Latin: Drosera sp.
Kendetegn
Soldug er spinkle, insektædende planter med rosetstillede, langstilkede grundblade, som bærer lange, røde, klæbrige kirtelhår med slimdråber i spidsen. Når insekter kommer i berøring med slimdråberne, bliver de fanget, opløst og omsat af planten.
De små, hvide blomster sidder i klaselignende svikler på oprette, bladløse blomsterskafter. Blomsterne er lukket det meste af tiden og åbner sig kun midt på dagen i solskin.
Frugten er en kapsel, som åbner sig med 3 klapper. De meget små frø spredes af vinden eller ved vandstrømninger.
Forveksling
Arterne i soldugfamilien kan ikke forveksles med andre planter. I Danmark findes tre arter af soldug, som alle vokser i Nationalpark Thy.
Rundbladet soldug (Drosera rotundifolia) vokser enkeltvist med nedtrykte, ægformede eller kredsrunde blade. Der er tre til 12 mm brede foroven med hårede stilke. Skaft opret med seks til ti blomster og fire til seks mm lange kronblade. Kapslen er glat, pæreformet og spids. Den mest almindelige af soldugarterne i Nationalpark Thy.
Liden soldug (Drosera intermedia) vokser på nøgen, våd, ofte gennemsivet tørve-, sand- eller dyndbund. Spredes vegetativt ved siderosetter og vokser ofte i store, tætte bestande. Bladene er skråt oprette med fem til ti mm lange plader, der er cirka tre gange så lange som brede, stilke 2-3 cm, glatte. Forholdsvis almindelig i nationalparken.
Langbladet soldug (Drosera anglica) vokser enkeltvis. Bladede er skråt oprette med en til tre cm lange plader, fire til otte gange så lange som brede, med glatte, to til fem cm lange stilke. Skaft opret, ofte dobbelt så langt som bladene, med 3-6 blomster. Langbladet soldug findes hist og her i nationalparken, og er den mest sjældne af de tre arter.
Biologi og levested
Som nævnt er blomsterne kun åbne i solskin midt på dagen, og bestøves da af honningsøgende insekter. Selvbestøvning antages at være almindelig.
Bladrosetten med de langstilkede, blade med kirtelhår udgår fra en kort, lodret jordstængel med ret svagt udviklede trævlerødder. Jordstænglen danner en endeknop, som overvintrer. Inden vinterknoppen næste år udvikler en ny bladroset, dannes der et stængelstykke af en vis længde, så planten kan holde trit med især tørvemossets vækst.
Insekter og andre smådyr, der berører soldugbladenes kirtelhår klistrer sig oftest fast. Under kampen for at komme væk, bliver dyrene blot endnu mere klistret ind i dugdråberne, som indeholder enzymer, der nedbryder byttet til aminosyrer, som planten bruger i sin vækst. Nærliggende kirtelhår stimuleres af byttedyret og bevæger sig indover for efterhånden fuldstændigt at omslutte dyret. Små dyr drukner simpelthen i den klistrende masse, mens større dyr risikere en langsom sultedød, fordi de ikke kan komme væk. Bevægelserne som planten foretager, sker i løbet af flere timer, måske en hel dag afhængigt af temperatur og vækstforhold.
Når de fangne dyr er så omsat af soldugen, som det kan blive, tørrer kirtlernes overflade, og kirtelhårene rejser sig op, hvorefter de ufordøjelige rester kan blæses bort af vinden. Herefter udskiller kirtelhårene på ny slimdråber og er klar til en ny fangst.
I Nationalpark Thy vokser soldug i mosrige klitkær og på anden til stadighed fugtig, sur og næringsfattig bund. Fugtige opkørte spor i plantagerne kan ofte indeholde store mængder af soldug.
Nationalpark Thy
Soldug blomstrer fra sidst i juni til først i august. Man får oftest øje på planten ved genkendelse af dens blomsterskafter, og den er svær at spotte, når disse ikke er udviklede.