Naturen i nationalparken trækker stærke rådgiverteams til Thy
07-01-2019Efter en overvældende interesse har Nationalparkfond Thy nu udvalgt de fem totalrådgiverteams, som skal give bud på det kommende Nationalparkcenter Thy. Hele 21 højt kvalificerede teams søgte om at komme i betragtning til opgaven. Næste deadline er den 22. februar 2019.
Det kommende Nationalparkcenter Thy skal ligge i den idylliske fiskerby Nr. Vorupør på kanten af Vesterhavet. Foto: Mette Johnsen
Efter års arbejde er både placering og finansiering af Nationalparkcenter Thy så godt som på plads, og tegningerne til centeret var derfor klar til at komme i prækvalifikation inden jul. I første omgang for at indsnævre feltet af totalrådgivere, der har mulighed for at give et bud på, hvordan centeret skal se ud. Prækvalifikationsrunden tiltrak firmaer fra hele landet og fra udlandet.
- Vi havde en god fornemmelse af, at mange firmaer ville være interesserede i at byde ind på denne unikke og enestående opgave - men vi er alligevel positivt overraskede over interessen. Det er et stærkt ansøgerfelt med mange dygtige og kvalificerede rådgivere, der har både spændende og relevante referencer, siger rådgivende ingeniør Ane Rose fra NIRAS.
De fem udvalgte totalrådgiverteams inviteres allerede til Nr. Vorupør fredag i næste uge for at se stedet og fornemme området og stemningen, inden de skal hjem til tegnebrættet. Næste deadline er den 22. februar, hvor de fem totalrådgiverteams skal have afleveret deres bud på, hvordan det nye Nationalparkcenter Thy skal se ud.
- Der er tale om nogle af landets dygtigste rådgivere indenfor arkitektur, ingeniørfaget og landskabsfeltet, så konkurrencen om at vinde opgaven ser rigtig lovende ud. Vi er meget forventningsfulde, siger Torben Juul-Olsen formand for styregruppen bag Nationalparkcenter Thy.
Offentliggørelse af vinderen af konkurrencen forventes at finde sted i starten af april 2019, og byggeriet planlægges at stå færdigt inden påsken 2021.