Nationalpark Thy fylder 15 år

15-08-2023

Den 22. august 2008 blev Danmarks første nationalpark indviet, lige her i Thy! Vi fejrer 15 års fødselsdag med en række spændende arrangementer

Udsigt over naturarealet Vestergaard
Dagen byder blandt meget andet på guidet tur til Vestergaard, der for nyligt blev belønnet med 15. Juni Fondens Naturpris

Den 22. august 2008 blev Danmarks første nationalpark indviet. Lige her i Thy, hvor klithedenaturen har stor nationale og internationale betydning.

Den 22. august 2023 fylder Nationalpark Thy 15 år. 15 år, hvor danskernes interesse for naturen og for et aktivt friluftsliv i den er vokset markant. Hvor Danmarks første nationalparkcenter er blevet opført i Vorupør. Hvor vi i samarbejde med Naturstyrelsen, private lodsejere og 250 engagerede frivillige arbejder for biodiversiteten og sammenhængen i Thys enestående natur. 

Vi fejrer dagen med en række arrangementer, i samarbejde med Biologisk Forening for Nordvestjylland, Naturstyrelsen Thy, Museum Thy og Folkeuniversitetet i Thisted. Der er stadig enkelte pladser på vores naturtegnekursus med Brian Dall Schyth, der har tegnet vores nye plakat '99 arter i Nationalpark Thy'. Kurset kræver tilmelding og koster 100 kr til dækning af materialer.

Alle øvrige arrangementer er gratis og kræver ikke tilmelding. Vi glæder os til at se jer til en festlig dag! 

PROGRAM FOR DAGEN, 22. AUGUST 2023

  •  Kl. 14-16 Brian Dall Schyth tegner og signerer plakater i Nationalparkcenteret. Brian er biolog og natur-illustrator og har blandt meget andet skabt nationalparkens nye plakat, ’99 arter i Nationalpark Thy’. Køb plakaten (50kr) og få den signeret på dagen. Nationalparkcenter Thy, Vesterhavsgade 169, Nr. Vorupør
  •  Kl. 16-17 Guidet vandring ved Vestergaard. Ejeren af Vestergaard fik for nyligt 15. Juni Fondens Naturpris for en helt særlig og ekstraordinær indsats for dansk natur og biodiversitet på egne arealer i nationalparken. Biolog Jeppe Pilgaard fra Nationalpark Thy viser rundt på området. Mødested: Vestergaard, Tyskebakken 5, Faddersbøl
  •   Kl. 17-19:30 Naturtegnekursus ved Brian Dall Schyth. Lær at tegne insekter, planter og dyr. Tilmelding påkrævet. Arrangeret i samararbejde med Folkeuniversitetet i Thisted. Nationalparkcenter Thy, Vesterhavsgade 169, Nr. Vorupør
  •   Kl. 19-21 Fortælling og køretur i Vester Vandet sogn. Kom med Museum Thy på tur rundt i Vester Vandet sogn, hvor vi ser på de mere eller mindre synlige spor af sognets lange historie. Turen tager udgangspunkt i et pilotprojekt til et kulturhistorisk atlas, museet har udarbejdet for nationalparken. Medbring evt. kaffekurv. Mødested: Parkeringspladsen ved V. Vandet Kirke.
  •   Kl. 19-20:30 Vildtspor i Vilsbøl. Naturstyrelsen inviterer børn og voksne på Vildtspor med mulighed for at vinde vilde præmier. I Vilsbøl kan børn og voksne få mulighed for at se og sanse, hvordan Naturstyrelsen Thy hjælper den vildere natur på vej ved at efterligne naturens egne processer. Det har skabt et Vildtspor gennem skoven, hvor leg, fordybelse og fantasi kan slippes løs. Mødested: Agerholmvej 17, 7700 Thisted. Den nedrevne opsynsbolig ved Nors Sø
  •    Kl. 20:30 Bål og snobrød ved Nors Sø Badeplads. Nors Sø Badeplads, Agerholmvej 17
  •    Kl. 21:30 Flagermustur ved Nors Sø. Der findes 17 arter af flagermus i Danmark. 12 af dem er registreret i Nationalpark Thy. Biolog og flagermusekspert Jan Durinck og Lars Smith fra Biologisk Forening for Nordvestjylland tager os med ud i aftenskumringen for at se, hvad vi kan finde. Mødested: Nors Sø Badeplads, Agerholmvej 17

Naturtegnekursus med Brian Dall Schytt, tirsdag 22. august fra 17-19:30.

Du kan tilmelde dig kurset herunder (max 25 deltagere).

Det koster 100 kr. som betales med kort/mobilpay på dagen. 

Tilmeld dig her!

Lær Brian bedre at kende og se nogle hans tegninger på hans hjemmeside:

www.explainways.com (på engelsk) eller på hans Instagram side:

www.instagram.com/briandallschyth