Fotokonkurrence i Nationalpark Thy

31-08-2018

Den talentfulde portrætfotograf Andreas Houmann lancerer sin nye fotobog 'Talentet i Thy' søndag den 2. september 2018 på Doverodde Købmandsgård. Samme dag skydes en fotokonkurrence i gang sammen med Nationalpark Thy.

Andreas Houmann er opvokset i Humlum og kommer ofte i Nationalpark Thy, hvor han betages af det barske vejr og naturens dramatiske scener. Foto: Andreas Houmann

Det startede med æg
En dag Andreas Houmann var på besøg hos sin faster og onkel i Thy, bankede det på døren. Udenfor stod Åge, eller æggemanden som de lokale kalder ham, fordi han sørger for at holde sine naboer forsynet med æg. Ikke på grund af penge, men fordi: ”Man skal hjælpe, hvor man kan”, som han siger. Andreas Houmann forklarer:

- Mødet med Åge fik mig til at tænke over, hvem der skaber sammenhængskraft i hverdagen, og hvad det er, de kan. Jeg fandt ud af, at talenterne trives i Thy, måske fordi naturen og den geografiske placering gør dem mere nødvendige heroppe.

Fra portrætfotos af kendisser til naturens drama
En vågekone, en pædagog og en verdensmester i surf er bare et udpluk af de mennesker, portrætfotografen har brugt de seneste tre år på at fotografere. Nu udkommer portrætterne i kvalitetsfotoværket Talentet i Thy, som han håber, vil udfordre vores opfattelse af, hvad talent er og kan bruges til. 

”Normalt tager jeg billeder af skuespillere, toppolitikere og fodboldstjerner. Mennesker de fleste ser op til, fordi de har et åbenlyst, anerkendt talent. Jeg vil ikke underkende deres talenter, men jeg kunne godt tænke mig at udfordre, om vi har fået et lidt for indsnævret syn på, hvad talent er,” siger Andreas Houmann.

Fotokonkurrence med fokus på dramatik og vilde naturscener
I samarbejde med Nationalpark Thy skydes en fotokonkurrence i gang i forbindelse med lanceringen af bogen den 2. september, og konkurrencen afsluttes i forbindelse med fotofestivalen i Thy den 28.-30. september, hvor Andreas er indbudt som en af gæstetalerne.

- Naturen på billederne er en lige så vigtig del af bogen som portrætterne, påpeger Andreas Houmann, og for at sætte fokus på naturen i Nationalpark Thy har jeg tilbudt at være dommer i fotokonkurrencen: Særligt det barske, egenrådige og vilde her i Thy fascinerer mig, og det kunne jeg godt tænke mig se udtrykt deltagernes fotografier.

Betingelserne for konkurrencen fremgår af faktaboksen i siden af denne nyhed, og de tre vindere modtager en signeret udgave af Andreas’ bog ”Talentet i Thy”.

Talentet i Thy er blevet til i samarbejde med forlaget BOOK LAB, der har specialiseret sig i ekstraordinært boghåndværk. Den udkommer d. 2. september 2018, men kan allerede nu forudbestilles på booklab.dk

Sophie Christensen

Title: Presse- og kommunikation
Mobile: 22 19 05 04

Regler for Nationalpark Thys fotokonkurrence september 2018

  1. Konkurrencen er åben for alle. Dommer er Andreas Houmann. Temaet er dramatiske scener i Nationalpark Thy.
  2. Andreas Houmann vælger tre vindere ud fra motiv, udførelse, originalitet og fotografiets evne til at skildre og tolke temaet om den dramatiske natur i Nationalpark Thy. De tre vindere modtager en signeret udgave af bogen ”Talentet i Thy”.
  3. Konkurrencen løber fra søndag den 2. september 2018 kl. 14.00 til torsdag den 27. september 2018 kl. 23.00
  4. For at deltage i konkurrencen skal fotografierne uploades i den offentlige mappe på platformen Skyfish via dette link 
  5. Ved upload skal billedfilens navn indeholde fotografens navn, dato for hvornår billedet er taget, samt hvor i Nationalpark Thy fotografiet er taget. Desuden en e-mail eller telefonnummer, hvis man ønsker at blive kontaktet direkte, hvis man vinder.
  6. Ved upload accepteres, at nationalparken i løbet af konkurrenceperioden må vise fotografierne på den officielle Facebook-side for Nationalpark Thy.
  7. Vinderbillederne præsenteres på Nationalpark Thys officielle Facebook-side samt som nyhed på Nationalpark Thys hjemmeside mandag den 1. oktober. Vinderne skal selv kontakte Nationalpark Thy (Obfuscated Email) senest den 14. oktober, med mindre kontaktinformation angives på filteksten for billedet.
  8. Du opfordres til ikke at slette EXIF-data på billedet, da dommeren skal kunne få adgang til disse data, hvis han anmoder om det.
  9. Det er ikke tilladt at indsende andres billeder – billedet skal være taget af den person, der deltager i konkurrencen. Ved deltagelse bekræfter du, at du er forfatter til de uploadede billeder og dermed har ubegrænset ret til brug af billederne. Desuden bekræfter du, at de uploadede billeder er fri for tredjemands rettigheder, og at alle identificerbare skildrede personer håndteres i overensstemmelse med EU’s persondataforordning.
  10. Ved deltagelse accepterer du, at dit navn kan blive nævnt i forbindelse med konkurrencen.
  11. Nationalpark Thy får anvendelsesret til de tre vinderbilleder og kan bruge disse til PR-arbejde af Nationalpark Thy på alle medier – herunder web, tryk og merchandise samt af tredjepart i forbindelse med redaktionel omtale af Nationalpark Thy.
  12. Uploadede billeder med anstødeligt indhold vil uden videre blive slettet.
  13. Billedet skal uploades i minimum 2400*1600 pixels som enten JPG eller TIFF. Filen må maksimalt være på 10mb.
  14. Ved at uploade fotos accepterer du vilkår og betingelser for deltagelse i konkurrencen.