Der er noget i gære på Lodbjerg Fyr

06-12-2019

Julen nærmer sig, og kaffestuen på Lodbjerg Fyr er lukket ned for i år. Udstillingen og fyrtårnet er dog stadig åbne dagligt i tidsrummet 7-21, og der pusles med nye tiltag bag kulisserne.

Opgradering af udlånsrygsække og undervisningsforløb

Rygsækkene med aktiviteter i Hønsehuset er i gang med at blive forbedret. Aktiviteterne er blevet gennemgået og opdateret af vores praktikant, Thea Mathilde Heltboe. Hun er under uddannelse som Natur- og Kulturformidler, og har netop afsluttet sine 6 måneder i praktik.

Aktiviteterne er udviklet til alle besøgende børnefamilier og skal give gæsterne inspiration til at opleve området. Der er aktiviteter for de fleste; med kort/kompas, tegning og maling samt lege for de små. De sidste rygsække bliver sat op i løbet af vinteren.

Thea har også lavet tre nye undervisningsforløb målrettet institutioner og skoler med hver deres fokus, og med udgangspunkt i området omkring fyret; kreativ dokumentation af arter, aktiv læring om kortsymboler samt lege og sansning for børnehavebørn. Find dem i undervisningsdatabasen ved at søge på Lodbjerg Fyr. 

Ny formidling i buegangene

Det er dog ikke kun rygsække og undervisningsforløb, der har været fokus på ved Lodbjerg Fyr. Udstillingen i nordfløjen er for ganske nylig blevet suppleret af smukke akvareller i fyrkompleksets to buegange. I hver buegang hænger der nu to originale værker af den danske kunster, Carl Christian Tofte, der gengiver udsigten fra fyrtårnets top – på en klar dag.

Ved siden af billederne er der tekster, der fortæller om landskabernes historie for specifikke punkter. Håbet er, at billederne kommer alle gæster ved fyret til gavn og supplerer udsigten fra tårnet. De, der netop har taget turen op og ned af trappen, vil kunne nyde gensynet, læse nærmere om nogle af de ting, de har set fra tårnets top og få vejledning til, hvordan man kan finde nogle af stederne i landskabet ved at følge de afmærkede stier fra fyret. Og de, der af den ene eller anden grund er forhindrede i at komme til tops i tårnet, vil nu på lidt alternativ vis kunne nyde udsynet.