Naturen er åben, men sekretariatet holder juleferie mellem jul og nytår
21-12-2020Sekretariatet holder juleferie den 23. december til og med den 3. januar.
Situationen med COVID-19 gør, at vi skal holde god afstand, men heldigvis er naturen altid åben, og her er der god plads. Så tag det varme og vindtætte tøj på og hyg dig med en god oplevelse udendørs.
Billedet er taget i Thagaards Plantage af Kristian Amby.
Hvad med at tage en tur til nordsiden af Nors Sø og gå Isbjergruten med udkig over Hanstholm Vildtreservat? Eller tag ud til badepladsen syd for Nors Sø og gå turen ud til fugletårnet. Her om vinteren kan du være heldig at se både sangsvaner og havørne - husk kikkert er altid en god idé.
Du finder også både natur- og kulturhistoriske perler omkring Thagaards Plantage og Bøgsted Rende, hvor der er kortere og længere gåture.
Eller hvad med at tænde bål ved naturlegepladsen i Vilsbøl - husk der er også en overdækket bålhytte tæt på naturlegepladsens bålsted, hvis det regner.
Er du mere til en gåtur i strandkanten, er Stenbjerg Landingsplads et godt udgangspunkt. Måske kan du endda finde et stykke rav, hvis vind og vejr er med dig.
Både tårnet og udstillingen ved Lodbjerg Fyr er lukket frem til marts måned. Men der er adgang til det handicapvenlige toilet og Hønsehuset. I Hønsehuset er du velkommen til at tænde op i brændeovnen og spise din madpakke – bare husk at opføre dig efter retningslinjerne for COVID-19.
Find mere inspiration til gode naturoplevelser i den gratis app fra Nationalpark Thy, i folderne over hhv. den nordlige del og sydlige af nationalparken eller i Naturstyrelsens turfoldere. Altsammen du kan læse mere om på vores hjemmeside her.
Sekretariatet ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår.