Hjælme

undefined

Latin: Ammophila arenaria

Kendetegn

Sand-hjælme eller blot hjælme er en flerårig græsart, som blomstrer i juni-august. Den bliver 50-100 cm høj. Væksten er tueformet, men ofte med lange underjordiske udløbere fra tuerne.

Stængelen er et lyst blågråt strå med smalle, stive, indrullede blade, der er stikkende i spidsen. Bladenes farve er grågrønne. På oversiden er bladnerverne tæthårede, mens undersiden er glat.

Blomsterstanden er en dusk. Det vil sige, at den har mange korte sidegrene. Den er hvidlig-strågul, men ofte med et sølvagtigt skær.

Forveksling

Ikke-botanikere forveksler ofte hjælme med marehalm. Men der er flere forskelle.

Marehalm er en flerårig urt, der blomstrer juni-august. Den bliver 60-150 cm høj og har lange, flade, brede, blålige blade. Den blå farve skyldes et vokslag, der beskytter planten mod udtørring. Marehalmens blomster sidder i et tykt, sammensat aks (lang, smal blomsterstand med ustilkede blomster). Marehalm er mere næringskrævende end hjælmen og vokser tættest på havet, hvor der hele tiden tilføres næring fra havet. For det meste på den yderste klitside ud mod havet.

Biologi og levested

Den flerårige hjælme er den vigtigste plante i den bevægelige klit, og den spiller en betydelig rolle ved at dæmpe sandflugten. Den er ofte årsag til den første spæde klitdannelse på forstranden. Det latinske slægtsnavn Ammophila betyder ”sandelskende”. Artsnavnet arenariea betyder ”voksende i sand”.

Blomsterne bestøves ved vindens hjælp som hos andre græsser. Frugten falder ud af småakset, omsluttet af dækblad og forblad.

Hjælmen gennemvokser klitten på kryds og tværs med sine lange, stærkt forgrenede jordstængler. Jo stærkere den dækkes til af sandet, jo kraftigere bliver dens vækst. Dens blade og strå står i spredte tuer på den nøgne hvide sandbund, og hjælme-klitten kaldes derfor Den hvide klit. Når klittens overflade efterhånden bliver tættere bevokset og andre planter, mosser og laver indfinder sig mellem hjælmens strå, hører sandfygningen op. Så er klitten blevet til Den grå klit. I den grå klit formår hjælmen nok at holde sig på sin plads, men den trives ikke så godt, som i det fygende sand.

Nationalpark Thy

Hjælmen kan findes året rundt overalt i nationalparken, idet den ikke visner bort om vinteren, men står med stive, gulnede blade hele vinteren, frem til det grønnes igen. Selv inde i klitplantagerne finder man den langs veje og i lysninger. Planten blomstrer i juni-august.

”Viste du at: bæverens karakteristiske klask med halen, bruges til at advare andre bævere om at der er fare”

”Bæveren giver meget bedre natur og kæmpe naturoplevelser.”

”Bæveren vil øge antallet af dyre og plantearter, der i dag har det svært”

”Det er meget sjældent at se en bæver, da de er nataktive. Du kan være heldig om sommeren mellem kl. 20 og 06, hvis du er meget stille”

Her kan du se hjælme

Planten er så almindelig og karakteristisk i Nationalpark Thy, at det ikke giver mening at henvise til lokaliteter.