Årsberetning 2019 for Nationalparkfond Thy

19-05-2020

Aktiviteterne i Nationalparkfond Thy spænder vidt lige fra salg af kaffe og formidling om fyrfaldne fugle på Lodbjerg Fyr til basisregistrering af planter, guldsmede og flagermus. Alt sammen og meget mere kan du læse om i årsberetningen 2019 for Nationalparkfond Thy, som nu er på gaden.

Den smukke guldsmed Rødåret hedelibel pryder forsiden på årsberetningen for 2019. Billedet er taget ved Nors Sø af Jørgen Peter Kjeldsen, der har gennemsøgt Nationalpark Thy for guldsmede.

Naturen var også i 2019 omdrejningspunktet for arbejdet i Nationalparkfond Thy, og gennem en række projekter er der skabt mere sammenhængende klitnatur og naturlig hydrologi. Nationalparkens flagermus er sat under lup og i samarbejde med Biologisk Forening for Nordvestjylland, Naturstyrelsen Thy og Thisted Kommune er der lavet en basisregistrering af arterne.

Bestanden af guldsmede og vandnymfer er ved hjælp af biolog Jørgen Peter Kjeldsen og 15. Juni Fonden gået fra ukendt til nu at være en af de bedst kendte i Danmark.

Indvielsen af Lodbjerg Fyr står som et af årets højdepunkter, og det nyrestaurerede fyr fik et forrygende år nul. Mange besøgende nød udstillingen om fyrfaldne fugle, en kop kaffe og en betagende naturoplevelse i området omkring fyret. Informationshuset ved Stenbjerg Landingsplads var også i år velbesøgt med mere end 12.000 gæster til en snak og gode råd om naturoplevelser.

Nationalparkcenter Thy kom et stort skridt videre med en arkitektkonkurrence, hvor LOOP Architechs fra Århus løb med sejren i samarbejde med LB Consult og SLA. Selve arbejdet med opførelsen af centret er nu godt i gang, og planen sigter efter indvielse til påske 2021.

Alt det og meget mere – krydret med smukke billeder – kan du læse mere om i årsberetningen, som du finder her

 

 

Torben Juul-Olsen

Title: Bestyrelsesformand
Phone: 40100881

Else Østergaard Andersen

Title: Leder
Phone: 22221666