Latin: Pinus mugo
Kendetegn
Almindelig bjergfyr kan blive op til 10 meter høj. På de mest magre og vindudsatte steder bliver den kun en meter høj. Væksten er lav, forgrenet og tæt busket med adskillige opstigende krumme stammer fra samme basis.
Nålene sidder i bundter med to i hvert, er tre til otte cm lange og mørkegrønne. Nålene har en levetid på omkring fem år. Barken er mørkegrå eller rødgrå og spalter op i aflange, afskallende plader.
I maj blomstrer bjergfyr med store svulmende og støvende gule hanblomster og små, rødviolette hunblomster i spidsen af skuddet. Bjergfyrs kogler er asymmetriske og næsten uden stilk. De er to til syv cm lange og ægformede. Som hos alle fyrrearter tager det en bjergfyr to år at udvikle sine kogler.
Veddet er lyst med en rødlig kerne hos ældre træer. Det rigt på harpiks, og bjergfyr har en relativ høj værdi som brænde.
Som langt de fleste af træarterne i nationalparkens klitplantager er bjergfyr ikke en hjemmehørende dansk træart. Den vokser naturligt i de mellem- og sydeuropæiske bjerge op til 2.400 meter over havet i et barsk klima med dårlige jordforhold. Højere oppe i bjergene end noget andet nåletræ i Europa.
Forveksling
Fra Pyrenæerne har man indført fransk bjergfyr (Pinus mugo rostrata), der kan forveksles med almindelig bjergfyr. Den er ret og enkeltstammet og kendes øvrigt på sine skæve kogler med en lille nedadrettet torn på kogleskællene. Den vokser manges steder i nationalparken.
Biologi og levested
Bjergfyrren er indbegrebet af klitplantagernes træart. For at forstå sandflugtshistorien og klitplantagernes udvikling skal man kende bjergfyrren og den betydning. Næppe nogen anden træart i Danmark er så nøjsom i sine krav til voksestedets jordbund og klimavilkår som almindelig bjergfyr. Den er i stand til at gro i klitternes magreste sand, på muldblottede arealer, på lyngheder, sure moser og på stenede jorder. Dertil kommer, at den er upåvirket af tørke og megen nedbør, vedvarende blæst, saltnedslag, vinterkulde og nattefrost. Men ældre bjergfyr er ikke særlig stormfaste på grund af et overfladisk rodnet.
Bjergfyrrens særlige hårdføre evne til at kunne trives på magre, udpinte sandjorder beror på dens nøjsomhed og formentlig også på den nytte af symbiose med mykorrhiza-dannende svampe som ridderhat, mælkehat og rørhat. Bjergfyr tåler dog ikke megen skygge.
I 2006 udgjorde almindelig bjergfyr og fransk bjergfyr cirka en fjerdedel af det bevoksede areal i Nationalpark Thy. Sidenhen er andelen blevet noget mindre, da nogle områder, der tidligere havde bjergfyr, nu er blevet plantet med træarter som eg og skovfyr, mens andre er ryddet for skabe større sammenhæng mellem klithederne.
Nationalpark Thy
Man kan finde almindelig bjergfyr overalt i nationalparken. Mest udbredt i plantagernes vestlige dele og som enklaver på klithederne.