Nationalpark Thy Klasseværelset har givet stor effekt

19-12-2016

Nationalpark Thy Klasseværelset afslutter i disse dage sin første projektperiode fra 2014 – 2016.

I 2014 startede Nationalpark Thy Klasseværelset en tre-årig indsats, som skulle gøre det nemmere for lærere at flytte undervisningen ud i nationalparken. Den første projektperiode er nu slut, og resultater og erfaringer ligger klar i en evaluering af projektet.

Projektet har arbejdet med fem indsatsområder:

  1. Udvikling af undervisningsforløb
  2. Faciliteter i naturen
  3. Transport og booking
  4. Kurser, rådgivning og opkvalificering
  5. Synlighed af tilbud

Projektet har overordnet bidraget til at få udeskole og brugen af den lokale natur og kulturhistorie højere op på dagsorden blandt lærere i lokalområdet, og flere og flere taler positivt om at bruge naturen i undervisningen.

Kurser og workshops med afprøvning af konkrete stedbundne undervisningsforløb har for alvor øget kendskabet til de tilbud, og de muligheder, der er knyttet til Nationalpark Thy Klasseværelset.

Lærerne har vurderet kurserne som værende det mest effektive tiltag, i forhold til at flytte undervisningen ud. Websiden med undervisningsforløb er blevet vurderet til at være det mest effektive redskab til at finde konkrete stedbundne undervisningsforløb, og til at få direkte kontakt til kommunens naturvejledere og kulturformidlere. Desuden har evalueringen vist, at adgang til toilet er afgørende for valg af destination i forbindelse med udeundervisning.

Find flere resultater og erfaringer i evalueringen på www.nationalparkthy.dk/klassevaerelset.

 

Yderligere information:

Bo Immersen, Projektleder, Nationalpark Thy, , 72541505.

Evalueringen er foretaget af Natur- og Kulturformidler studerende Christina Pedersen.

 

Undervisning i virkeligheden virker.