Flere trækfugle bliver i Danmark hele året

Det er tid for trækfuglene – herunder tranen, som er en af Nationalpark Thys karakterarter – at flyve sydpå. Men milde vintre og kampen om ynglepladser har fået flere traner til at droppe turen til Frankrig eller Spanien og i stedet tilbringe vinteren i Danmark

Efter at være forsvundet fra Danmark engang i 1800-tallet, startede det hele igen i det, der nu er Nationalpark Thy. Med stor begejstring blev tranen observeret i Hanstholm Vildtreservat i 1952, som det første sted i Danmark. Som ét af kerneområderne i Nationalpark Thy er her en storslået og rå natur med næringsfattige klitsøer og klithede. Perfekt for den sky fugl, der først i 1997 fik mod på at yngle udenfor reservatet.

De sidste 30 år har antallet af traner været i fremgang, og man kan efterhånden være heldig at opleve traner i hele landet. Det er dog stadig i Nationalpark Thy, at chancen for at se den er størst. Her i Thy findes tranen i dens rette miljø ved de næringsfattige klitsøer og ved tørvemoserne. Det imponerende og karakteristiske trompeterende kald kan på dage med stille vejr høres på flere kilometers afstand. De trompeterer ofte og varieret – under dans, når de flyver, når de søger føde og som advarsel. På en stille dag på klithederne, er der rigtig gode chancer for at se og høre tranerne. Og har man først lært tranens kald at kende, er man aldrig i tvivl.

Man behøver ikke at have et særligt blik for fugle for at konstatere, at der er noget særligt og spektakulært over tranen: Lyden, dansen og størrelsen gør den til en majestætisk fugl. Med et vingefang på op til 2,3 meter, fingerspidser som en ørn og en højde på over en meter er tranen Nordeuropas højeste fugl.

En imponerende fugl, som ikke kan forveksles med så mange andre. Storken, der også flyver med strakte ben og strakt hals, er noget mindre end tranen og meget mere sjælden. Fiskehejren flyver med halsen bukket bagover i en s-form, så den er nem at adskille fra tranens strakte hals.

Optællinger fra Naturstyrelsen Thy og Dansk Ornitologisk Forening viser, at der er omkring 30 ynglepar i Nationalpark Thy og op mod 500 par på landsplan. Så tranen har været i eksplosiv fremgang, og kampen om den gode yngleplads hårdere. På verdensplan mener man, at der er 400.000 traner.

Tranernes fremgang er en af de positive historier om naturens vilkår. En kombination af jagt, menneskets forstyrrelse og manglende yngleområder gjorde nemlig, at tranerne forlod Danmark i 1800-tallet. Dengang tog man for alvor hul på en af de største skandaler for dansk natur, da man opdyrkede mange af de uproduktive små og store vådområder. På samme tid rettede man næsten alle danske vandløb ud, så de gik fra at bugte og sno sig og komme og gå i takt med regnvejrsmængden, til at være snorlige og effektivt dræne jorden.

Mennesket fik desuden smag for fuglene, og mange blev skudt og spist – samme skæbne som svaner og andre fugle, der i dag er fredede. Jagten er også med til at fortælle historien om, hvorfor de første tranepar i midten af 1900-tallet ynglede helt derude i Hanstholm Vildtreservat, hvor ingen mennesker må færdes. Når et dyr jages intensivt, er det ’survival of the fittest’ og kun de menneskesky individer, der overlever. En egenskab, der nedarves til afkommet. Derfor vil bestanden blive mere sky jo flere generationer, der lever under hårdt jagttryk.

Jagten på tranerne blev forbudt i starten af 1900-tallet, og efterhånden som de fandt tilbage til danske himmelstrøg, overlevede også de mindre sky dyr. Derfor begyndte de at yngle tættere på mennesker og udenfor reservatets trygge rammer. Det samme mønster ses i øvrigt for nogle af de store rovfugle.

Netop nu er det tid for tranerne at samle sig for at trække sydpå. Mod Spanien og Frankrig, hvor der er varmere og mere føde. Derfor er der rigtig god mulighed for at opleve store flokke af traner netop nu. Som noget nyt vælger flere traner dog at tilbringe vinteren i Danmark. Første gang, der blev registret overvintrende traner, var i 2007. En flok på 15 traner overvintrede ved Gårdbo Sø nord for Frederikshavn. Siden må rygtet have spredt sig, for flere traner har i de seneste milde vintre droppet turen sydpå og går altså fra at være trækfugl til at være standfugl. I hvert fald for en periode. For sætter kulden rigtigt ind med frost og sne, vil tranerne formodentlig trække sydpå igen. Indtil da, kan vi måske have glæde af den imponerende fugl året rundt.