Invitation til offentliggørelse af tegningerne af Danmarks første nationalparkcenter

26-03-2019

Efter en prækvalifikationsrunde i efteråret har fem udvalgte tegnestuer brugt de seneste par måneder på at tegne deres bud på det kommende Nationalparkcenter Thy. Et enigt dommerpanel har nu fundet vinderen af arkitektkonkurrencen, og tegningerne af centret offentliggøres den 3. april 2019. Planen er, at det 31 mio. kr. store projekt er klar til åbning i foråret 2021.

På en unik grund præget af naturens kræfter mellem Vesterhavet, klitterne og fiskerlandsbyen Nr. Vorupør er Danmarks første nationalparkcenter nu tegnet. Foto: Mette Johnsen

Tid og sted

Onsdag den 3. april kl. 16 i madpakkehuset i Nr. Vorupør (Vesterhavsgade 184 i Nr. Vorupør, 7700 Thisted).

Program

Vinderforslaget offentliggøres kl. 16 af Nationalparkfond Thys bestyrelsesformand Torben Juul-Olsen og det vindende arkitektteam.

Efterfølgende kan tegningerne af vinderforslaget studeres, og der er mulighed for at stille uddybende spørgsmål til det vindende hold og nationalparkens bestyrelsesformand, leder og projektleder på projektet.

Alle er velkomne, og der serveres lidt godt til ganen. Arrangementet slutter, når det sidste spørgsmål er stillet.

Nationalpark Thy

Det 244 km2 store naturområde rummer noget af Danmarks mest oprindelige natur med Europas største sammenhængende område af klithede. På en unik grund præget af naturens kræfter mellem Vesterhavet, klitterne og fiskerlandsbyen Nr. Vorupør er Danmarks første nationalparkcenter nu tegnet. Nænsomt tilpasset stedet skal centret byde velkommen og introducere besøgende til nationalparkens mageløse natur og kulturhistorie.

Nationalparkcenter Thy har et samlet budget på 31 mio. kr. Det er støttet af Thisted Kommune (10 mio.kr.), A.P. Møller Fonden (8 mio.kr.), Realdania (3,5 mio. kr.), Nordea-fonden (3 mio.kr.) og Oticon Fonden (1 mio.kr.).

Støtteforeningen Nationalpark Thy har desuden bidraget med 1,5 mio. kr. gennem en indsamling, som 33 virksomheder, 24 foreninger og 173 privatpersoner har bidraget til.

Nationalparkcentret er en del af det samlede projekt ”Trædesten til Naturen” på ca. 81 mio. kr., der handler om at give de besøgende mageløse oplevelser i Nationalpark Thys storslåede natur.

Projektering af byggeriet af centret begynder nu, sideløbende med at de sidste 2 mio. kr. søges fundet. 

Åbningen af velkomstcentret er planlagt til påsken 2021.

Se denne Nationalpark TV-udsendelse fra august 2018 om det kommende center i Nr. Vorupør

Torben Juul-Olsen

Title: Formand
Mobile: 40 10 08 81

Else Østergaard Andersen

Title: Leder, cand.scient. & MPA
Mobile: 22 22 16 66