Nationalpark Thy og University College Nordjylland vil gøre naturen mere gæstfri
24-10-2017- Vi gør det godt, men vi kan blive endnu bedre til at gøre gæsternes oplevelse af en nationalpark til noget helt særligt. Vi vil tage godt imod vores gæster og være de bedste værter. Målet er at rykke den personlige formidling i nationalparken op i toppen af superligaen, fortæller projektleder i Nationalpark Thy Bo Immersen om baggrunden for et nyt samarbejde med University College Nordjylland.
Nationalpark Thy og University College Nordjylland samarbejder om udviklingen af et kompetenceprojekt, der skal løfte formidlingen om natur og kulturhistorie i nationalparken.
University College Nordjylland (UCN) har på basis af en analyse af den nuværende situation bidraget til at udarbejde en specifik kompetencestrategi tilpasset netop nationalparken. Strategien er koncentreret om at understøtte og uddanne de aktører, der møder naturgæsterne i det daglige. Fx formidlere, frontpersonale i turisterhvervet og lokale borgere. Analysen er udarbejdet af UCN’s undervisere og med hjælp fra de studerende på UCN’s uddannelse i natur- og kulturformidling, som har til huse i Hjørring.
Bo Immersen fortæller om baggrunden for projektet:
- Gæsterne skal føle sig velkomne, godt hjulpet og klædt på til at opleve og forstå nationalparkens karakteristiske natur og kulturhistorie. Ved at uddanne de forskellige aktører, der møder gæsten i praksis, hjælper vi gæsterne til at flytte sig i deres holdninger til og forståelse af naturen og kulturhistorien i Nationalpark Thy. Gæsternes oplevelse af besøget sker flere steder, og kompetencestrategien skal bruges til at løfte formidlings- og vidensniveauet hele vejen rundt.
Gæsterne skal have en god oplevelse, uanset hvem de henvender sig til. Eksempelvis på gaden, når de spørger om vej, i hotellets reception, i informationscentret eller på en guidet tur.
-Jeg er glad for den professionelle sparring, som vi har fået af UCN i forbindelse med udarbejdelsen af kompetencestrategien. Det har givet flere nuancer at samarbejde med nogle, som arbejder med læring til dagligt, fortæller Bo.
For UCN er projektet en oplagt mulighed for at give både undervisere og studerende mulighed for at arbejde med noget af det ypperste indenfor dansk natur og med udgangspunkt i den praktiske virkelighed ude i lokalmiljøet. Studielederen for uddannelsen i natur- og kulturformidling, Simon Mou Skogberg, ser da også mange konkrete fordele i samarbejdet:
- Vi ser samarbejdet med Nationalpark Thy som en spændende mulighed for at få et unikt indblik i, hvordan formidlingen af natur- og kulturhistorie foregår i praksis. Vores dygtige studerende fra Natur- og Kulturformidlingsuddannelsen var tilknyttet forundersøgelsen, som udmøntede sig i den behovsanalyse, som ligger til grund for kompetencestrategien. Vi har haft mulighed for at gå ind og observere formidlingssituationer med faglige briller på og fokuseret på læringsudbyttet for besøgende i Nationalpark Thy. Efterfølgende har vi bidraget med, hvor der er muligheder for kompetenceudvikling. Natur og Kulturformidlingsuddannelsen fokuserer i store dele på formidlings- og læringssituationer, og hvordan man giver målgrupper de bedste oplevelser.
Det er altså ikke kun Nationalpark Thy, som får gavn af samarbejdet. Projektet har også givet nye relevante perspektiver på og input til den viden, som ligger til grund for UCN’s uddannelser. Et grundlag som UCN kontinuerligt ajourfører for at sikre sammenhæng med uddannelsens indhold og aftagernes behov.
Næste skridt i projektet er udvikling af specifikke læringsforløb målrettet fem målgrupper af formidlere. Denne del tages der hul på allerede torsdag den 26. oktober, hvor Nationalpark Thy afholder formidlingsdag for de frivillige formidlere i nationalparken.
Kompetenceprojektet er en del af et større samarbejde mellem de danske nationalparker. Nationalpark Thy er primusmotor og ansvarlig for konceptudviklingen og implementering i Thy. Nationalpark Vadehavet og Nationalpark Mols Bjerge er partnere og bidrager til konceptudviklingen og står for implementering i egen Napark. Der er således gode chancer for, at de nordjyske erfaringer vil blive udbredt til resten af landet.
Kompetenceprojektet i Nationalpark Thy er støttet med midler fra Friluftsrådet i årene 2017-2019.
Hent behovsanalysen her

Bo Immersen er projektleder i Nationalpark Thy og ansvarlig for kompetenceprojektet.