På egen hånd
Nationalpark Thy indeholder en myriade af veje og stier, som kan føre den vandrende gennem forskellige varierede og storslåede landskaber. Området giver både mulighed for at vandre i skove, på heder, i klitter samt på fortidens kridtøer. Og der er både noget at komme efter for de besøgende, som foretrækker en kortere tur på en afmærket rute, og for de mere erfarne vandrere, som har lyst til at opleve det øde landskab til fods.
En god mulighed for alle er at vælge en vandretur ad Redningsvejen langs klitterne ved havet. Ruten er markeret med en stiliseret redningsbåd. Vandreruten starter ved færgehavnen på Agger Tange og går hele vejen gennem nationalparken til Hanstholm - og endda videre endnu til Bulbjerg. Redningsvejen blev i gamle dage brugt, når redningstjenesten skulle frem til de forliste søfolk, som strandede ud for den barske kyst. Ruten går helt tæt på havet og klitterne, og det er let at fornemme områdets vindblæste, barske skønhed. Der er primitive overnatningspladser undervejs - især i plantagerne. Det er dog også muligt at komme til at overnatte på kroer, bed & breakfast eller lignende.
Naturen og menneskerne har flere steder skabt flotte udsigtspunkter, hvor vandrere kan stoppe og nyde synet ud over enorme områder. Fra toppen af Hanstholm Fyr i nord og Lodbjerg Fyr i syd er det muligt for alvor at få en fornemmelse for landskabets storhed.
