De sidste gløder dør ud, mørket sænker sig, og stilheden breder sig. Kun en lav lyd fra en mus – eller et krondyr, der brøler i det fjerne? En nat i naturen er en helt særlig oplevelse for både børn og voksne. Når vi slukker for skærmene og tænder bålet, skærpes vores sanser, og vi kommer hinanden ved på en ny måde.
Den 7.-8. september afholdes det landsdækkende arrangement Nat i Naturen, hvor danskerne opfordres til at træde ud af soveværelserne og nyde natten i det fri.
I Nationalpark Thy ved Lodbjerg Fyr inviterer HF Outdoor og Imagine, Naturstyrelsen Thy og nationalparkens frivillige på et hyggeligt og spændende program for hele familien med aktiviteter både om aftenen den 7. og i de allertidligste morgentimer den 8.:
Program
Lørdag 7.09.2024
Kl.19:30 HF Outdoor og Imagine byder velkommen i lejren
Kom og slå dit telt op eller find en plads i et shelter. HF-Outdoor og HF-Imagine har planlagt fede lejr-aktiviteter og alle er velkomne
Kl. 20:00-21:30 Gåtur og fortællinger fra Lodbjergfyr
Aftenen begynder med en stemningsfuld gåtur gennem landskabet, hvor en af Nationalpark Thys formidlingspartnere, Jimmy Munk, deler fascinerende historier – både de sande og dem som der er pyntet lidt på og måske får hårene til at rejse sig? Turen slutter ved lejrpladsen, hvor der vil være snacks over bål.
Kl. 22:00-23:00 Mord-mysteriet om det sjældne nattedyr
Hvem har myrdet det nataktive dyr i natten mulm og mørke? Tag sammen med HF Outdoor og HF Imagine på et mordmysterie i nattens mørke og find gennem clues frem til morderen af den sjældne art!
Kl. 22:00-23:00 Nattehimlen fra fyret
I Thy er vi heldige med uspoleret mørke. Eleverne fra HF Outdoor og HF Imagine lærer fra sig om stjernebilleder og nattehimlen oppe fra Lodbjerg fyr
Søndag 8.9.2024
Kl. 04:00-7:00 Dagsgrysvandring med NST
Tag med Naturstyrelsens naturvejleder med på stemningstur i nattemørket og se naturen vågne omkring Lodbjerg fyr.
Kl. 7:00 Morgenmad i lejren
HF Outdoor og Imagine laver morgenmad over bål
Alle er velkomne, det er gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendig. Så det er bare om at pakke sovepose, liggeunderlag og lommelygte og komme afsted ud i nattemørket!
Man kan vælge at være med til enkelte arrangementer eller til hele molevitten.
På natinaturen.dk findes der desuden en oversigt over alle arrangementer i vores lokalområde, der afholdes denne særlige aften og nat.