Nye skilte viser vej i Nationalpark Thy

02-05-2018

Thisted Kommune er netop ved at færdiggøre opsætningen af en lang række nye skilte på kommunale veje, der henviser til seværdigheder i Nationalpark Thy.

Med nye skilte til mange af seværdighederne i Nationalpark Thy er det nu blevet nemmere at finde vej til en god naturoplevelse.

Nationalparken strækker sig 55 km fra Agger Tange i syd til Hanstholm i nord og nogle steder så langt som 12 km ind i landet. Den går uden om de fleste af kystbyerne, og man bevæger sig derfor ud og ind af nationalparken, når man kører i området omkring nationalparken. Så hvor starter og slutter besøget i nationalparken egentlig? Det kan være svært at finde ud af, og oven i købet er nogle områder endda helt eller delvist fredet.

Så for at gøre det nemmere for både lokale og turister at finde rundt i Nationalpark Thy har Thisted Kommune opsat ca. 36 nye skilte på kommunens veje.

Formand for Nationalpark Thys bestyrelse Torben Juul-Olsen udtaler:

- Vi er meget glade for, at Thisted Kommune har gjort en indsats for at hjælpe folk med bedre at kunne finde frem til de mange oplevelser i nationalparken. Vi er tidligere blevet kaldt den hemmelige nationalpark, men det skal være slut nu.

 

Plads til både natur og mennesker

For nogle år siden fik Nationalpark Thy udarbejdet en rapport om, hvordan flere mennesker kan opleve naturen og samtidig passe på den. Rapporten viste, at bedre skiltning er en central brik til at gøre oplevelsen bedre for de besøgende samtidig med, at tydeligt afmærkede ruter og seværdigheder er med til at guide de besøgende udenom de sårbare områder. Der, hvor sjældne planter og dyr forstyrres af mennesker.

Så med fælles hjælp mellem medarbejdere i nationalparken og Thisted Kommunes tekniske forvaltning er der lavet en plan for, hvad der skal skiltes til og hvorfra.

-Vi har fået næsten alt det, vi kunne ønske os, selvom der stadig er en række hensyn og regler, vi skal forholde os til, fortæller projektleder i Nationalpark Thy Bo Immersen. Og fortsætter: Vi har også været i dialog med Vejdirektoratet om skiltning, og her forventer vi, at der vil blive opsat skilte til fx Hanstholm Vildtreservat fra rute 26 ved Nors.

-Vi håber, at skiltene vil skabe glæde og gode oplevelser i nationalparken. Vi føler os i hvert fald godt rustet til at modtage de mange turister, der typisk besøger os i sommerhalvåret, slutter Bo Immersen.

Vejformanden i Thisted Kommune, Kim Søe Larsen, forventer, at alle skiltene vil være sat op i løbet af maj måned.

 

Yderligere oplysninger:

Bo Immersen, Projektleder, formidling og friluftsliv, Tlf. 72541505