Latin: Empetrum nigrum
Kendetegn
En lav, stedsegrøn dværgbusk med tætsiddende, snart spredte og snart kransstillede, nåleformede blade, der på undersiden har en hvidlig stribe. Bladene er så stærkt ombøjede, at deres rande mødes igen, så bladet har form som et smalt aflangt rør med bladundersiden som rørets indervæg. Den snævre spalte ud til omverdenen er delvist tillukket af tætsiddende, hvide hår.
Da spalteåbningerne således sidder inde i et næsten lukket rør, vil bladene og dermed hele planten være godt beskyttet mod fordampningstab i såvel sommerens middagshede som vinterens frost.
Blomsten har tre bægerblade, tre kronblade og tre støvblade. De uanseelige, røde blomster sidder på ganske korte dværgskud i langskuddenes bladhjørner og udfoldes meget tidligt om foråret. Blomsterne er stort set altid énkønnede, og de to køn er fordelt på forskellige planter. De sorte og blanke, saftige, men fade og smagløse, bærlignende stenfrugter indeholder seks til ni ru, hårde frø.
Frugterne fortæres af fugle og pattedyr som ræve, og frøene spredes ved ufordøjet at passere gennem dyrenes tarmkanal, beskyttet af stenen. Det kan være en fæl oplevelse at komme i skudlinjen fra en flok lettende stære, som har forspist sig i efterårets gudsvelsignelse af revling.
Revling vokser langs jorden med nogle lange rodslående grene, der har sit udgangspunkt fra en kraftig pælerod i centrum. Hvis planten vokser frit, uden påvirkning fra andre planter, bliver den helt cirkelformet set oppefra. Ældre planter kan vokse fuldstændig sammen, som et tykt tæppe.
Det latinske artsnavn, nigrum, betyder sort, og frugterne kaldes derfor også sortbær.
Forveksling
Revling kan ikke forveksles med andre danske plantearter.
Biologi og levested
Revling er en meget nøjsom og hårdfør plante, der hører hjemme på sur og næringsfattig bund. Den er også tolerant over for salt og vind. Arten er således en af klithedens karakterplanter. Den findes såvel på let fugtig som på meget tør bund. Den dominerer især i de sene successionsstadier, når heden er blevet gammel.
På den tørre klithede vil vegetationsudviklingen ofte gå mod et revlingdomineret stadium, som er temmelig stabilt, hvis forstyrrelser i form af vindbrud, færdsel eller brand ikke finder sted. Her må de andre planter indrette sig efter revlingen.
Frøene fra revling er langt større og færre end hedelyngens. Den spredes derfor ikke så let, men formerer sig overvejende vegetativt med lange rodslående skud. Efter en årrække kan den danne et tykt tæppe, som ikke tillader andre planter leverum. Og da den ikke som hedelyng har en maksimal alder, kan den dominere i årtier.
En tæt pels af revling er tegn på, at klitheden har ligget uforstyrret i længere tid.
Nationalpark Thy
Da revling er en stedsegrøn dværgbusk, kan den findes året rundt i nationalparken. Blomstring marts-maj.