Ambitiøst nationalt partnerskab skal få flere børn ud i naturen

Foto: Ditte Valente

Alle børn fortjener at få et nært forhold til naturen. Fordi naturen gavner deres fysiske og mentale sundhed, læring og motorik. Men det kræver et langt større fælles fokus på at nedbryde de mange barrierer i børnelivet, så børnene kan komme mere ud i naturen. Derfor er 16 af landets vigtigste aktører med viden om natur og fritid, børns sundhed og udvikling samt forebyggelse gået sammen i et ambitiøst nationalt partnerskab om et styrket Center for Børn og Natur.

Ingen aktør kan alene ændre børns adgang til naturen i hverdagen. Partnerne ønsker derfor at skabe en national, tværfaglig bevægelse for flere naturoplevelser og et tættere forhold til naturen for flere børn. Nordea-fonden og Villum Fonden støtter Center for Børn og Natur i de næste fem år med 25 mio. kr. Partnere bag er organisationer, forskningsenheder, fonde, foreninger, paraplyorganisationer og professionshøjskoler, som beskæftiger sig med natur, sundhed, børn, læring og fritidsliv.

Flere veje til naturoplevelser og bedre børneliv

I løbet af de næste fem år skal Center for Børn og Natur få flere børn ud i naturen. Partnerne ønsker at bidrage med løsninger på tre samfundsudfordringer, der påvirker de danske børn: natur- og klimakrise, som den opvoksende generation skal navigere i; mental mistrivsel hos en stigende andel, hvor naturen kan være en modgift; og grupper af børn, som bevæger sig for lidt.

Ambitionen er at udnytte det potentiale, som naturen rummer, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening, som huser Center for Børn og Natur:

“Vi har en generation af børn, der trives dårligere, bevæger sig mindre og er mere alene end tidligere. Den generation skal navigere i en natur i markant forandring. Naturen er ikke en mirakelkur, men vi ved efterhånden meget om, at leg og læring i naturen styrker børns trivsel, fællesskaber, sundhed og udvikling. Det er den viden, vi nu skal omsætte til handling i hele landet på tværs af alle aktører i børnenes hverdag: skoler, daginstitutioner, foreninger og familier,” siger Mikkel Havelund, Engagementschef, Danmarks Naturfredningsforening.

DGI: naturen giver en ekstra dimension

DGI, som er en anden af partnerne, har fokus på at styrke de frivillige foreninger som ramme for bevægelsesglæde og sundhed og ser frem til at få mere viden, som kan skabe fællesskaber ude i naturen.

”Børn og unge øger deres trivsel med bevægelse. Aktiviteter sammen med andre børn og voksne i naturen giver en ekstra dimension til både den enkelte og fællesskabet. Med Center for Børn og Natur glæder vi os til at få mere viden om børns deltagelse i naturen, så vi kan få flere med ud i fællesskaberne under åben himmel,” lyder det fra DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Nu skal børnene ud – tre signaturprojekter skal vise vejen.

Center for Børn og Natur sætter med det samme tre store signaturprojekter i gang med fokus på legen ude, skolen i det fri og den aktive involvering af børn og unge i fremtidens landskaber. Projekterne løber over to år med et samlet budget på 10 mio. kr. Projekterne møder børnene dér, hvor de er.

Et af de tre projekter sætter fokus på at få flere børn til at lege udendørs. Børn trives med legen, men deres muligheder for aktiv leg i naturen indskrænkes, og deres adgang er ulige. Her skal en ny indsats give alle børn, uanset baggrund, bedre muligheder for at lege aktivt udendørs. Samtidig klædes forældre, pædagoger og foreninger på til at få legen ud i naturen.

Et andet signaturprojekt har fokus på nye former for aktiv involvering af børn og unge i beslutninger om fremtidens landskaber og forandringer i naturen, som det for eksempel aktuelt sker i Grøn Trepart med omdannelse af landbrugsarealer til skov og natur.

Forskere skal flytte skolen ud i det fri

Ønsket om, at alle skoleelever kommer ud, er ambitionen i det tredje signaturprojekt. Lærere i tre kommuner udvikler og forankrer sammen med forskere nye tiltag, hvor undervisningen regelmæssigt foregår uden for klasseværelset, i naturen, på en fagligt meningsfuld måde.

Professionshøjskolerne og universiteterne spiller en afgørende rolle i centrets indsatser, når fagprofessionelle i elevernes hverdag skal have ny inspiration og forskningsbaserede anbefalinger. Karen Seierøe Barfod, VIA, er forskningsleder, docent og ph.d. Hun forsker i lærernes arbejde med at undervise ude:

“Jeg er optaget af, hvad naturen som ramme konkret kan, hvordan vi får elever ud i naturen, og hvordan vi gør det nemmere og mere inspirerende for lærere og pædagoger. Vi vil i partnerkredsen arbejde på at skabe nogle formater, nogle metoder og nogle veje hen imod, at det reelt kommer til at ske i elevernes hverdag. Det er en kompleks problemstilling, vi arbejder med. Derfor er det så vigtigt, at vi arbejder sammen på tværs af sektorer.”

Bredt samarbejde nødvendigt

Nordea-fonden og Villum Fonden ser behovet for at støtte en samlende, synlig og central aktør, der skal gøre naturen til en fast del af børnekulturen og hverdagslivet i Danmark.

Nordea-fondens uddelingschef, Christine Paludan-Müller, udtaler:

”Naturen giver børn mulighed for at udfolde sig, indgå i fællesskaber og finde ro i en hverdag, der ofte er præget af højt tempo. Derfor er vi glade for at støtte et partnerskab, der skal gøre naturen til en naturlig del af flere børns liv.”

“Vi håber, at centret bliver en stærk national drivkraft for, at flere børn får gode oplevelser i naturen og udvikler et tæt og positivt forhold til den. Ved at samle viden, netværk og centrale aktører kan centret skabe en national bevægelse henimod flere naturoplevelser og et godt børneliv med naturen i centrum,” lyder det fra Ole Laursen, uddelingschef i Villum Fonden.

Fakta om Center for Børn og Natur

Center for Børn og Natur er et strategisk og nationalt partnerskab, som er dannet ud fra en vision om en verden, hvor alle børn leger, lærer og trives i natur. Center for Børn og Natur dokumenterede i den nationale børneundersøgelse i 2024, at halvdelen af forældrene gerne så, at deres børn var mere ude i naturen, og at det ønske deles af en lige så stor andel af børnene selv. Undersøgelsen pegede på behovet for at understøtte forældrene, samt at børn inspireres og tages med ud af voksne i andre arenaer, fx dagtilbud, skole, SFO og fritidstilbud.

Det nye Center for Børn og Natur har indtil videre et budget på 30 mio. kr. over fem år (opstart juli 2026). Villum Fonden og Nordea-fonden bidrager med hver 12,5 mio. kr.; resten er egenfinansiering fra partnerne samt indtægtsdækket virksomhed. Center for Børn og Natur har pt. 16 partnere og er i dialog med flere.

Link til: Center for Børn og Natur 

Partnere bag Center for Børn og Natur

De 16 partnere repræsenterer organisationer, forskningsenheder, fonde, foreninger, paraplyorganisationer og professionshøjskoler, som beskæftiger sig med natur, sundhed, børn og fritidsliv. Partnerskabet er åbent for flere.

1. Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Region H

2. Danmarks Jægerforbund

3. Danmarks Nationalparker

4. Danmarks Naturfredningsforening

5. DGI

6. Friluftsrådet

7. Haver til Maver

8. Københavns Universitet (KU), Skovskolen, IGN

9. LIFE Fonden

10. Natur & Ungdom

11. Naturvejledning Danmark

12. Professionshøjskolen Absalon

13. Professionshøjskolen UCN

14. Syddansk Universitet (SDU) med enheden Active Living og Center for Grundskoleforskning

15. UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

16. VIA University College

Partnerne bag. Foto: Skovgaard Studio