Thys flotte fyre viser sig frem

Det er hårdt arbejde at være Kronhjort i brunst. Man skal samle et harem, være klar når de kalder, forsvare sig mod rivaler. Og se godt ud. Lige nu kan du opleve det hele i Nationalpark Thy

På en stille aften kan man høre det flere kilometer væk. Brølet. Eller brølene, for der er mange af dem. Det er som et helt orkester af dybe toner, der løber hen over klitheden og konkurrerer i styrke og intensitet. Det er fascinerende og en lille smule faretruende – og det er lige præcis meningen.

Det er nemlig ikke det rene pjat, når brunstsæsonen er i gang for Danmarks største landlevende pattedyr. Kronhjorten brøler så højt og kraftfuldt, som han kan, for at tiltrækker hunnerne. Og for at jage rivalerne væk. De største og stærkeste hjorte brøler højst, dybest og længst.

Ind i mellem kan man også høre den karakteristiske lyd af gevirer, der tørner mod hinanden, hvis kronhjortene ligefrem skal kæmpe om de skønne damer. Men det er nu ikke så tit, det kommer så vidt. Ofte er det nok at puste sig op, vise sit store gevir og brøle sin styrke ud.

På første parket

Det er lige nu, Thys flotte fyre har travlt med at vise sig frem. Er du hurtig, kan du stadig nå ud både at høre og se dem, og det er der gode muligheder for i Nationalpark Thy. Især rundt om Hanstholm Vildtreservat, hvor man på skrænterne fra stenalderhavet både kan høre og se de fascinerende ritualer udspille sig.

Det er den eneste gang om året, hunner og hanner, der kaldes hinder og hjorte, er samlet. Og den ene gang den ellers så sky kronhjort stiller sig op på klit- og bakketoppe og brøler, så alle kan se ham. Også os. Man skal færdes roligt og holde god afstand, men med en ganske almindelig kikkert, kan man blive vidne til et fantastisk skuespil. Og høre det kan man i hvert fald!

Næsten udryddet

Sådan har det ikke altid været. I 1799 befalede Kong Christian VII nemlig, at alle fritlevende krondyr og dådyr i Danmark skulle udryddes. De var til gene for landbruget, og den smule vildt, hoffet selv gerne ville skyde, kunne de få fra Dyrehaven i Klampenborg.

I 1874 blev det sidste krondyr nord for Limfjorden nedlagt, og de næsten 100 år hørtes der ingen krondyrbrøl i Thy. Efterhånden, i en blanding af uheld og civil ulydighed, undslap enkelte dyr dog fra hjortefarme og private godser, og i 1986 var der bestande nok til, at man gradvis atter kunne åbne for jagt på de imposante dyr.  

I dag er der mere end 1000 krondyr i Nationalpark Thy. De fleste i nationalparkens nordligste del, hvor de nyder godt af de øde områder i vildreservatet.

Uden for brunstperioden holder hinderne og kalvene sammen i flokke, kaldet rudler, ledet af en erfaren førerhind, mens hjortene har deres egne mindre grupper uden egentligt fører.

Om dagen skjuler de sig gerne i skove og krat, hvor de ligger og tygger drøv, mens de om natten er ganske aktive, når de bevæger sig ud for at æde. Det er således ikke unormalt, at et krondyr tilbagelægger 7-10 km per nat for at finde føde.  

Naturens naturpleje

Det er selvsagt ikke alle landmænd, der er glade for det, for krondyr kan godt lide både vinterafgrøder og kartofler. Men heldigvis æder de også meget vegetation på klithederne, og således er krondyrene selv med til at skabe naturpleje i nationalparken. Især lyng er en foretrukken føde, sammen med fløjlsgræs og bølget bunke, men også rensdyrlav er eftertragtet i vintermånederne.

Når de græsser, er krondyrene med til at skabe plads til andre og flere planter i naturen. Samtidig skaber de variation i landskabet, når de laver veksler, skraber i jorden og efterlader ekskrementer på deres vej. Førerhunnen leder f.eks. gerne sin rudel op på forhøjninger i landskabet for at få overblik, hvilket slider vegetationen lige der. Og i sommermånederne sandbader dyrene i gryder i klitterne, hvilket skaber større områder med sand til glæde for insekter, krybdyr og fugle.

En hård omgang

Lige nu har hjortene dog travlt med at rulle sig i sølehuller. De vælter sig i en blanding af urin, sæd og mudder for at lugte rigtig lækkert, hvorefter de brøler og viser sig frem. Det er ligesom at være på Roskilde Festival. Og mindst lige så hårdt.

For det kræver sin hjort at samle og holde styr på det størst mulige harem, holde rivalerne væk, og være klar når den rette tid indtræffer. Hver hind er nemlig kun i brunst et enkelt døgn. Så gælder det for hjorten om at parre hende så mange gange som muligt på det ene døgn. Inden næste hind kommer i brunst.

Det tager på kræfterne. En kronhjort kan i brunstperioden godt tabe sig 20 kg. Så skænk ham lige en venlig tanke, næste gang du hører et brøl i natten.