Lokalitetstype
Stort set hele Nationalpark Thy præget af tidligere tiders voldsomme sandflugt. Her finder man nogle af vestkystens bedste eksempler på klitdannelse og parabelklitter, både på den hævede havbund og morænen.
Geologi – Klitdannelsen
Vestenvinden er sammen med Vestkystens storesandmængder forudsætningen for sandflugten, som også forstærkes af et manglende plantedække.
Der er påvist en sammenhæng mellem klima og sandflugt. I kolde perioder vil der bindes mere vand som is på polerne.Desuden trækker vand sig sammen ved faldende temperatur. Til sammen betyder det faldende havniveau, som blotter sand langs kysterne.Dette sand kan vinden flytte.
Sandflugtens kulmination i 1600 og 1700-tallet falder sammen med højdepunktet af den klimatiske periode, Den lille Istid, som betød, klimaet var koldere end i dag.
Store dele af Thy er nu dækket af flyvesand, som er koncentreret i et seks km bredt bælte langsvest- og nordkysten.Et enkelt sted når sandet ni km ind i landet, og overalt dannes en slående kontrast til de frugtbare istidslandskaber mod øst.
En tværprofil gennem Nationalpark Thy fra havet til flyvesandets østgrænse viser normalt følgende elementer: 1) en flad strandbred, 2) et bælte af havklitter, 3) en jævn sandslette og 4) et indreklitbælte.
Strandbredden er sjældent mere end 50 meter bred og er normalt blottet for vegetation. På overgangen til havklitterne vil der ofte ses en vekslen af stenede strand volde og martørv, dannet i stenalderen. Her over ligger havklittens lyse flyvesand, de hvide klitter. Havklitternes højde er normalt syv til 20 meter, enkelte steder dog op til 30 meter.
Herefter følger mod øst en jævn sandslette, der kan ses fra Hanstholm til Agger i en bredde af fire til fem km. Sletten har en ganske svag stigning mod øst,med mindst hældning i Sydthy.
På denne sandslette optræder der også spredte klitdannelser, smårimmer og udblæsningsgryder (vindkuler). Parabelklitter, der er den egentlige vandreklit form underdanskeforhold, og som først bliver fuldt udviklet længeremodøst, ses også på sletten. De kan her opfattes som et resultat af bremsningen ved tilplantning, idet sandflugtsdæmpningen satte ind, da klitterne var på vej indover sletten. Hvor flyvesandet lægger sig til rette på det bølgede moræneland, vil klitterne ofte udvikle sig i små toppede former, samlet i større eller mindre flader (såkaldte knarke-partier).
Parabelklitten starter bag et hul i rækken af havklitter, hvor der opstår en vindport. Er vind og sandtilførsel fra stranden tilstrækkelig, vil parabelklitten give sig til at vandre ind oversletten og efterlade sine såkaldte ben som lange vindparallelle rimmer. Vandringen standser, hvis sandtilførsel og vind ophører, ved tilgroning, eller hvis klitten møder store forhindringer som skrænter eller søer.
Det skal dog bemærkes, at op til 30 meterhøje skrænter ikke nødvendigvis stopper en vandreklit. Ved sandslettens østkant er hovedparten af Thys vandreklitter standset og har her dannet det indre klitbælte, ofte sammenfaldende med stenalderhavets kystlinje.
Forskellige undersøgelser tyder på, at vandringshastigheden har været op til otte meter per år. Det betyder, at en klitformation som Boelssande i Nystrup Plantage, groft udregnet har brug tomkring 1600 år på at vandre fra havklitten til den nuværendeplads, hvor den blev standset omkring 1875. Der er usikkerheder i en sådan beregning, men hvis den er rigtig, skal sandet have begyndt sin vandring omkring år 300 e. Kr.
Nationalpark Thy
Parabelklitter kan opleves året rundt og stort set alle steder i nationalparken. I plantagerne er de ofte tilplantet med træer, men kan alligevel fornemmes i landskabets struktur.