Nationalpark Thy byder to nye sekretariatsmedarbejdere velkommen

15-09-2017

Anna Gudrun Worm og Sophie Christensen er seneste skud på stammen i nationalparkens sekretariat i Hurup. Begge har valgt at flytte fra Nordsjælland til Thy for at tage aktiv del i den helt særlige natur, som nationalparken byder på.

På billedet ses fra venstre Anna Gudrun Worm og Sophie Christensen, som starter som hhv. naturprojektleder og kommunikationsmedarbejder.

Stor interesse for at arbejde i Nationalpark Thy
- Jeg kan godt indrømme, at vi blev både overraskede og glade for den store søgning fra hele landet, som vi fik på de to stillinger i nationalparken, udtaler Else Østergaard Andersen, der er leder af sekretariat og fortsætter;  At de begge to er fra Sjælland er selvfølgelig tilfældigt, men vi er da rigtig stolte af at kunne tiltrække nye medarbejdere så langt vestpå og uden en motorvej til hoveddøren.

Siden Thy blev indviet som nationalpark i 2008 er sekretariatet vokset fra én medarbejder til i dag at huse otte personer. Herunder for eksempel en frivilligkoordinator, projektledere indenfor natur, formidling og faciliteter og nu senest udvidet med en kommunikationsmedarbejder. Fælles for alle medarbejderne i sekretariatet er kærligheden til naturen, som de - udover at bruge al deres arbejdstid på - også bruger deres fritid på.

- Vi valgte de bedst kvalificerede til at løfte vores opgaver og dem, som vi kunne mærke ville passe godt ind i vores team. Vi ligger stor vægt på, at vi alle brænder for naturen, hvad enten det er med vandrestøvlerne på, at overnatte i shelters eller opleve parken fra hesteryg.

Landbrug, islandske heste og natur på skemaet
Anna Gudrun Worm bytter skoleskemaer og teori ud med gummistøvler og praktisk naturforvaltning. Nu skriver hun nemlig naturprojektleder på visitkortet i stedet for adjunkt på Skovskolen i Nødebo nord for København.

-Vand, ild og græsningsdyr er grundelementer i naturpleje og naturforvaltning, som jeg underviste i på Skovskolen, forklarer Anna, og nu skal jeg ud og bruge min viden i praksis.

For Anna er Thys enestående natur ikke et helt tilfældigt valg, da hun siden barnsben har haft særlig tilknytning til området.

- Min far er født og opvokset i Bedsted, hvor min farfar havde en tømmervirksomhed. Nogle af mine allerbedste barndomsminder stammer fra de lange gåture i klithedernes fantastiske natur, fortæller Anna, og det er nok også herfra, at min grundlæggende interesse og nysgerrighed for naturen stammer.

Anna har brug for en stor flyttebil, da hun skal have både familie og ikke mindre end 12 islandske heste med sig fra Nordsjælland til Thy. Først kommer nogle af hestene, men familien er også mere end klar til klitlandskaber og nåletræer fremfor bløde bakker og bøgeskove. Familien må dog vente til, at der dukker et job op til hendes mand.

Thy har det hele
Sophie Christensen skal bidrage til den storslåede fortælling om sjældne sommerfugle, særlige klithedelandskaber og naturoplevelser, du ikke finder andre steder i Danmark. Her bliver et job med fokus på strategisk kommunikation i interesseorganisationen for dyrlæger (Den Danske Dyrlægeforening) fortid, mens fremtiden bliver som kommunikationsmedarbejder for Nationalpark Thy. 

-Jeg er uddannet dyrlæge og har efterfølgende suppleret med en kommunikationsuddannelse fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, fortæller Sophie og fortsætter; Jobbet i nationalparken giver mig mulighed for netop at arbejde i spændingsfeltet mellem naturvidenskab, kommunikation og bred interessevaretagelse, som jeg virkelig brænder for.

Vesterhavets konstante produktion af bølger og et unikt surfmiljø i Klitmøller og omegn, hvor den fælles passion for surf bringer saltvandssmil frem hos både fastboende og turister fra hele verden, kombineret med den enestående natur var udslagsgivende for, at valget faldt på Thy.

-Både min kæreste og jeg kommer oprindeligt fra Sydfyn, og vi har boet i Københavnsområdet de sidste mange år. Men nu med to små børn vil vi gerne tættere på naturen, og da stillingen som kommunikationsmedarbejder i Nationalparken blev slået op, var vi ikke længere i tvivl. Thy havde ligesom hele pakken for os med spændende jobs, storslået natur og så Nordeuropas bedste surfforhold.

 Begge medarbejdere startede den 1. september 2017.