger-boernes levebrød i århundreder.
I dag er Agger et yndet turistmål med mange sommergæster. Herfra har du god mulighed for at opleve, hvad naturen i Nationalpark Thy kan: Mod syd ligger Agger Tange med sit vigtige fuglebeskyttelsesområde, hvor man året rundt kan se tusinder af ande- og vadefugle.
Går du mod nord, forbi Flade Sø, åbner klitheden sig og strækker sig hele vejen op til Hanstholm.
Bag høfder og diger
Vestkysten er underlagt vejrets luner og havets rasen. Det gælder i særlig grad Agger. Store områder omkring byen er blevet oversvømmet under storme, og på gamle kort kan man finde navnene på landsbyer som Nabe og Bollum, der nu er opslugt af havet.
De tidlige forsøg på at sikre kysten havde kun ringe effekt. Det ændrede sig, da Vandbygningsvæsenet – forløberen for Kystdirektoratet – begyndte at bygge diger og høfder.
I alt blev 29 høfder anlagt omkring Agger i perioden 1899-1908. Den sydligste høfde, nummer 72, er med sine næsten 800 meter usædvanlig lang og kaldes ofte Lange Mole. Den er i dag populær blandt surfere og lystfiskere. Den nordligste, høfde 96, ligger ud for det nordvestlige hjørne af Flade Sø et par kilometer mod nord.
Høfderne ligger vinkelret på kysten og er bygget af tonstunge betonelementer. De blev støbt i De Sorte Huse, der også rummede værksteder og remiser til de lokomotiver, der kørte elementerne ud til høfderne.
Jernbanen havde et sidespor til en ladeplads i bunden af Krik Vig. Her blev cement og sten losset af fragtskibe og transporteret til Agger. Jernbaneskinnerne er for længst blevet fjernet, men man kan nemt forestille sig deres forløb, når man står mellem De Sorte Huse.
Sammen med høfderne blev der anlagt diger langs kysten. Digerne blev beplantet med sand-hjælme, der kunne holde på sandet. Høfderne og digerne har afværget de værste katastrofer, men havet gnaver stadig af kysten, som må vedligeholdes gennem jævnlige sandfodringer.
Agger Kirke
Selv kirken måtte vige for havet. Aggers første kirke ligger flere kilometer ude i havet. Dens efterfølger blev bygget mere end 600 meter fra havet, men i 1832 var kysten ædt så meget, at kirken var ved at styrte i havet. Myndighederne erkendte, at kirken måtte opgives. Det var blevet for farligt at bruge den.
”Jeg har set Ødelæggelsen”, skrev digteren Steen Steensen Blicher (1782-1848) om Agger Sogn efter at have oplevet stormeflodernes rasen, som havde undermineret kirken og oprevet kirkegården: "Kirkegavlen var nu kun nogle skridt fra havbrinken. I den øvre kant af denne fremstak gennem den hvide sand ligkister og stumper af ældre halvforrådnede sovekamre; en bleget hovedskal kiggede op mod dagens lys; tvende hud- og kødløse ben dinglede ud over klinten, som til en ny vandring efter den lange hvile.”
I 1834 blev kirken solgt til nedbrydning. Den nuværende kirke, Aggers tredje, blev tegnet af C. F. Hansen, klassicismens store mester, og indviet i 1838. Kirken rummer en del inventar fra de tidligere kirker – den romanske døbefont fra o. år 1200. Samt altertavle, dåbsfad og krucifiks fra 1500-tallet og prædikestolen fra ca. 1600.
Året efter, i 1839 forsvandt de sidste rester af den opgivne middelalderkirke i en stormflod - og kirkegården med den.