Månedens fugl: Musvåge (Buteo buteo)

Musvågen er den almindeligste af vores rovfugle. Det er en mellemstor rovfugl med brede afrundede vinger og kort hale med mange smalle bånd. Størrelsesmæssigt er den lidt større end en krage. Musvågen optræder i mange farvevarianter. Lige fra mørkebrun til næsten helt hvid. Det skaber lidt forvirring, fordi de lyse musvåger af og til forveksles med Fiskeørnen.

Musvågen er udbredt i hele landet, og især i vintermånederne er den talrig. Mange af de musvåger, som kommer trækkende nordfra, bliver i landet vinteren over. Det kan godt få det til at virke som om, at bestanden er steget voldsomt - hvilket mange også tror. Man skal bare huske på, at de nordiske gæster rejser hjem igen til foråret for at yngle.

Føden består af regnorme, biller, mus og andre smågnavere. Når landmanden pløjer sine marker forår og efterår, ses den lidt kluntet løbe af sted efter traktoren. Her snupper den de orme og større insekter, som bliver blotlagt ved markarbejdet. En stor del af føden består også af ådsler. Det er især trafikdræbte fugle og dyr. Derfor ser man den ofte sidde og spejde langs de mere trafikerede veje, enten i et træ, på en pæl eller på et vejskilt.

Ifølge Dansk Ornitologisk forening ynglede der i 2011 5000 par. 

Månedens vækst: Gul bævresvamp

Normalt forbinder vi ikke vinteren med svampetid, men der er faktisk svampe, som trives bedst i koldt og fugtigt klima. En af dem er Gul Bævresvamp. Svampen er almindeligt udbredt her i landet, og den er særdeles iøjnefaldende, fordi den ligefrem lyser op i vinterskoven med sine skriggule farver.

Gul Bævresvamp er slimet og har en geleagtig konsistens. Det er ikke en spisesvamp. Man finder den oftest på døde stammer og grene af løvtræ. Det afbildede eksemplar er fundet på gyvel i Vilsbøl Plantage.

Månedens fugl: Sanglærken (Alauda arvensis)

Sanglærken, er én af de fugle, som langt de fleste mennesker kender. Allerede i januar og februar kan man - hvis solen bryder frem - høre dens dejlige sang. De jublende triller kommer ofte langt oppe fra. Lærken flyver nemlig højt op under himlen og ses kun som en lille bitte prik, når den synger.

Udseendet er - til forskel fra sangen - meget behersket. Den er næsten ensfarvet brun. Hvis den bliver bange eller ophidset, kan den finde på at rejse fjerene på hovedet, så de ligner en top. Derfor bliver den også nogle gange forvekslet med Toplærken, som til gengæld er meget sjælden i Danmark.

Sanglærken er det man kalder en ”vejrfugl”. Hvis det er en meget mild vinter, kan den blive i landet. Ellers overvintrer den sydvest for Danmark, men den dukker op igen, så snart vejret bliver mildere.

Sanglærken hører til én af vores almindeligste fugle. Selvom den desværre er i tilbagegang, ynglede der ifølge Dansk Ornitologisk Forening i 2011 ca. 700.000 par.

Læs mere om sanglærken i fugledatabasen fra Dansk Ornitologisk Forening her.

Og hør sanglærkens stemme her

Månedens vækst: Hassel ( Corylus avellana )

Lige nu, hvor vinteren bider og alt i naturen er lagt på køl, kan man nemt forfalde til en utålmodig længsel efter de første forårsblomster.

Hvis vejret skifter og februar bliver mild, kan vi finde de første spæde forårstegn allerede sidst på måneden: Vintergæk, erantis og martsviol.

Men, ser man sig godt omkring, er det hasselbusken, som præsenterer den smukkeste blomst blandt alle de første, også selv om størrelsen ikke er prangende.

Hassel har været en del af den danske natur i over 10.000 år og har næsten lige så længe haft betydning for landets beboere med både ved og nødder. Hasselnødder er faktisk den "vilde" danske naturs allervigtigste frugt. I Nationalpark Thy finder du hasselbusken på den lidt bedre jord sammen med andre løvtræer og buske.

Allerede i sensommeren, når nødderne bliver brune og slipper busken, dannes hanraklerne, som overvintrer i knipper på 1-3 gråbrune, tæthårede, 1½-2 cm lange, cylindriske rakleknopper. Hunraklerne er små og sidder helt indesluttet en bladknop. Ved blomstringen rager kun de dybrøde grifler ud af knopspidsen og bebuder forårets komme. Se selv !

Tranen er klithederne og ødemarkens fugl. Det er derfor helt naturligt, at tranen indgår som et fremtrædende symbol i nationalparkens logo.

I mange år var tranen en meget sjælden ynglefugl med kun et par i Hanstholm Vildtreservat og først i løbet af 1990´erne begyndte den at yngle andre steder i Thy.

Ved ynglefugletællingen i 2009 blev der konstateret 22 sikre par og 20 unger i nationalparken. Bestanden udgør således ca. 1/3 af Danmarks ynglende traner.

Tranen er en meget stor fugl (110-120 cm), der i flugt holder halsen strakt og de lange ben tydeligt bagud. Fjerdragten er grå, dog med den øverste del af halsen og hovedet sort med røde og hvide tegninger.

Tranerne ankommer til yngleområderne allerede fra begyndelsen af marts måned.

Fra april kan man på stille aftener og morgener høre de etablerede par trompetere på mange kilometers afstand og er man rigtig heldig, kan man se deres specielle dans – tranedansen.

Fuglene yngler første gang i en alder af 4-6 år og danner par for livet. Normalt får de 1-2 unger på vingerne.

Gennem de senere år er Thy og Vejlerne i Nordvestjylland blevet efterårets samlingssted for alle de ynglende traner i det nordlige Jylland. Traneflokken stiger år efter år og er nu oppe på omkring 100 individer, som kan iagttages fra september og langt ind i november måned inden fuglene trækker mod syd.

Månedens dyr: Haren

Her i marts ser man ofte en del harer på græsningsarealerne i nationalparken. Det synes at være den tiltagende daglængde, der uanset vejrforholdene starter forplantningsadfæren.

Pludselig er der mange harer på de spirende lysegrønne marker. De løber tit i en lang række efter hinanden og fra tid til anden stopper de op og der opstår nogle heftige ”boksekampe”. Lidt efter lidt forlader de parvis – han og hun, som i jægersprog benævnes henholdsvis ”ramler” og ”sætter”, gruppen af parringslystne harer, hvorefter der finder et ”frieri” sted, som eventuelt fører til parring den følgende nat. Selve parringsakten ses sjældent.

Efter en drægtighedstid på 42-43 dage fødes de første killinger, som man ofte kan finde allerede sidst i februar. Hunnen kan parre sig igen kort efter fødselen eller endog nogle dage før, og i alt kan en hare få 3-4 kuld årligt.

Ungerne fødes i en svag fordybning på åben mark eller i skjul af græs eller småbuske. De vejer godt 100 gram, er hårklædte og kan se og bevæge sig rundt kort efter fødslen. Moderen forlader hurtigt ungerne og den kommer kun tilbage en gang i døgnet for på få minutter at give ungerne dige. Når ungerne er en måned gammel kan de klarer sig selv. Året produktion af harer er halveret, når efteråret melder sin ankomst.

Den hvide vipstjert er en rigtig forårsbebuder. Den overvintrer i det sydvestlige Europa og det nordlige Afrika. Den ankommer tidligt til Danmark. Er det mildt, kommer den allerede sidst i marts, ellers kommer den først i april.

Med den grå-sorte-hvide dragt og meget lange hale, som den konstant vipper med, er den let at kende.

Når landmændene begynder forårsarbejdet i marken, dukker den op og følger trofast harve og plov for at finde insekter og orme i den friske jord. Den bygger sin rede i brændestakke, under udhæng eller i udhuse, hvor den kan komme ind. Den går også gerne i halvåbne kasser, så det er en rigtig god idé at sætte den slags kasser op. Gerne på en nordvendt mur, hvor der ikke bliver så varmt.

Den hvide vipstjert er i fremgang som ynglefugl, og i følge Dansk Ornitologisk forening ynglede der i 2011 130.000 par.

Læs mere om den hvide vipstjert på DOF-basen

Månedens vækst: Rævling ( Empetrum nigrum )

Her i slutningen af marts og et stykke ind i april kan det være en støvet fornøjelse at vandre hen over den åbne klithede i nationalparken. Det er revlingen, som blomstrer og afgiver store mængder af pollen.

Nogle revlingplanter har kun hunblomster, andre kun hanblomster. I de rødlige hanblomster findes der tre stærkt farvede, røde støvknapper. Vinden sørger for bestøvningen.

Selve planten er en lav, stedsegrøn dværgbusk med tæt siddende, snart spredte og snart kransstillede, nåleformede blade, der på undersiden har en hvidlig stribe. Sidst på sommeren kan man plukke de sorte og blanke, saftige, men temmelig smagløse, bærlignende stenfrugter. I Thy kalder vi dem sortbær.

Revling dominerer især i de sene udviklingsstadier, når klitheden er blevet gammel. Her må andre planter indrette sig efter revlingen. På grund af sin hårdførhed over for salt og vind og dens evne til at formere sig med lange vegetative skud, som let overvokser andre arter, kan revlingen efter mange år danne et tykt tæppe, som udelukker de fleste andre arter på heden.

Planten er følsom over for en række forstyrrelser. Den dør fuldstændig ud efter brand, idet frøene, som er færre og større end hedelyngens, ikke kan overleve varmen på samme måde som lyngfrø. Denne viden udnyttes, når heden brændes af for at forny vegetationen. Revling er også meget følsom over for dyrenes tramp og anden færdsel. Derimod ædes den ikke af hverken husdyr eller vildt.

Et tæt dække af revling, som vi ofte finder på den tørre del af klitheden, er derfor tegn på, at heden har ligget hen uden forstyrrelser gennem mange, mange år.

Månedens fugl: Rørhøg ( Circus aeroginosus )

Rørhøgen er på størrelse med en musvåge og dermed den største af kærhøgene. Ser man en rovfugl i lav flugt over et rørskovsområde, vil det næsten altid være en rørhøg.

Rørhøgen er i fremgang i Danmark. Omkring 1975 fandtes kun omkring 100 ynglepar, mens bestanden i dag skønnes at være vokset til 650 par. De fleste fugle yngler i den sydlige del af landet, og rørhøgen er stadig en forholdsvis fåtallig ynglefugl i Thy.

I Nationalpark Thy findes rørhøgen på Agger Tange, i Hanstholm Reservatet og i Vandet Sø, hvor der i år er konstateret to ynglepar.

Fuglene overvintrer i Middelhavsområdet og i Afrika. De danske ynglefugle kommer hertil i marts –april og æggene lægges omkring 1. maj. Trækket af fugle, som yngler i Nordskandinavien, passerer typisk først Danmark i løbet af maj måned.

Månedens vækst: Stenmorkel

Man kan for så vidt finde svampe hele året. 
Den spiselige stenmorkel er en ret sjælden forårssvamp (april-maj), som vokser i sandede nåleskove, særligt på steder, hvor jorden er rodet op, eller hvor der ligger barkrester. Specielt på ældre rydninger.

Svampen er 5- 15 cm høj og 5- 10 cm bred. Hatten varierer fra lys brun til kaffe- eller chokoladebrun og er hjerneagtig snoet med indrullet rand. Stokken er hvid og furet eller grubet. Hele svampen er hul og let at brække i stykker.

Spiselig stenmorkel er dødeligt giftig og indeholder bl.a. giftstoffet Gyromtrin. Tidligere troede man, at giftstofferne kunne fjernes efter afkogning og bortkastning af kogevandet eller ved lang tids tørring, men man har fundet ud af, at der stadig er giftrester tilbage efter forbehandlingen. Så på trods af navnet regnes den ikke længere som spisesvamp. Den burde derfor omdøbes til uspiselig stenmorkel.

Hvis du finder den, så glæd dig over en af svamperigets mærkeligste fremtoninger og udskyd din jagt på spiselige svampe til kantarelsæsonen, som begynder allerede i begyndelsen af juli.

Månedens fugl: Tårnfalk

I juni måned er der unger i de fleste fuglereder. Det gælder også for den lille smukke falk, tårnfalken. Tårnfalken yngler meget gerne i redekasser, så det meget vigtigt, at der sættes så mange tårnfalkekasser op som muligt. Der er ikke mange naturlige redepladser tilbage til den. De fleste kirketårne, hvor den ellers førhen ynglede, bliver lukket. Mange af de høje træer, med gamle kragereder bliver fældet. Tilbage er de store siloer på foderstofforretninger, og som nævnt de kunstige redekasser. Den placeres på en 5-6 meter høj pæl eller på en gavl, og den bliver hurtigt taget i brug. Sidst i juni dukker så det første lille hvide dunede hoved frem derinde i kassen. Inden længe hopper ungerne op på forkanten af kassen, og man kan holde vejret i spænding, når de træner vingerne eller prøver at balancere på kanten. Det bliver ikke altid fremført lige elegant.

Tårnfalken er specialist i at fange mus, som er dens hovedføde. Den står på svirrende vinger stille i luften, og ser den noget bevæge sig, styrtdykker den lynhurtigt. Ud over mus spiser den også snegle, orme, guldsmede og i ny og næ snupper den en enkelt småfugl.

Der yngler omkring 2500 par i Danmark.

Se billeder af den smukke falk nedenfor.

Månedens vækst: Kattefod ( Antennaria dioica)

Netop nu blomstrer kattefod (kurveblomstfamilien) på klitheder, skrænter og overdrev i Nationalpark Thy.

Den er relativ sjælden i Danmark og er gået meget tilbage i nyere tid p.g.a. ødelæggelse af biotoperne, især tilgroning og eutrofiering.

Kattefod er en lav, uldhåret plante, som kan blive op til 20 cm høj. Fra bladrosetterne udsender planten korte udløbere, som gør, at kattefod ofte danner tætte måtter.

Bladene er omvendt ægformede med en ofte glat overside og en hvidfiltet underside.

Kattefod er tvebo. Det vil sige, at den enkelte plante er enten hanlig eller hunlig. De 2-8 kurve sidder på hårede stilke. De hunlige kurve er aflange, med rødlige kurveblade og de hanlige er kugleformede med hvide kurveblade. Han- og hunplanter er lige almindelige og ofte finder man grupper af rent hanlige individer ved siden af grupper med rent hunlige individer.

Artsnavnet "dioica" er en bøjningsform af det latinske "dioicus" (tvebo), som betyder at planten delt op i han- og hunplanter. Det danske navn "kattefod" sigter til plantens bløde, grålige behåring samt til, at især de hanlige blomsterstande er samlinger af kurve, som kan minde om en pote.

Månedens fugl: Landsvalen (Hirundo rustica)

Landsvalen er den almindeligste af de tre svalearter, der yngler i Danmark. Den elegante fugl med den rustrøde pande og lange halefjer er dog i tilbagegang, og antallet af ynglefugle er reduceret med cirka en fjerdedel siden halvfjerdserne. Det hænger sammen med, at der er færre gårde med husdyrhold, hvor svalerne kan bygge reder i staldbygninger og udhuse. Så det er blevet langt sværere for svalerne at finde gode, trygge steder at bygge sine redepladser. Derfor kan man nu også se landsvalereder udenfor - under udhæng og lignende steder. 

Landsvalen kommer tilbage fra vinterkvarteret i Afrika sidst i april og de fugle, som har klaret den lange rejse, flyver direkte op i deres gamle rede. Det er imponerende, at de har så naturlig og driftsikker en GPS. Dem, der kommer hurtigt i gang med at yngle, kan allerede have flyvefærdige unger i juni. De fleste svaler får to kuld om året, og man kan derfor se nye svaleunger i juli og helt hen i august.

Læs mere om landsvalen på Dansk Ornitologisk forenings hjemmeside her 

Månedens vækst: Hjælme (Ammophila arenaria)

Sand-hjælme eller bare hjælme er uden tvivl den mest almindelige og udbredte græsart i Nationalpark Thy.

På latin hedder planten Ammophila arenaria. Ammophila kommer af græsk ammos = sand og philos = elskende og hentyder til, at planten elsker et sandet voksested. Artsnavnet arenaria betyder faktisk også sand, som for at understrege klitten og sandets betydning for plantens trivsel. Det danske navn hjælme er beslægtet med ordet halm og hentyder til plantens grove og kraftige strå.

Hjælme er almindelig i klitter og på sandstrande langs Vesteuropas og Middelhavets kyster. Den findes ofte sammen med marehalm, som kan forveksles med hjælme, når vi befinder os i den yderste hvide klit nær havet.

Det er en flerårig græsart, der blomstrer i en tæt topformet blomsterstand (dusk) netop nu i juli. Hjælme hører til den første vegetation i den dynamiske klit, hvor den ved overfygning af sand vokser kraftigt og helt kan gennemvokse klitten med lange, forgrenede jordstængler og herved forhindre sandflugt. En klit, hvor hjælme danner spredte tuer og hvor der ikke findes andre planter, kaldes for den hvide klit. I den grå klit er andre planter kommet til, og på dette stadium, hvor sandet stort set er bundet, ophører hjælme med at blomstre. Bladene er sammenrullede for at begrænse fordampningen. Dette gør den i stand til at overleve på de mest tørre steder. Bladene er mere sammenrullede i tørt vejr end fugtigt.

De gamle klitbønder gav planten til deres kreaturer, brugte den til tagdækning, brændsel, reb og kurvefremstilling også selvom man her i Thy forsøgte at regulere udnyttelsen ved bl.a. fredning af klitter i et reskript fra 1779. Senere fulgte Christian VII´s "Forordning angående Sandflugtens Dæmpning" af 19. september 1792, gældende for hele landet.

I de forløbne godt 200 års kamp mod sandet spiller hjælmen en af hovedrollerne.

Månedens fugl: Skægmejsen (Panurus biarmicus)

Skægmejsen er en af vores meget specielle og smukke fuglearter. Både hvad angår udseende og adfærd. Den lille mejselignende fugl har en meget lang hale, og hannen har, som navnet siger, et sort skæg. 

Den opholder sig udelukkende, hvor der er rørskov. Her kan den få op til fire kuld unger om året. Det første kuld unger kan nå at yngle samme år, som de er født. Derfor kan bestanden nogle år nærmest eksplodere, men skægmejsen er til gængæld meget følsom overfor frost. I hårde vintre, kan den - ligesom gærdesmutten og fuglekongen - næsten uddø.

Den største bestand af skægmejser findes i Vejlerne. Her kan man i august måned komme tæt på ungfuglene, når de i større tal fouragerer og nusser hinanden på gangbroen.  Den kan også ses i rørskoven både på Agger Tange og ved Roddenbjerg Sø, der ligger mellem Flade Sø og Ørum Sø.

Læs mere om skægmejsen på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside her 

Månedens vækst: Mosebølle (Vaccinium uliginosum)

Fra sidst i juli til slutningen af august har der fra gammel tid været tradition for, at thyboerne samler ”blåbær” på klithederne. Antyder man, at det ikke er blåbær, men mosebølle der plukkes i Thy, bliver der trukket på skulderen og man kan se på den skeptiske bærsamler, at her i Thy har vi altså kun blåbær. Så i Thy er mosebølle = blåbær.

Mosebølle kan man finde overalt på klithederne i nationalparken. Især på den fugtige bund i hedekærene og ofte sammen med pors og nær klokkelyng.

Det er en løvfældende dværgbusk på 10- 70 cm med brune, cylindriske og jævne grene. Bladene er spredte, flade 10- 25 mm , omvendt ægformede og helrandede med blågrøn underside.

Rodnettet består af meget fint trævlede rødder (rodfilt), som har symbiose med én eller flere svampe i form af mykorrhiza.

Blomsterne er hvide over lyserøde til røde. Hængende og krukkeformede med tilbagebøjede flige. Blomstringen sker i maj og juni.

Bærrene er blåduggede og aflange og indeholder farveløs saft.

Son nævnt forveksles mosebølle nemt med blåbær, men denne plante har kantede grønne grene, savtakkede blade og runde saftige bær, som farver munden helt blå, når man spiser dem. Blåbær findes kun få steder i Thy.

Månedens fugl:

Almindelig Ryle (Calidris alpina)

Den almindelige ryle er en lille vadefugl på størrelse med en stær. Den har et langt, svagt nedadbøjet næb. I yngledragten er ryggen gyldenbrun, og undersiden er lys med sort bugskjold. Når den er i vinterdragt, forsvinder den sorte plet på bugen, og den bliver lys og plettet på hele undersiden.

Det er ikke en almindelig ynglefugl i Danmark. Ifølge Dansk Ornitologisk Forening ynglede 135 par i 2012. Til gengæld er det en af de almindeligste trækgæster. Ungfuglene, som kommer på træk i september, ligner de gamle fugle. De er meget tillidsfulde, da de formentlig aldrig har mødt mennesker før.

De ses i store tal bl.a. på Agger Tange, hvor de søger føde på de lavvandede mudderflader. Ofte i store flokke, som hyppigt flyver op for igen at lande på næsten samme sted.

Læs mere om almindelig ryle på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside her.

Månedens vækst:

Soldug

Soldug tilhører en verdensomspændende planteslægt med ca. 100 arter af små, spinkle, insektædende planter.

Bladene er langstilkede, rosetstillede og med kirtelhår på oversiden. Kirtelhårene udskiller både slim og fordøjelsesvæsker med proteinopløsende enzymer. Insekterne tiltrækkes af de skinnende kirtler og sætter sig på bladene. Her fastholdes de af slimen og opløses af fordøjelsesvæskerne, idet bløddelene nedbrydes til aminosyrer, som siver ned over bladet og optages gennem bladoverfladen. På denne måde er soldug i stand til at skaffe sig næring på selv den magreste og mest udpinte sandbund.

Blomsterne er hvide, 5-tallige og åbne i solskin.

I Nationalpark Thy har vi de tre arter af familien, som findes i Danmark: Rundbladet soldug, langbladet soldug og liden soldug. Nogle steder kan man endda være så heldig at finde alle tre arter inden for et ganske lille område på den våde klithede.

Her i september er planterne afblomstret, men på den blottede, våde tørvebund i klitlavninger og på afblæsningsfladerne kan det være helt rødt af de slimede og glinsende blade.

Månedens fugl

Sulen er den største ynglende havfugl i Nordatlanten. Her i landet ses den især langs vestkysten, og især under efterårstrækket i september-oktober. De unge suler er brune med hvide prikker, indtil de bliver yngledygtige. Det sker i deres 5 leveår, og  først der har de fået den voksne fugls smukke hvide fjerdragt med sorte vingespidser.

På dage med vestenvind ses flokke med over tusinde fugle. Ofte ses fuglene i bueformede formationer, fordi flugten veksler mellem langsomme vingeslag og glid. Sulen kommer ofte tæt på stranden, og i Thy har du bl.a. god mulighed for at se den fra den store mole ved Agger og fra standen ved Nr. Vorupør og Klitmøller.

Sulerne kommer fra ynglepladserne i Norge, på Færøerne og Island, hvor de yngler i kolonier på stejle klippekyster. Ungfuglene overvintrer ud for Vestafrika, mens de gamle fugle normalt bliver i europæiske farvande.

Sulen lever af fisk i størrelsen op til 30 cm. Den fanger sit bytte ved at styrtdykke fra op til 30 meters højde, og den er i stand til at dykke ned til 15 meters dybde. Når den dykker, folder den vingerne tæt ind til kroppen og bryder derved modstanden, når den rammer vandoverfladen.

Månedens vækst

Nationalparken rummer mange særprægede organismer. Prøv en våd efterårsdag at finde nogle hyldetræer. Helst gamle forfaldne grupper af træer. Gå ind under kronerne og kig op ad de frønnede stammer. 
Her vil du ofte finde nogle mærkelige svampe, som med lidt god vilje kan minde om ører. I fugtigt vej er de store, bløde og vingummiagtige. Når vejret er tørt, er de små, indtørrede og hårde. De kan have forskellig form, men oftest ligner de en omvendt skål eller et vandret øre. Undersiden er glat, oversiden har små, fine hår. Det er judasøre. 
Som nævnt vokser judasøre tit på hyldetræer, sjældnere på andre løvtræer som poppel, elm, ask og bøg. Da den er følsom over for frost, vokser den oftest tæt ved kysterne, selvom den i de senere år har bredt sig mere til indlandet. Det kan hænge sammen med temperaturstigningen og den øgede baggrundsforurening med næringsstoffer fra landbrug og trafik. 
Hvordan kom svampen til at hedde judasøre? Vi ved fra Biblen, at Judas forrådte Jesus, men fortrød, hvad han havde gjort, og gik hen og hængte sig. Sagnet fortæller, at det var i et hyldetræ. Hvor hans øre ramte træet, voksede svampen Judasøre ud. 
Judasøre er spiselig, men uden særlig smag. Den kan i modsætning til mange andre svampe ikke steges, da dens store vandindhold (ca. 98 %) i forbindelse med varmt fedtstof på en pande får den til at eksplodere, som popkorn i en mikroovn. Brug den f.eks. i supper eller strimlet i ris.

Månedens fugl: Sjagger ( Turdus pilaris )

Sjaggeren er en stor drossel, lidt større end sin fætter solsorten.

Sjaggeren er en fåtallig ynglefugl herhjemme. Til gengæld er den en meget hyppig og meget synlig gæst på efterårstrækket fra ynglepladserne i Nordskandinavien.

Trækket falder naturligt sammen med kulde i sommerkvartererne. Det har sjaggeren til fælles med blandt andet skovsneppen, og enhver jæger ved da også, at ser man pludselig mange sjaggere, så er der sikkert også snepper i skoven.

Fuglene ses ofte i flokke på 20-30 stykker, men der kan være både flere og færre.

Under efterårstrækket spiller bær og frugter en stor rolle som fødeemne. Fuglene lukrerer først og fremmest på vilde planter som tjørn og rose, men kan også lade sig lokke til at besøge haver med mange nedfaldsæbler. De kan endda vænne sig til at besøge foderbrættet, især hvis man lægger æbler ud.

Sammenlignet med andre drosselarter udmærker sjaggeren sig ikke ved sin sang. Fuglens danske navn har den fået efter sit kald, som lyder noget i retning af ”sjæk-sjæk”, mens sangen er en række hæse, skrattende lyde.

Månedens vækst: Kødet stjernebold (Geastrum triplex)

Her i november kan man være heldig at finde en mærkelig svamp på skovbunden. 
Den vokser især på god bund under skyggefulde løvtræer. 
En tykkødet, stjerneformet opsprækkende „støvbold", hvor den inderste sporebeholder er omgivet af en krave; sporerne kommer ud af et lille frynset hul.

Stjernebolde vækker på grund af deres sjove facon altid interesse, og selvom de fleste arter er sjældne, er det en svampegruppe vi ved mere om end om mange mere almindelige arter. Længe troede man de var beslægtet med støvboldene, men nu ved vi, at de ved parallel udvikling har tilpasset sig til den samme type af sporespredning som støvboldene.

Stjerneboldene er beslægtet med koralsvampe og stinksvampe, mens støvboldene er tæt beslægtet med champignoner. Prøv forsigtigt med en finger at trykke på sporebeholderen og se hvordan sporerne "pulser" op af hullet. Behøver jeg skrive, at den ikke kan spises?

Månedens fugl: Grønirisk ( Carduelis chloris )

Grønirisken er en almindeligt udbredt ynglefugl over hele landet, dog mest i de frodige egne på øerne.

Fuglen er en kraftigt bygget, korthalet finke med et kraftigt næb. Den er let kendelig i flugten, hvor to gule vingefelter og to gule felter på siden af halen lyser op.

Den hjemlige bestand får et vældigt tilskud om efteråret, når ynglefugle fra Nordskandinavien, især Vestnorge,  ankommer i stort antal. Mange overvintrer i Danmark og kan ses på foderbrættet vinteren igennem. Fuglene holder især af olieholdige frø som solsikke og hamp.

I det åbne landskab ser  man ofte småflokke af grønirisk. De har en forkærlighed for hyben, og derfor kan luften pludselig blive levende af dem, når man passerer et rosenkrat. Derudover lever de mest af frø fra forskellige ukrudtsplanter.

Grønirisk er en af de arter, som i høj grad har profiteret af væksten i antallet af parcelhus- og sommerhushaver. Derfor er den hjemlige ynglebestand fordoblet siden 1970´erne.

Månedens vækst: Engriflet hvidtjørn ( Crataegus monogyna )

Engriflet hvidtjørn er det bedste "levende pigtråd", man kan tænke sig. Man finder den inde i plantagerne eller i skovbrynene som en op til 8 m høj, tornet busk eller lille træ (12-15 m), der er middel skyggetålende og tåler megen vind. Selv på vores forblæste kystskrænter ses skævvredne tjørn, der kæmper sig opad trods ugunstige vilkår.

Blomstringen finder sted i juni, og den rige frugtsætning gør den eftertragtet af fuglene. Frugterne har kun én sten. Kviste og skud ædes af hjortevildt og harer.

Hvis fuglene ikke har ribbet tjørnebuskene fuldstændig for de mørkerøde stenfrugter, kan man i december se de afløvede buske stå og lyse rødt i landskabet.

J.P. Jacobsen, vores verdensberømte digter og forfatter fra Thy, skriver i slutningen af digtet "En arabesk":

Alt er forbi ! 
Paa den snedækte Slette 
I den brune Skov 
Vokser en enlig Tjørn, 
Et for et, 
Et for et, 
Drypper den de blodrøde Bær 
Ned i den hvide Sne; 
De glødende Bær 
I den kolde Sne. – 
Kjender du Pan ?