Lokalitetstype
Stenalderhavets kystklinter er et meget markant landskabselement i Nationalpark Thy, som viser området historie som hævet havbund og morænelandskab. Stenalderhavets benævnes også Littorinahavet, efter den almindelige havsnegl (Littorina littorea), som ofte findes i aflejringerne.
Geologi – Stenalderskrænterne
I jægerstenalderen for ca. 12.000 år siden smeltede de sidste rester af den skandinaviske og nordamerikanske iskappe, og det hævede vandspejlet i verdenshavene. Det forvandlede Nordjylland til et ø-rige, hvor kun de højeste områder stak op af vandet. Det er dette hav, vi kalder Stenalderhavet eller Littorinahavet.
De efterfølgende godt tretusinde år gnavede og eroderede havet af landet og skabte stejle klinter i skrivekridtet og danskekalken langs kysterne. Det ophørte først, da havet atter trak sig tilbage omkring 1.800 år f.Kr.
Fra Hanstholm i nord til Lodbjerg i syd snor den gamle kystskrænt fra stenalderen sig ned gennem landskaberne i Nationalpark Thy. Mange af klitplantagerne ligger derfor både i klitlandskaber på hævet havbund og klitlandskaber på morænebund. I Lodbjerg, Nystrup, Vilsbøl og Tved plantager ses Stenalderhavets kystlinje flere steder som en markant skrænt. I andre plantager erkendes overgangen mellem morænelandskab og hævet havbund kun vanskeligt.
I Stenalderen (Littorinatiden) lå Thy fire-fem meter lavere end i dag dage, hvorfor store dele af det nuværende Thy var dækket af vand. I Nordthy havde Limfjorden således fri forbindelse til Vesterhavet gennem Vigsø Bugt. Med den frie adgang til Vesterhavet havde bølger og storm kraft nok til at udformestejle kystklinter i det af istiden efterladte landskab.Navnlig de store øer i nord kom til at stå med stejle klinter, især Hanstholmen, der ved sin beliggenhed var meget udsat. Skrivekridtet og den hårdere danskekalk har i høj grad været i stand til at modstå havets nedbrydende virkning og har der for spillet en stor rolle i opbygningen af Thy efter stenalderen.
Efterhånden som havet bearbejdede kysterne, aflejredes det nedbrudte materiale som mægtige strandvoldssystemer af grus ogrullesten, der ofte forbandt de spredte øer eller af snørede bugter og vige, der i stedet blev til søer som Nors Sø, Vandet Sø og Sjørring Sø. Dette bevirkede,sammen med den gradvise landhævning efter stenalderen, at Thy voksede til det, vi kender i dag.
Materialetransporten er forløbet fra Hanstholm mod sydøst. Mellem sydkysten af Hjardemål-øen og nordøstkysten af Thy-øen (ved Tved), har der tilsyneladende været et stræde med store strandvoldssystemer langs begge kyster. Også her har materialetransporten været fra nordvest til sydøst.
Efter stenalderen har tidevand, bølger og storm fortsat med at udligne vest- og nord kysten af Thy. De fremspringende punkter på vestkysten og nordkysten Nr. Vorupør, Klitmøller, Hanstholm og Bulbjerg skyldes alle modstandsdygtige forbjerge af kalkmateriale. Vestkysten af Thy var således på stenalderhavets tid bugtet og fliget, med forposter uden for den egentlige kystlinje. Mellem Stenbjerg og Klitmøller ses toppen af mindre moræneøer, som antagelig har udgjorten en sammenhængende bræmme foran stenalderhavets kyst. Denne kyststrækning har derfor været noget beskyttet mod Vesterhavet og er kun i mindre grad udviklet klinter.
Thys nuværende kystlinje mod Vesterhavet repræsenterer en naturlig balance, op bygget siden stenalderen. En balance mellem nedbrydning og opbygning.
Stenalderskrænterne indeholder ud over det geologiske, en unik og spændende flora og fauna.