Nationalpark Thy har sammen med Cold Hawaii skabt mere end 100 lokale arbejdspladser.
04-10-2016DR Midt & Vest offentliggjorde i september 2016 resultatet af en undersøgelse, som viste at Nationalpark Thy og Cold Hawaii har skabt 109 arbejdspladser i Thy.
Lyngby Klithede
Nationalpark Thys bestyrelsesformand Ejner Frøkjær glæder sig over, at der nu er sat tal på Nationalpark Thys betydning for det lokale erhvervsliv.
”Jeg er meget glad for, at vi har fået tal på noget erhvervsudvikling. Vi har længe troet på, at vores nationalpark er med til at generere omsætning og beskæftigelse i lokalområdet” Udtaler Ejner Frøkjær og fortsætter ”Fællesskabet og sammenhængen mellem de to brands Cold Hawaii og Nationalpark Thy gør vores egn til et meget interessant besøgsmål både for danske gæster og internationale besøgende.”
Fordeling på brancher
Undersøgelsen er foretaget af DR Midt & Vest. Den viser, at de 109 arbejdspladser fordeler sig på følgende brancher:
• Turisme (hoteller, camping, restauranter, guider) 40
• Kommunikation (herunder grafik, film, foto) 20
• Surfbutikker, surfskoler mv. 18
• Dagligvarehandel. 11
• Fødevareproduktion. 6
• Tekstilproduktion. 6
• IT-virksomheder. 4
• Håndværk. 1
• Andet. 3
En stor del af arbejdspladserne kan henføres til et øget besøgstal i området. I 2014 konkluderede en undersøgelse foretaget af Nationalpark Thy i samarbejde med studerende fra markedsføringsøkonomuddannelsen i Thisted, at der i 2013 var mellem 1,1 – 1,4 millioner besøg i Nationalpark Thy.
På spørgsmålet ”Er der plads til flere besøgende?” svarer projektleder for formidling og friluftsliv i Nationalpark Thy Bo Immersen ”Ja, der er plads til endnu flere besøgende i nationalparken, uden at naturen behøver at lide overlast. Det handler i høj grad om at planlægge og skilte ruter og formidlingspunkter fornuftigt, så vi sikrer, at trykket bliver fordelt på flere steder, som er robuste og kan klare trykket.”
Få del i brandingeffekten
Nationalparken arbejder hele tiden med at dele brandingeffekten med lokale aktører. Nationalparken har lavet et partnerskabsprogram, der gør det muligt, at blive partner med Nationalpark Thy. Dermed kan partnere få lov til at bruge nationalparkens logo på fødevarer og nonfood produkter ligesom man kan blive formidlingspartner. Læs mere om muligheden for at blive partner på Nationalpark Thys webside under ”Udvikling og samarbejde”.
Yderlige spørgsmål kan rettes til: Ejner Frøkjær, Obfuscated Email, 9796 1252.