Sommeroplevelser i Nationalpark Thy
06-07-2020Sommeren byder på masser af storslåede naturoplevelser i Nationalpark Thy: Vandreture, cykelture, rideture eller måske en guidet bustur? Læs her om nogle af de mange muligheder.
En stille stund i Vilsbøl Klitplantage. Foto: Mette Johnsen
Kom godt ud i naturen
Er du i tvivl om, hvad du skal ud at se i Nationalpark Thy? Så er der flere muligheder for at finde hjælp og inspiration til en god oplevelse i Danmarks største vildmark.
Svaneholmhus
I den sydlige del af nationalparken kan du besøge vores ubemandede informationshus Svaneholmhus, der er åbent året rundt fra kl. 6 til den sidste færge er sejlet. Fyld drikkedunken op, orienter dig om din videre tur og gå op på taget og se på fuglene eller måske sælerne, der tager sig et hvil på sandbanken (kikkert er en god idé).
Læs mere om Svaneholmhus på vores hjemmeside her.
Lodbjerg Fyr
Midt i nationalparken står Lodbjerg Fyr med klithede, plantage og Vesterhavet som nærmeste naboer. Fyret er oplagt som udgangspunkt for storslåede naturoplevelser, og her finder du ud over et væld af vandreruter også et fint hønsehus, der er bygget om, så du kan nyde din madpakke og tænde op i brændeovnen på kolde dage. Her er der også grejtasker, som du gratis må låne med ud i naturen. I fyrmesterens stuer er der en udstilling om fyrfaldne fugle og en lille kaffestue, hvor du kan købe kaffe og hjemmebag.
Nationalpark Thys frivillige fyrværter tager imod gæster ved fyret torsdag, lørdag og søndag fra kl. 11:00-16:00 henover sommeren. Du møder fyrværterne i gården, som er klar til at fortælle dig om livet på fyret i forskellige perioder, klithedens sjældne planter eller andet omkring fyrets historie og områdets natur.
Læs mere om Lodbjerg Fyr på vores hjemmeside her
Læs mere om aktiviteterne på Lodbjerg Fyr på hjemmesiden thy360.dk
Stenbjerg Landingsplads
Centralt på den 55 km lange kystlinje i Nationalpark Thy finder du det hyggelige lille fiskerleje, Stenbjerg Landingsplads. I ét af de små fiskerhuse er indrettet et informationshus, som bemandes af frivillige nationalparkværter hver dag fra april til og med oktober fra kl. 12-16. Læs mere om Stenbjerg Landingsplads på vores hjemmeside her.
Fra august er der hver onsdag kl. 14 mulighed for en gratis, guidet tur i de gamle kystfiskerhuse på Stenbjerg Landingsplads. Læs mere om ”Folk og Fisk”-arrangementerne på thy360.dk her.
Nr. Vorupør
Centralt i nationalparken ligger den hyggelige kystby Nr. Vorupør, som tiltrækker mange besøgende. Her er både butikker, restauranter, havbad og et livligt surfmiljø.
Nationalpark Thy er i fuld gang med at bygge Danmarks første nationalparkcenter midt i byen, som forventes at være klar til at tage imod gæster allerede i næste sæson.
Du kan læse mere om byggeriet på vores hjemmeside her.
Hanstholm Fyr
I den nordlige del af nationalparken ligger Hanstholm Fyr på de høje skrænter, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over Hanstholm Vildtreservat. Fyret er kunstnerisk centrum i Thy og forener kunst og natur. Gå en tur op i fyrtårnet, besøg den aktuelle kunstudstilling og nyd din medbragte kaffe i den dejlige fyrhave. Herfra går også en fin vandrerute markeret med blå pile på naturstyrelsens røde pæle gennem fyrhaven, ud over kyststrækningen og ned til et område med bunkere fra krigens tid. Turen er på 1,5 km, og den hedder Batteri 1 ruten. Det er ikke en rundtur.
Nationalparken har et ubemandet udstillingsrum i østgavlen, hvor du kan finde relevant information om oplevelser i Nationalpark Thy. Udstillingsrummet åbner i uge 29.
Find mere information om Hanstholm Fyr og åbningstiderne på fyrets hjemmeside her
Kom rundt i Thy
En række aktører har sørget for, at det er nemt at komme rundt i Thy.
Sommerbus Rute 88
Tag på en guidet bustur i Nationalpark Thy og i Hannæs. Læs mere om busturene her.
Bussen kører alle ugens dage
Nu kan du også tage bussen fra Thisted til Stenbjerg, Nr. Vorupør og Klitmøller alle ugens dage. Se nyheden som sommerkøreplanen for busrute 313 og 322 på Thisted Kommunes hjemmeside her.
Gratis shuttlebus
Især kystbyerne Nr. Vorupør og Klitmøller får rigtig mange gæster i løbet af sommeren, og derfor har Thisted Kommune i år arrangeret gratis shuttlebus. Du kan nemt parkere din bil i udkanten af byen og derfra tage den gratis shuttlebus videre.
Læs mere om nyheden på Thisted Kommunes hjemmeside her.
Flextur eller plustur
Kommer du med offentlig transport til en af stationsbyerne og skal videre ud i nationalparken, så har du mulighed for at bestille en plustur hos Nordjyllands Trafikselskab. Læs mere om muligheden på deres hjemmeside her.
Har du f.eks. vandret fra syd til nord i nationalparken af Redningsvejen og skal tilbage til udgangspunktet, så kan du bestille en flextur hos Nordjyllands Trafikselskab. Læs mere om muligheden på deres hjemmeside her.