Nyt fra helårsgræssende heste ved Klitmøller

18-11-2022

Konik-hestene, der er i fuld færd med at skabe bedre natur på 224 indhegnede hektar ved Klitmøller, trives stadig godt.

Nu hvor vinteren så småt er ved at sætte ind, er en af hestene taget væk fra arealet. Der er tale om den sorte plag, der er yngre end de øvrige hopper, og som hele tiden har været mindre og i knap så godt huld som de øvrige. For ikke at løbe en risiko for den sorte plags velfærd hen over vinteren, så har den private dyreholder og Naturstyrelsen besluttet, at dyreholder tager hesten hjem fra arealet.

De resterende 9 hopper er ved godt huld og trives fint. De tilses daglig af dyreholder og har ikke problemer med at finde føde på arealet.

Hestene er nysgerrige, men holder afstand til os, hvis vi holder afstand til dem. Derfor er det ekstra vigtigt, at man ikke fodrer dyrene, når man besøger området. Bliver de vant til at forbinde mennesker med godbidder, kan de nemlig hurtigt blive for opsøgende, og det kan gøre nogle personer utrygge ved at færdes på de smukke arealer.